mandag den 19. oktober 2026

Om at vandre - før og nu...


Jeg har altid elsket at trave. Ikke med fuld oppakning og op og ned ad bakker; nærmere sådan lige ud ad landevejen. 

Da jeg arbejdede i København og boede i Gentofte, gik jeg ofte hele vejen hjem. Der var vel en ti kilometer, men det blev gerne til lidt mere, fordi jeg lige skulle skyde genveje og se på ting, jeg faldt over. Kvarterer, jeg ikke kendte. Butikker, jeg lige måtte se nærmere på. Måske tage en pause og sidde lidt med en kop kaffe... hvad der nu faldt mig ind. 

På den måde blev mine traveture i lige så høj grad oplevelsesture.

Efterhånden ebbede de ud af flere grunde. Jeg boede ikke længere i gåafstand fra mit arbejde, for jeg blev selvstændig og arbejdede hjemmefra. Jeg gik stadig, men ikke på samme måde. Det var nærmere bare for motionens skyld, og det er der jo ikke noget galt i. Men jeg savnede "oplevelses-delen".

Den sidste tid er kombi-turene blev genindført i mit liv, og det er jeg glad for. Mens jeg har været i England, er jeg begyndt at trave igen. Kun iført en let rygsæk med regnfrakke, pung og små nødvendigheder, der ikke vejer noget særligt.

Jeg opsøger de steder, der er gode til flade ture. Stier langs kanaler eller nedlagte jernbanestræk er mine foretrukne, men der er mange muligheder, når man ser efter dem. 

Somme tider laver jeg en video fra min tur, så seerne af dem kan "følge med" eller måske bare få et indtryk af, hvordan turen er, fordi de selv vil gå den en dag. 

Én af de bedste i den sidste tid er min tur fra Keswick i Lake District, og den kan man se lige herunder...