Ikke i dag, dog. Gussi kunne tydeligvis huske, at vi plejede at sidde omkring bordet ved den store hængebøg, for han trak mig med derover. Han så bebrejdende på mig og kunne ikke forstå, at jeg ikke pakkede et eller andet ud, men så måtte vi jo gå tur i stedet for.
Den næste halve time luntede vi rundt om søen, som vi plejer. Der skal være god tid til snusning og letten ben (ikke mig!), og da vi var kommet næsten hele vejen rundt, satte vi os på en bænk med udsigt til det fine hus. Gussi fik et par småbidder, jeg havde i lommen, og så sad vi længe i solen og bare kiggede. Der var en hejre, der fiskede, og små halemejser fløj rundt i træet ved siden af bænken.
Alt var stille, for der var ikke andre end os i parken. Gussi så meget veltilfreds ud og lagde sig på tidspunkt godt til rette i græsset, og jeg nød i den grad at sidde nærmest tankeløs og bare "være".
Jeg er sikker på, at det er noget, man har godt af... det med at "være"...