søndag den 26. december 2010

JULEFERIEKONKURRENCE - nr. 1


Så begynder en ny juletradition her i blogland:

Min juleferiekonkurrence strækker sig over flere dage, og man kan gætte med, når man har lyst. Der er altså ikke noget til hinder for, at man gætter på samtlige 5 opgaver den sidste dag - hvis man ikke har tid før.

Det er heller ikke noget krav, at man skal have en blog - alle kan være med.

Der kan sendes ét svar pr. opgave - og rigtig svar udløser ét lod i lodtrækningen. Man kan altså opnå 5 lodder ialt.

MEN: Svarene må IKKE skrives i kommentarfeltet. Alle svar skal sendes pr. mail til mig. Altså til: miafolkmann@hotmail.com.

Der er EN præmie, som jeg tidligere har præsenteret - og vinderen trækkes fra en krukke med RIGTIGE SVAR nytårsaften kl. 24.00. Konkurrencen er altså slut - og alle svar skal være indgået - når det nye år begynder.

Hvis I har spørgsmål til reglerne, er I velkomne til at skrive en kommentar - eller sende mig en mail.

Opgave nr. 2 kommer i morgen eftermiddag...

Tryk HER - eller på billedet - for at få den første opgave, når I er klar til at gå i gang...

Juletraditioner og andet hyggeligt...


En af traditionerne ved min jul er selvfølgelig julepynten - dels til træet og dels til stuen. Hvert år flytter de små nisser ind, som jeg er (begrænset) samler af. Hvis jeg finder én, der er sød, kommer han med hjem.

Ham her med bøgerne er selvfølgelig MIN nisse, for jeg er en læsehest ligesom ham. Og så ser han så  hyggelig ud.

Udover disse nisser kommer kravlenisserne op og nissesprællemanden, som jeg har haft i alle de år, jeg har været gift. Den fremstillede vi nemlig sammen, da vi var unge og nyforelskede og skulle fejre vores første jul sammen.

Set gennem stuens blyindfattede ruder ser vintersneen derude utrolig stemningsfuld og malerisk ud - men det er koldt, og jeg har frygtelig ondt af de små fugle, der må have det svært. Heldigvis har vi købt fuglemad i sækkevis, så der bliver disket op hver dag. Det er min søde og brave mor, der kæmper sig vej ud i snemasserne belæsset med frø og fedtkugler.

I dag bliver det endnu en dag med total uvirksomhed og hygge. Nå nej, ikke HELT uvirksom - for der skal spilles MATADOR og kæmpes om æren.

Og så skal min lille juleleg i gang. Jeg har i øvrigt vedtaget, at sådan en juledetektiv-konkurrence skal være en årlig tradition her hos mig. Så altså: I eftermiddag tager vi fat på en NY juletradition. Spændende at se, hvor mange detektiv-spirer, der deltager... ;-)

RIGTIG GOD ANDEN JULEDAG

fredag den 24. december 2010

Min egen private julemand

Min egen helt private rare julemand...!

Hvad gør man ikke for genboerne... ;-)

Ho Ho HO

Nu står det der alligevel...

... det lille træ. Vi havde ellers besluttet os for, at vi bare ville have lidt gran i en vase, men selvfølgelig ombestemte vi os, da vi stod nede ved Femvejens juletræssalg.

Bare et lille bitte ét med fod. Ikke med potte - for det gjorde vi sidste år, og da jorden var bundfrossen indtil marts, nåede træet alligevel at afgå ved døden.

Efter jeg læste H. C. Andersens eventyr om juletræet har jeg haft det lidt dårligt med sådan et træ. Men omvendt har der altid været et træ i min jul. Og jeg er åbenbart ikke vokset fra det endnu... :-)

Så det lille træ står så fint på et bord med lidt enkel pynt. Bare det vigtigste. Det lille hus, som vi købte på en af vores første Englandsture - de små hjerter og hvide stjerner, som min far har lavet - små knallerter, som der altid har været på min barndoms træer - lidt af de små ting af træ, som vi købte engang på grund af kattekillinger i huset (bare se på julekortet her, hvad de finder på, de små utysker...).

Det sætter nu humøret lidt i vejret. For man kommer uundgåeligt til at tænke på linjen i "Juletræet med sin pynt":

....."med besked derudefra, at det lysner dag for dag...."

