lørdag den 26. maj 2018

Et år på Lolland


Det er nu et år siden, vi flyttede til Lolland. Jeg tænkte meget på det i går, da jeg gik og så på kalvene i skoven og de kæmpestore rhododendronbuske, der ligger og gemmer sig bag skovstien - for sidste år på denne tid var jeg nærmest begravet i flyttekasser.

Det, som jeg regnede med ville tage en to-tre uger, kom til at tage det dobbelte (sådan er det altid, synes jeg...) - og min maj og juni måned forsvandt i udpakningspapir og oprydning.

Så derfor er der vel ikke noget at sige til, at jeg nyder tiden lige nu ekstra meget. Nyder, at jeg kan sidde i haven med eftermiddagskaffen; nyder at kunne hygge mig med at skrive på min næste bog, der allerede er ganske langt. Og først og fremmest nyder denne smukke tid, hvor Lolland tager sig så dejligt ud... :-)