tirsdag den 13. oktober 2020

Hjem til hverdagen


Her var det nærmest sommer i dag, og jeg har nydt at gå i solen og samle frø. Dels fra stokroserne med de yndige pastelfarver, og dels fra vild merian og anisisop, der fik mine fingre til at dufte skønt krydret.

Alle tre er storfavoritter hos insekter - stokroserne især blandt humlebier og de to sidste har været fyldt både med bier og sommerfugle. Jeg vil absolut gentage succesen med de planter til næste år - gerne endnu flere end i år. Hverken jeg eller insekterne kan få nok...

I det hele taget finder jeg stor glæde ved smådyrene. Jeg har tidligere fortalt om ildtægerne, der er så fascinerende at iagttage, og i dag var der flyvende sommer på terrassen. Eller rettere... flyvende efterår, må det vel være.

Bittesmå edderkopper sendte deres lange spind afsted og lod sig føre med vinden. Nogle af dem svævede helt hen i hovedet på os, da vi sad og drak kaffe, så vi tydeligt kunne se de små væsener sidde og manøvrere med benene. Lidt ligesom vi selv gør, når vi flyver med drager. Sådan så det i hvert fald ud.

Selv på en ganske almindelig hverdag kan man få de dejligste oplevelser. 

4 kommentarer:

Madame sagde ...

Det er så spændende at få besøg af sommerfugle - ja, alle insekter er det sjovt at følge :-) Det tænker vi også på her og har bl.a. anisisop lige som dig.

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Jeg har ret mange sommerfugle her, fordi jeg har ret mange brændenælder. De to ting hører jo sammen, men mon ikke I har brændenælder i skoven lige nærved? :-)

Ellen sagde ...

Jeg bliver så fascineret hver gang jeg oplever at se flyvende sommer - tænk, at man kan sige (og mene), at edderkopper er nuser, men det er de altså, når de er så små.

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Ja, de ER virkelig nuser, de små. De store er mere sådan... STORE og ikke helt så nuser - men fascinerende er de alligevel ;-)