onsdag den 25. august 2010

Der er noget i luften


Det er stadig varmt nok til at sidde udenfor og skrive; der er nogenlunde læ på terrassen, og hvis det regner, søger jeg bare ind under markisen. Men der er helt sikkert efterår i luften, for rønnebærrenes blade er ved at gulne, og de første æbler er ved at rødme. Bare de kan holde sig fast, indtil de bliver spiselige...

Fuglene svirrer omkring mig, og solsortepigen er nu så frygtløs, at hun bare skælder ud på Puskis, hvis hun ligger i vejen. Jeg ved nu ikke, hvor klogt det er, for den ene dag fandt jeg fjer på tæppet i stuen… det var godt nok skovspurvefjer, men alligevel... Hmmm…

Og lige pludselig bliver man vidne til et af hverdagens dramaer. Alle skovspurvene flyver febrilske op om ørerne på mig, for spurvehøgen slog ned. Det er en hun, og hun sad lige her ved siden af mig. Der var ikke held med jagten denne gang – men det er der ofte, for hun er en dygtig jæger og en hel del bedre end Puskis.

Godt, at der er skovspurve nok at tage af…

lørdag den 21. august 2010

En Smart løsning...


Man ser altså meget sjovt på en ganske almindelig hverdagsgåtur...

Hvad gør man, hvis man gerne vil have en bil og egentlig kun har parkeringsplads til cykler?

Det er da smart!

Rigtig god weekend alle sammen... ;-)

fredag den 20. august 2010

ABC i ord og billeder


Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet S – som i SPAREBØSSE.

En sparebøsse (eller en sparegris) er en god opfindelse, for her samles forventningens glæde. De mindste mønter kan med tiden blive til fornuftige beløb, der kan bruges til noget rart og hyggeligt – og større mønter vil inden SÅ længe give anledning til gode oplevelser. En ferie eller en fest måske...

Sparebøssen kan også bruges, hvis man har en dyr last, man gerne vil af med. Hvis man f.eks. gerne vil holde op med at ryge, kan man i stedet samle de sparede penge og få sig en behagelig overraskelse, når man opdager, HVOR mange penge der ellers ville være gået op i røg.

Du kan finde andre bud på billed-ABC’en her...

onsdag den 18. august 2010

SKØNNE DAGE - et nyt magasin


Nu er der igen ved at være styr på regnskaberne, og jeg kan kaste mig over det projekt, som har hængt som en lille, tillokkende sky over mit hoved den sidste tid.

Skyen hedder SKØNNE DAGE og er mit andet - og helt sikkert sidste - magasin. Planen er, at det skal udkomme fire gange om året ligesom ANGLOFILIA, men forskubbet, så der er halvanden måned imellem. Det skal handle om alt muligt rart, eller som kort beskrevet i den "deklaration" min rare mand skrev på hjemmesiden:

SKØNNE DAGE indeholder kun artikler, som gør dig kreativt inspireret, nysgerrig på livet, kulturelt oplyst, rejselysten eller bare glad.

Jeg håber sandelig, at jeg kan leve op til det! Men af og til får jeg forhåbentlig lidt hjælp af en gæsteskribent, som i øvrigt i det allerførste nummer er en person, som vi kender...

Det første nummer udkommer den 1. oktober, men allerede i dag kom magasinet med i Bladkioskens nyhedsbrev...

tirsdag den 17. august 2010

Hjemmelavet yoghurt


En af de ting som jeg har haft stor glæde af her i ”den sunde sommer” er morgenmadens hjemmelavede frugtyoghurt. I stedet for de færdige købesager med stort sukkerindhold, har jeg hver morgen fremstillet en lille sund én af slagsen, bare med yoghurt og frugt – oftest bær - og ikke andet.

Jeg kommer simpelthen lidt yoghurt og en håndfuld bær (hindbær, ribs, blåbær, brombær – hvad som helst) i min lille mini-hakker til nødder, der så fungerer som foodprocessor ”en miniature”. Blandingen tilsættes koppen eller skålen med yoghurt naturel, og det smager SÅ godt! I stedet for bær kan selvfølgelig bruges frugt, f.eks. pære eller banan.

Sammen med et glas friskpresset appelsinsaft har man allerede fra morgenstunden fået lidt sundt indenbords, og begge dele kan fremstilles i søvne (som det bliver her i huset af undertegnede B-menneske…).

mandag den 16. august 2010

Godt brugt!


På dage som disse kan jeg godt tvivle på det kloge i at være selvstændig! For selv om man har mange glæder, så har man også fornøjelser som.... regnskaber og moms! Bvadr!

Så HELE dagen i dag har jeg siddet og bogført på Economics (som i øvrigt er et udmærket program, når det bare ikke går i slow-motion, som det gjorde i dag af en eller anden grund) - og HELE dagen i morgen kan jeg se frem til at gøre det samme. For jeg har nemlig DOBBELT så mange fornøjelser i form af TO firmaer: Mit eget og min rare mands. Mere Bvadr!

Men nu er jeg heldigvis kommet så langt, at jeg vil tillade mig selv en aften i behageligt selskab med fru Roosevelts erindringer, en kop te og et stykke af det usandsynligt lækre brød, som min rare mand har hjemmebragt. Og så vil jeg glemme alt om bilag og tal og alt det kedelige indtil i morgen... ;-)

søndag den 15. august 2010

Hvem har mon stillet træskoene?


Puha, luften har næsten været tung som en dyne i dag. Jeg gik en lang tur, men jeg må indrømme, at det gik temmelig langsomt.

Undervejs stødte jeg på flere pudsigheder, og én af dem var denne væg på et havehus.

Trip, trap, træsko... der var da par nok at vælge imellem... ;-)

torsdag den 12. august 2010

ANGLOFILIA efterår er kommet!


I dag fik jeg det nye ANGLOFILIA magasin fra trykkeriet, og det er altid en fornøjelse. Også lidt underligt (på en god måde), når man har siddet og arbejdet med det så længe.

Så i morgen får jeg travlt i "pakkeriet".