Viser opslag med etiketten BELGIEN. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten BELGIEN. Vis alle opslag

onsdag den 20. marts 2013

Lidt ekstra tid

Fordi vi forlod Danmark så tidligt, havde vi ekstra tid i Brugge, og det gjorde bestemt ikke noget. Så da vi havde sovet ud, gik vi en lang tur rundt i de små gader og så på påskepyntede vinduer og sjove butikker, og bagefter spiste vi middag på én af de restauranter, hvor vi efterhånden bliver genkendt.

Og nu er vi landet i England. Her er heldigvis ingen sne, men mange flokke af fugle i forårshumør... :-)




tirsdag den 19. marts 2013

Varm kakao på en kold dag

Vi nåede sydpå, inden sneen kom til Danmark - til gengæld mødte vi den omkring Hamborg. Men vi var hurtigt omme på den anden side, og snart blev det forårsagtigt. I Holland og Belgien skinnede solen, og der var ikke antydningen af sne...

Her i Belgien blev vores udholdenhed belønet med varm kakao og små lækkerier, og i dag går turen videre til England.

onsdag den 9. januar 2013

Gråt i gråt


Man kunne også kalde det vådt i vådt. Vi kørte gennem Danmark i tæt tåge og kom til et Tyskland, der var effektivt dækket af gråvejr. Aldrig har jeg oplevet en mere kedelig køretur, for enten regnede det - eller også støvregnede det.

Men for at se de lyse punkter:

1.       Bilen blev godt og grundigt vasket.

2.       Der var ikke noget, der kunne distrahere, for man kunne ikke se noget.

3.       Der var ikke voldsomt meget trafik (eller også kunne jeg bare heller ikke se den... ha ha).

Vejret blev en hel del bedre - og i hvert fald tørt - da vi nåede Belgien, og Brugge i aftenskær er jo altid dejlig...

søndag den 16. december 2012

Hittepåsomhed


Jeg holder meget af belgiernes hittepåsomhed og kreativitet, som jeg tit støder på, når jeg er i Brugge. Denne gang var det på en restaurant, hvor jeg pludselig opdagede, hvordan loftsbelysningen var skruet sammen.

Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende... ;-)

lørdag den 8. december 2012

Bryllupsdag i Brugge

Vi har netop haft bryllupsdag, og i den anledning forærede vi os selv en ekstra dag i Brugge på vej hjem fra England.

På denne årstid er det selvfølgelig ikke vejr til at sidde udendørs, men til gengæld brugte vi dagen på museer, butikker og hyggelige cafeer.

Og så nød jeg at kigge på skøjteløberne på markedspladsen, hvor der - traditionen tro - hvert år anlægges en fortryllende skøjtebane med glimmer og fantasifulde træer mellem de små julemarkedsboder.

Billedet er taget fra en café, hvor man har den bedste udsigt til markedspladsen og samtidig kan nyde de bedste pandekager i Brugge.

søndag den 29. juli 2012

På stop i Brugge

Så går turen retur igen - hjem til flytning og nedpakning og en hel masse praktisk, som jeg slet ikke har lyst til at tænke på. Ikke endnu...

Først skal vi have en aften og en overnatning i Brugge på vej tilbage. Jeg orker ikke at køre natten lang som på udvejen, for den tur var jeg tre dage om at komme mig over.

Hotellet er nyt og uprøvet, for nu midt i højsæsonen var der ikke så meget at vælge imellem. Det er altid lidt spændende og sjovt - og så reklameres der med en overdådig morgenmad.

Det vil jeg glæde mig til... ;-)

mandag den 5. marts 2012

Min kærlighed til Belgien



Da jeg læste, at Havehyrden skal til Bruxelles og Brugge her til sommer,  kom jeg til at tænke på min tid i Belgien. 

Jeg flyttede derned, da jeg var nitten og blev i to år, men jeg havde kun været hjemme i nogle få måneder, før jeg fortrød. Jeg skrev til min gamle arbejdsplads og spurgte, om jeg kunne komme tilbage, men da jeg et par måneder efter fik bekræftende svar og tilbud om et nyt job, havde jeg mødt min rare mand. Så valget stod mellem en fremtid i det belgiske eller en fremtid med ham. Jeg valgte det sidste, og det har jeg selvfølgelig aldrig fortrudt – men derfor savner jeg Bruxelles alligevel.

Jeg savner den livlige stemning og fortovsrestauranterne, hvor man kan sidde og se verden gå forbi. Jeg savner de gode crepes og de smukke, gamle gader.  Jeg savner at gå tur i parken om søndagen sammen med alle belgierne, og jeg savner at besøge små hyggelige restauranter, der bare er alle vegne. Belgierne er fantastisk gode til at lave mad.  

Jeg kommer sjældent til Bruxelles nu, men heldigvis ofte til Brugge. Flere gange om året faktisk, og nu er det denne lille by, der står mit hjerte nær. Jeg kender den udenad, og alligevel finder jeg nyt hver gang, jeg besøger den. Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag i nær fremtid vil slå mig ned dér for en tid. I nogle uger - måske længere. For jeg har Belgien - og Brugge - i blodet…