tirsdag den 17. maj 2011
Gode naboer
Da vi købte vores engelske hus, blev vi modtaget med åbne arme af naboerne. De syntes vist alle sammen, at det var ret sjovt, at vi - der havde lejet huset i ti år forinden - nu pludselig var blevet ejere af det.
Nu skal det med naboer tages med et gran salt, for de ligger så langt væk, at de kommer kørende i bil. Hvis jeg står på tæer ved vinduet i det ene af værelserne, kan jeg om vinteren, når der ikke er blade på træerne, se ned til et par af husene, men det er også alt.
Måske er et godt naboskab nok så vigtigt på landet, hvor man er langt fra alting, for der kan jo opstå situationer, hvor der er god brug for hjælp. Jeg kan huske dengang, hvor der var oversvømmelse så mange steder i England; der var et sammenhold og en hjælpsomhed uden lige. Englænderne er gode til den slags. De er gode til at stå sammen, når det gælder. Det er én af de mange ting, jeg holder så meget af ved England... :-)
