onsdag den 18. maj 2011

Hjælp mod migræne


Plantemedicin og urter har interesseret mig i mange år, og jeg har tygget mig igennem utallige engelske bøger om netop disse emner. Jeg har også gjort mig mange gode erfaringer, og én af dem er et middel mod migræne, som min rare mand er utroligt glad for.

Han led meget af migræne, da han var yngre, og selv om der heldigvis nu er langt mellem anfaldene, så kan de stadig dukke op. Men der er hjælp at få, for på et tidspunkt stødte jeg på Fewerfew, som i England er et gammelt og særdeles velkendt middel mod migræne.

Hvis tegnene på et kommende migræneanfald viser sig, behøver han blot at tage et par tabletter – så fortoner migrænen sig lige så stille. Måske bliver den til en let hovedpine i stedet for, men det er jo ikke nær så slemt. Så er der noget at sige til, at jeg altid sørger for at have nogle Feverfew tabletter i huset?

Fewerfew er det engelske navn for urten matrem, der også herhjemme blev brugt - og måske stadig bruges - mod hovedpine. Jeg ved, at enkelte kan være allergiske over for planten, og man skal undgå at bruge den, hvis man er gravid. Men det skal man nu med medicin i det hele taget…