

Inspireret af feriesnak i Blogland bidrager jeg hermed med et lille forslag.
Da jeg skulle skrive en artikel til ANGLOFILIA om narrowboats – de lange, farvestrålende og meget charmerende både, der kan sejle på selv de allermest smalle kanaler - fik vi lov til at låne en båd for en dag, så vi kunne prøve det af.
England har et stort net af forbundne ”vandveje”, som dels består af naturlige floder og åer og dels af menneskeskabte kanaler. I årtier blev disse vandveje benyttet af bådtrafik i en grad, som vi har svært ved at forestille os i dag, hvor de fleste kanaler og floder løber som fredfyldte, blå årer igennem landskabet og især benyttes til fritidsbrug.
Når man sejler på de engelske kanaler, går ruten gerne gennem landlige og naturskønne områder, så man får naturen på helt tæt hold. Stress og jag er glemt, når man sidder i båden og nyder synet af en badende vandstær eller en andemor med ællinger, og dagligdagen er fyldt med dejlige dufte fra blomstrende marker og nysgerrige heste, der lige skal hen og hilse.
Man sejler med 5-6 km i timen, så man skal ikke prøve at nå noget. Måske traver man en tur langs floden, eller også tager man ind til en af de nærliggende småbyer for at kigge lidt. Dagens store spørgsmål drejer sig om tidspunktet for formiddagskaffen, om frokosten skal spises på dæk eller på land, og hvorvidt den nærliggende pub serverer aftensmad (det gør den som regel...).
Netop pubberne og restauranterne er et perfekt sted at lægge til – om ikke andet så bare et par timer, mens man nyder et måltid eller en kølig drink. Det er utroligt hyggeligt at sidde ved vandet en sommeraften og bare nyde tilværelsen og synet af de fine, gamle både og måske få en snak med de lokale. Hvis man da ikke foretrækker at finde et fredeligt sted, hvor man kan spise sin egen mad i uforstyrrethed. Der er mange muligheder på de engelske kanaler...