fredag den 20. juli 2012
På svensk visit
Når vejret ikke egner sig til havebesøg, kan man jo være praktisk i stedet for. I går tog vi først en tur til én af de store planteskoler i nærheden, hvor vi - efter eftermiddagskaffe med kage (det hører sig li'som til) - gik på udkig efter nogle bærbuske til at fylde et "hul".
Bagefter kørte vi til IKEA! Vi skulle bruge et par små arbejdsborde, og da vi ikke havde plads til dem i bilen, måtte vi jo bare købe dem her.
IKEA ligger flere steder i England, og vores den nærmeste lå ved Birmingham. Den var næsten umulig at finde (måske var det derfor, der ikke var så mange mennesker), men det lykkedes. Vi begyndte med aftensmaden, for det var sent på dagen, og det virkede lettere surrealistisk at sidde i England og spise svenske kødboller med kartoffelmos, flødesauce og tyttebærsyltetøj.
Men ellers var det faktisk vældig hyggeligt. Det var et stort, fint varehus med masser af plads, og jeg tror, at det er første gang jeg IKKE har stået i kø for at betale. Herligt!
Det allerbedste var den lille afdeling med svenske specialiteter, som vi selvfølgelig skulle have nogle af. Man skulle tro, at vi havde været væk fra Skandinavien i årevis, sådan som vi gik i selvsving over skorporne og de svenske pepparkakar... ;-)
