Jeg har adopteret denne vane, men i Danmark er det altså ikke helt så udbredt. For at sige det mildt!
For langt de fleste gør deres bedste for at undgå at møde mit blik. Hække er pludselig meget interessante; asfalten mindst lige så spændende - hvis man da ikke bare ser frem for sig uden at se...
Af og til farer der en djævel i mig, og jeg vræler et frydefuldt "hej" så højt, at det spjætter i folk.
Halvdelen udvikler en øjeblikkelig døvhed og ignorerer mig totalt (= skøre kone!) - mens den anden halvdel fremtvinger et lille smil og en hilsen.
Ja ja, det er da bedre end ingenting! Men der er altså ikke noget at være bange for! Et smil og en venlig bemærkning luner og pynter på en gråvejrsdag... :-)