lørdag den 11. april 2015

En tur med forhindringer

Nogle køreture er nemmere end andre. Da vi tog fra England sidste gang (på en søndag), gik alt bare så glat, og det var en ren fornøjelse at køre så langt.

Men denne gang på vejen retur... Alt gik godt indtil lidt før Münster - så var motorvejen pludselig lukket  - i myldretiden - og alle biler måtte køre af og ind gennem byen og rundt en anden vej. Det tog samfulde TRE timer!

Den eneste politibil, jeg så, var én, hvor betjenten sad og røg en smøg. Fint nok, men hvor var hjælpen til alle dem, der ikke anede, hvor de skulle hen? Vi havde en navigation, men den ville bare tage os tilbage til motorvejen, for det var jo den smarteste vej...?!

Nej, det var det så ikke! Og det er tredje gang på et år, at jeg oplever en helt lukket motorvej.

Resten af turen gik sådan lettere kaotisk. Spisesteder var lukket; afkørsler spærret, og til sidst var vi ærlig talt godt møre.

Da vi ankom til hotellet i Belgien ved midnatstid, så vi vist meget trætte ud. Men heldigvis kender de os og forbarmede sig over os. Vi fik pizza serveret på værelset, og da vi sad med en kold øl og en varm pizza ved halv 1-tiden, så alt lidt lysere ud.

Men jeg tror nu nok, at vi holder os til alternative ruter fremover. Dem, der IKKE går (ret meget) gennem Tyskland... :-)

6 kommentarer:

Ellen sagde ...

Årh, det er SÅ irriterende!
Men tak for oplysninger - vi skal jo køre turen om et par måneder, så gode tips om de alternative ruter modtages gerne ... men vil det ikke tage lige så lang tid, hvis man prøver at undgå de tyske motorveje?
Hvad ville I selv gøre?

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Næsten hver gang har der været tale om lastbiler, og det var det også denne gang (fandt jeg efterfølgende ud af). Det var nok derfor, det gik så fint sidst, for i Tyskland må lastbiler slet ikke køre om søndagen. Så det er én mulighed. Den anden er at køre mest muligt gennem Holland (og det gør vi som regel).

Frk. Anemone sagde ...

Det var dog irriterende for jer.

Men tak for info. Vi skal til England om nogle uger og har booket overnatning i Brügge på vej derover, hvilken rute kan du så anbefale?

Tak :)

Ulla

Mia Folkmann sagde ...

Frk. Anemone: Jeg ville helt sikkert undgå Tyskland, hvis I altså IKKE kører på en søndag. De lastbilfri søndage er fine nok. Normalt tager vi ruten via Bremen og ind i Holland, så vi kører det meste af turen dér. Meget bedre!

God fornøjelse i Brugge. Min faste "midtvejssted" :-)

A + K = ♥ sagde ...

Hold da op, godt man har pizza ;)

- Anne

Mia Folkmann sagde ...

A+K: Det hjælper!! :-)