Kattejammerrock

Da min kat, Puskis, levede, var hun lidt af en slagssøster. Hun havde sin egen kattelem og gik ud om natten og vé den, der vovede sig ind på hendes enemærker. Vi vågnede ofte til hyl og skrig fra haven, og vi kendte lyden og vidste straks, når i hvert fald halvdelen af lyden kom fra Puskis.

Midt om natten i buldermørke trak vi hastigt i det nærmeste tøj og styrtede ned for at komme kræet til redning. Det var nu som regel Puskis, der havde overhånden, men alligevel.

I nat hørte jeg - halvt i søvne - katteskrig igen. Jeg for op, styrtede hen til tøjet og begyndte at trække det på, før min hjerne så småt fungerede. Arj, det var da ikke Puskis - og det var heller ikke min mors Rikkekat, for hun kommer ikke ud om natten, men ligger og sover i arm.

Så jeg listede i seng igen og prøvede at lukke ørerne for kattemusikken, der dog snart holdt op.

Gamle vaner forgår ikke så let...

Denne søde kat, der tilhører vores venner, er rar og velopdragen og bestemt ikke nogen slagsbror...