Jeg elsker efteråret! For mig er der ikke noget bedre end at sparke til blade i en gylden park og blive rusket igennem af blæsten. Og vi har haft så mange herlige dage af den slags - både i Skotland og herhjemme.
Den lille hund er altid frisk på en travetur, og han er sjov at gå med, fordi han finder på. Pludselig ser han på mig... "skal vi ikke lige gå den vej"? - og jeg tænker "ja, hvorfor ikke?".
På den måde ser vi nye steder og finder nye veje. I øjeblikket bor vi en uges tid hos min mor, så det er Gentofte og omegn, der bliver udforsket, og selv om jeg selv har boet her i årtier, så er det stadig muligt at finde nyt...
Også de gamle kendinge bliver besøgt. Deriblandt Brandts fine lille haveanlæg, der ligger lige ved siden af Ordrups smukke kirkegård. Haven blev anlagt for 100 år siden, og den ser stadig nogenlunde ud, som den gjorde dengang, hvor hr. Brandt var stadsgartner i kommunen.

