tirsdag den 2. april 2013

Hvor svært kan det være...

Nogle gange er ting ikke helt så enkle, som man kunne ønske sig.

Vi har fået nye vinduer i det ene værelse, og jeg gik derop for at hænge gardinerne op igen. Blot for at opdage, at gardinskinnerne altså var borttaget sammen med de gamle vinduer af en eller anden grund.

Godt så! Der måtte nye gardinskinner til. De var heller ikke for gode. Og nu vi var ved det, så kunne vi måske finde nogle nye gardiner, for de gamle havde mildt sagt kendt bedre dage.

Vi kørte ud til det store butikscenter uden for Worcester, hvor vi aldrig havde været før, og i den allerførste butik fandt jeg nogle fine færdigsyede gardiner af den slags, englænderne excellerer i. De var i  en fin kvalitet, i præcis den farve og det mønster, jeg havde forestillet mig - og på udsalg til under 200 kr. pr. sæt. Det var da nærmest  rørende...

Eneste bagdel var, at gardinerne var alt for lange, men hvor svært kan det være at lægge 2 sæt gardiner op?

Øhm, svært åbenbart. For i dag har jeg - med hjælp af min meget tålmodige, rare mand - brugt adskillige timer på at måle og ri og hænge op og måle om og pille ned og ri om og hænge op og måle om og..... arghhh.....