Og det gør det jo - heldigvis!

torsdag den 23. december 2010

Havregrynskugler og små florakager

Mums, mums. I dag har jeg bagt småkager, mens min mor har trillet havregrynskugler.

Begge dele har været fast tilbehør til julen hele mit liv, og uden havregrynskugler – ingen jul. I må hellere få opskriften:

250 gram små havregryn
200 gram melis
100 gram smør
50 gram kakao
3-4 spsk. kaffe
3 tsk. romessens

Æltes sammen og rulles til kugler. Nemt!

Bageopskrifter har jeg samlet, siden jeg var teenager, og nogle af dem er virkelig gamle. Og GODE!

Julens småkager består af vaniljekranse (der ikke er kranse, fordi de flyder ud), klejner, når vi gider (det gør vi så ikke i år), cognacsmåkager, specier og små florakager. Det er florakagerne, jeg har bagt i dag. Den opskrift kommer her:

250 gram hvedemel
50 gram sukker
50 gram smuttede mandler
200 gram smør
overtræk af:
100 gram flormelis
1 spsk. kakao
lidt madeira (eller cognac)

Æltes - trilles til små horn - bages ved 200 grader til de er lysebrune. Efter afkøling dyppes enderne i glasur. Også nemt! :-)

Ikke et ord om slankekure! Det er JUL!!!

onsdag den 22. december 2010

Et stort legebarn...



Jeg må indrømme, at jeg både er lidt af et legebarn og en spillefugl. Og det er netop her i juleferien, at den slags kommer til udtryk, for det er lige præcis her (og (næsten) kun her) jeg har tid til at dyrke disse laster...

Der skal et puslespil i gang - åh, det skal vælges med omhu - og vi skal have igangsat den store dyst i brætspil. Min rare mand og jeg skiftes til at vælge våben, og så ser vi, hvem der kommer ud af året med æren i behold.

Og sidst, men ikke mindst skal der spilles computerspil. Jeg har nogle yndlings, som jeg skal fortælle mere om en anden gang - men de sidste par år har der stået Nancy Drew på ønskesedlen hver jul.

Da jeg var barn, læste jeg alle Nancy Drew detektivbøgerne på norsk, fordi jeg havde en norsk skolekammerat, som jeg lånte af. Og for nogle år siden opdagede jeg, at der var lavet Nancy Drew computerspil - altså detektivspil. JA, det er for børn - men NEJ, de er IKKE nemme! Langtfra!

Jeg har efterhånden arbejdet mig igennem de fleste af dem. I hvert spil skal man løse et mysterium og en hel masse opgaver ved hjælp af hittepåsomhed, fantasi og snilde. Plus en god portion tålmodighed!

Jeg har lært en masse mærkelige ting af mine Nancy Drew spil. Jeg ved nu, hvilke hvaler der har hvilke stemmer. Hvordan man sadler en hest. Hvordan man bruger morsealfabetet. Det kemiske symbolsprog. Inkaernes historie. Hvordan man spiller det italienske kortspil SCOPA. Og masser af andre ting, som jeg ellers aldrig havde lært.

Nu nærmer tiden sig igen. Om jeg glæder mig? Ja, MONIKKE! ;-)

tirsdag den 21. december 2010

Julekonkurrence i juleferien...

Måske er der nogle, der har lyst til at deltage i en lille julekonkurrence i juleferien?

Den starter 2. juledag og varer 5 dage. Regler og opgaver følger senere, men man behøver ikke at være med hver dag. Og jeg kan allerede nu røbe, at der er en fin præmie med lækre ting fra ANGLOFILIA... :-)

Jeg fortæller lidt mere om præmien senere - og konkurrencen begynder altså anden juledag. Du behøver ikke at have en blog for at deltage...

mandag den 20. december 2010

Vinder af julelegen - del 2


Posen indeholdt 18 stk. - og nej, det er ikke mig, der har taget en bid af den ene!

Der var et enkelt rigtigt svar, så det var jo nemt nok.

Julepuden går til Trine Louise, som bedes sende mig sin adresse på miafolkmann@hotmail.com.

Så sender jeg puden med posten i eftermiddag.

TIL LYKKE!  ;-)