lørdag den 1. maj 2010

Bo med dyr


Jeg elsker at have dyr omkring mig, og de behøver ikke at være tamme. Jeg synes, at det et eller andet sted er nok så rart, at de ikke er det – for så har jeg ikke så meget ansvar for dem. Men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil dem det godt.

I mit første hus anbragte jeg redekasser og hylder og små huler alle vegne, og inden længe flyttede vennerne ind. I dette nuværende hus, der godt nok er til salg, holder jeg mig ikke tilbage. Hvis huset nu – af uforklarlige årsager – ikke bliver solgt på grund af krisen og alt det andet, så skal det ikke gå ud over dyrene. De skal have et sted at bo, og de skal have noget at spise – og det skal være nu!

Så jeg planter flittigt til bier og sommerfugle. Jeg sørger for vand i skåle og buske med bær. Jeg lægger lidt nødder til egernet og hænger mad op til fuglene, men kun lidt – de skal jo gerne hjælpe med at spise de insekter og andre smådyr, der ellers godt kan blive for mange af. Sidst, men ikke mindst indretter jeg boliger, små og store, til frøer og sommerfugle, til fugle og padder.

Og så er det bare at byde velkommen!