lørdag den 21. juli 2012

Engelsk TV

Jeg ser normalt ikke så meget TV om sommeren - hverken i Danmark eller her. Men der er to udsendelser, som jeg dog ser med stor fornøjelse og endda dagligt, når de ellers er der.

Den ene hedder Eggheads og er en meget hyggelig quiz (englænderne elsker at quizze). Et hold på fem deltagere udfordrer dagligt "Æggehovederne" - et fast hold med nogle uhyggeligt skarpe hjerner. Spørgsmålene er meget forskelligartede, og det er altid sjovt at (prøve at) gætte med.

Den anden udsendelse hedder "Escape to the country", hvor man søger efter landligt beliggende huse til par, der gerne vil flytte. Nogle ønsker at stå af ræset, andre vil have høns og dyrke kartofler, mens atter andre bare vil arbejde hjemmefra.

De præsenterede huse er vidt forskellige, men mange af dem er så charmerende og så vidunderligt beliggende, at det er helt utroligt. Og det er sjovt at se, hvordan fasttømrede planer og ønsker kan blive forført og forvandlet ved synet af et skønt hus...