onsdag den 6. januar 2021

Vi smøger ærmerne op


Selv om vi har mest lyst til at fortsætte decembers vinterferie og bare kalde det "januarferie" - så er der ingen kære mor. Vi skal jo i gang, og derfor er vi så småt begyndt det tilsyneladende endeløse arbejde med at sortere, kassere og pakke ned. 

Den eneste fordel ved at flytte er, at man får ryddet ud og ryddet op. Man starter på en frisk på en måde - for de ting, der kommer med denne gang, er de ting, som har betydning. Det er så lidt skræmmende, at så mange ting har betydning... for mig i hvert fald.

Én af de ting, jeg har lidt svært ved at skille mig af med, er min mors samling af "Lilliput Lane" huse. Vi gav hende på et tidspunkt ét, fordi vi syntes, at de var så søde - og hun blev så begejstret for dem, at hun selv købte et eller to, hver gang hun var med os på rejse til England.

Det blev til en del, og det er jo så en bekræftelse på, at vi havde rigtig mange skønne og dejlige rejser sammen. Og jeg har besluttet mig for at sælge de fleste huse, men dog beholde nogle af de allersødeste, der kan stå på en hylde og minde mig om dem...