Jeg har altid haft nemt ved at snakke med andre mennesker, og det er jeg taknemmelig over. For selv den korteste snak kan give så meget, og mange samtaler i mit liv har efterladt et varigt minde.
Faktisk har jeg ikke sjældent mødt mennesker, som jeg - efter ganske kort tid i deres selskab - har følt det som et savn at forlade.
Både herhjemme og på mine rejser i udlandet holder jeg af at sætte mig på en bænk et sted, for inden længe er jeg fordybet i samtale med sidemanden eller -damen, der måske er på ferie eller har frokostpause... eller bare venter på nogen.
Så snakker vi om oplevelser, om min hund Gussi, om venskaber, om rejser og kager og måske om den smukke bygning henne om hjørnet, som man endelig må se. Eller hvad det nu kan være. Nogle samtaler er mere dybsindige end andre...
Og når man sådan sidder og snakker med forskellige mennesker fra alle samfundslag, så indser man snart... at vi ikke er så forskellige endda, og at venlighed taler alle sprog.