søndag den 15. september 2019

En dag i Rye


Vores første udflugt på denne rejse gik til byen RYE i East Sussex - den hyggelige by, som jeg føler mig godt hjemme i efterhånden. Med Gussis hjælp har jeg fundet flere små nemt oversete smøger og halvgemte spisesteder, for han er en hund efter den slags...

Vi lejede et hus i Rye for nogle år siden; et fint stort hus i tre etager midt inde i centrum, og her havde vi gæster fra Danmark i et par uger. Det var et virkelig dejligt sted at bo, for der var en fantastisk udsigt fra stuen og værelserne, og det var så hyggeligt, at man kunne lunte en tur ned i byen efter dagens udflugter.

Denne gang var Rye bare ét af de mange mål på vores efterårstur, og vi nød at gense de smukke huse og de gamle gader. Boghandleren skulle selvfølgelig besøges, og som altid blev vi trukket med ind hos dyrehandleren, hvor der helt sikkert var noget lækkert.

Dagen blev afsluttet med eftermiddagste og hjemmebagte scones i en lille hyggelig café, som vi ikke tidligere havde set. Nye steder bør altid prøves af...