Da jeg var barn, havde jeg af og til pjækkedage. Når skoletrætheden blev for overvældende, gik jeg ud i køkkenet til min mor, der stod og smurte madpakker...
Mmm, jeg har lidt ondt i maven i dag, tror jeg...
Min mor så på mig. Har du det? Det var da ikke godt? Så skal du måske gå i seng igen med en varmedunk?
Njaj, det er nok nærmere sådan lidt...
Nå, du trænger bare til en fridag? Min mor kunne altid læse mig som en bog (det kan hun stadig!).
Ja, det kunne være så hyg'ligt! Vi kunne tage på museum eller i Rødovre Centrum eller...
Er du nu sikker på, at du ikke går glip af noget i skolen? Og hvad tror du, din far vil sige?
Jeg vidste udmærket, hvad min far ville sige. Han var nemlig meget pligtopfyldende, så det var bedst at lade være med at involvere ham... så at sige...
-------
Det er især på efterårsdage som disse, at jeg kommer til at tænke på min barndoms pjækkedage. Dem var der en del af - sådan med lange mellemrum - og det var gerne i vinterhalvåret, hvor det var lidt mørkt og trist, og der ikke var så mange fridage.
Vi fandt altid på noget hyggeligt, min mor og jeg, og selv om samvittigheden godt kunne nage, så var det noget, jeg hurtigt overvandt.
Det, jeg gik glip af i skolen, kom i høj grad igen i form af dejlige minder, livserfaring og "alternativ undervisning". Og næste dag var skoletrætheden overvundet... for en tid.