lørdag den 4. august 2012

Barnlige glæder


På nogle punkter bliver jeg givetvis aldrig voksen - og heldigvis for det. Jeg er for eksempel helt vild med små ting, og det kan både være dukkehuse, miniaturebyer og...  små tog.

For mange, mange år siden købte vi et fint tog til udendørs havebrug. Vi har haft det fremme flere gange, blandt andet i julen, hvor toget har haft sin rute rundt om juletræet - fyldt med pakker og pynt. Men vi har endnu ikke kunnet nænne at bruge det udenfor, hvor det egentlig hører hjemme.

Nu skal det flytte med os, og da der ikke er meget sjovt ved at anlægge en miniaturebane i et hus, der kun er lejet for to år, kommer det med til England. Jeg er sikker på, at der her kan blive plads til et fint lille anlæg med buske og træer, hvor toget kan futte rundt nok så hyggeligt.

Måske kunne man fylde de åbne godsvogne med nødder til de grå egern. De skal såmænd nok finde ud af at snuppe dem, når toget holder stille...