Nogle køreture er nemmere end andre. Da vi tog fra England sidste gang (på en søndag), gik alt bare så glat, og det var en ren fornøjelse at køre så langt.
Men denne gang på vejen retur... Alt gik godt indtil lidt før Münster - så var motorvejen pludselig lukket - i myldretiden - og alle biler måtte køre af og ind gennem byen og rundt en anden vej. Det tog samfulde TRE timer!
Den eneste politibil, jeg så, var én, hvor betjenten sad og røg en smøg. Fint nok, men hvor var hjælpen til alle dem, der ikke anede, hvor de skulle hen? Vi havde en navigation, men den ville bare tage os tilbage til motorvejen, for det var jo den smarteste vej...?!
Nej, det var det så ikke! Og det er tredje gang på et år, at jeg oplever en helt lukket motorvej.
Resten af turen gik sådan lettere kaotisk. Spisesteder var lukket; afkørsler spærret, og til sidst var vi ærlig talt godt møre.
Da vi ankom til hotellet i Belgien ved midnatstid, så vi vist meget trætte ud. Men heldigvis kender de os og forbarmede sig over os. Vi fik pizza serveret på værelset, og da vi sad med en kold øl og en varm pizza ved halv 1-tiden, så alt lidt lysere ud.
Men jeg tror nu nok, at vi holder os til alternative ruter fremover. Dem, der IKKE går (ret meget) gennem Tyskland... :-)
