onsdag den 4. maj 2011

Stilhed efter stormen...


I dag har jeg snakket med mennesker hele dagen, og nu er jeg træt. Først kom hele fire lastbiler med vores nye olietank og alt det, der hørte sig til, og helt frem til klokken 14 arbejdede de med at opstille den. Jeg serverede kaffe og gav og fik instrukser, og nu står der en fin stor tank i stedet for den gamle, som var på nippet til at ruste igennem. Den nye tank står bag noget gitterværk, og jeg tror bestemt, at en duftende hvid klematis ville dække det så pænt.

Bagefter kom den årlige inspektions-dame, for huset bliver jo lejet ud til feriegæster, så den slags hører sig til. Hun gik det hele igennem og leverede de sædvanlige 4 stjerner, så det var fint nok. (5 er maksimum, men så skal der også swimmingpool og alt muligt luksus til, og den slags har vi ikke her. Vi har hygge og udsigt og masser af fred og ro).

Til sidst gik jeg på nabobesøg for at snakke med en mand og hans dejlige hund, og det skal der nok komme en lille artikel ud af.

Nu sidder jeg her i udestuen, mens mørket falder på, og sangdroslen synger sin aftensang. Bortset fra det er her fuldstændigt stille. Bjergene i det fjerne dækkes så småt af grå skyer, og flagermusene er kommet på vingerne. Og jeg skal ikke snakke mere - bare nyde freden og roen...