En af de ting jeg sætter allermest pris på her i livet, er de "særlige øjeblikke". De øjeblikke, hvor man ved, at det lige præcis NU ikke kan blive meget bedre...
I Yorkshire boede vi engang langt ude på heden i et ældgammelt hus. Der var absolut ingen og intet i nærheden. Huset var omgivet af hedelandskab så langt øjet rakte, og i det fjerne kunne man se Cumbrias bjerge. Der var ret barskt derude, og der var sne, selvom vi var i maj måned. Om aftenen sad vi ved spisebordet med åbent vindue for at høre fuglenes aftensang, men ellers var der helt og aldeles tyst.
En dag gik jeg efter aftensmaden en tur på heden, hvor tusmørket var ved at falde, og området var dækket i et meget stemningsfuldt, lysegråt skær. Jeg vidste godt, at jeg skulle holde mig til de smalle, asfalterede veje, for dels kendte jeg ikke området, og dels var der mange forladte og mere eller mindre sammenfaldne mineskakter, som man kunne falde ned i. Så aftenturen bestod af en lang travetur udad og en lige så lang travetur hjemad.
Jeg havde af og til set heste derude. Smukke, sorte heste med lange flagrende manker, og de bevægede sig så graciøst, nærmest svævende, at det var en ren fornøjelse at se. Hestene var ikke indhegnet og kunne gå rundt, som de havde lyst til, men de passede sig selv og holdt sig på behørig afstand.
På et tidspunkt stod jeg og nød synet af solen, der var ved at gå ned bag bjergene. Der var som sædvanligt fredfyldt og helt, helt stille, men pludselig hørte jeg en svag prusten lige bag mig. Hjertet sprang selvfølgelig et par slag over, og ganske, ganske langsomt vendte jeg mig om. Jeg havde ikke engang hørt, at en flok heste var dukket op. Der var 5-6 voksne, og med sig havde de et par føl.
Vi stod længe uden en lyd og bare kiggede på hinanden. Så gik det ene føl ganske langsomt hen til mig, helt hen, så det kunne snuse til min hals med sin fløjlsbløde mule. Imens stod jeg helt ubevægelig og håbede i mit stille sind, at de voksne ikke blev urolige. Da føllet havde stillet sin nysgerrighed og fundet ud af, at jeg godt nok ikke var en hest, men på den anden side heller ikke noget farligt, forsvandt hesteflokken lige så lydløst, som de var kommet...
10 kommentarer:
Sikke en skøn beskrivelse af et af de "særlige øjeblikke"! Og netop i naturen kan man få sådan en næsten overnaturlig oplevelse, som man aldrig glemmer igen. Jeg kommer til at tænke på nogle de gamle engelske klassikere, hvor naturen stadig står mejslet i min hukommelse - fx skrevet af søstrene Brontë ...
Du kan nu noget med ord...
Sådan et øjeblik og sådan en stemning ville jeg også kunne huske hvert et sekund af i resten af mine dage.
Det er sådan noget som dette, der gør, at jeg påstår, at man kun er rigtig lykkelig i glimt - dette ville være et af glimtene.
Madame: Du har helt ret - naturen giver os mange vidunderlige oplevelser. Og stemningen derude på heden var helt vidunderlig i al sin ensomhed... :-)
Ellen: Jeg mener bestemt, at du har ret i, at man kun er rigtig lykkelig i glimt. Måske netop derfor sætter man så meget mere pris på glimtene, når de kommer, ikke?! :-)
Sikke en vidunderlig øjebliksoplevelse, du havde, Mia :-) Sådanne oplevelser føles som en helt speciel gave, som bliver givet én.
Når jeg oplever sådanne øjeblikke opfyldes jeg af noget, som får mig til at græde af indre lykkefølelse.
En af mine øjebliksoplevelser var også med heste. Jeg red dengang meget på islandske heste, som vi hentede ude på græsmarken. En morgenstund, hvor solen stod op, stor og orange bag bakketoppen, stod en af hopperne med sit føl i modlys. Både mor og føl havde dråber af morgendug på hver et hårstrå. Det så ud som om de stod i hver deres glorie :-) Da måtte jeg snappe efter vejret af overvældende glæde.
Lone: Åh, det lyder da også som en meget speciel oplevelse... Jeg kender godt det med at blive dybt rørt af bar lykke - det er helt sikkert sådan noget, der er den egentlige værdi i livet, ikke?! :-)
Og så kan man da blive helt nostalgisk når man læser sådan et indlæg; jeg er nemlig opvokset langt ude på landet hvor vi havde masser af heste! Det er en af de ting man godt kan savne, når man bor midt i København.
Jens: Jeg har det lige omvendt. Jeg er opvokset i København, men elsker at være på landet. Og selv om jeg aldrig har været nogen "hestepige", så synes jeg at heste er nogle dejlige dyr... :-)
Hvilken vidunderlig oplevelse det må have været, Mia.
Flot, at du var i stand til at vende dig så langsomt, at hestene ikke blev forskrækkede og det må have været helt fantastisk at mærke føllets mule mod din hals.
Jeg kender godt de øjeblikke, hvor verden står helt stille og man fyldes med en indre lykke. Episoden vender af og til tilbage i tankerne og man husker lykkefølelsen.
En god aften til dig og tak for en skøn beskrivelse af et særligt øjeblik.
Annette: Ja, jeg var godt klar over, at heste nemt kan blive forskrækkede og sparke ud. I skolen var jeg i erhvervspraktik på en rideskole, hvor min veninde blev sendt flyvende tværs gennem stalden af en hestesko... :-)
Ja, det er netop sådan nogle øjeblikke, man altid vil huske. God aften til dig også... :-)
Send en kommentar