Da vi var i Hollymount sidste gang, sad vi en dag og drak eftermiddagskaffe på græsplænen. Pludselig hørte vi en meget vedholdende rappen bag os. Lyden kom fra det store, gamle egetræ, og jeg listede mig forsigtigt nærmere. Hvad i alverden gjorde en and dér?
Nede ved foden af det hule træ stod en hunand og så meget beslutsom ud. Og pludselig opdagede jeg, at en bittelille ælling hoppede ud fra et hul højt oppe i træet. Bums! Så landede den på den tykke hæk. Og bums igen! Så hoppede den ned på jorden til sin mor. Bagefter hoppede endnu en ælling. Og nok én. Inden længe var hele flokken samlet, og hunnen begyndte at traske afsted med dem.
Da hun var gået, gik jeg forsigtigt helt hen til træet for at sikre mig, at der ikke var flere ællinger, og at der ikke var nogle, der sad fast i hækken. Man er vel en hønemor! Så satte jeg mig hen til kaffen igen.
Lidt efter kom hunnen marcherende med sine ti dunbolde i hælene. Hun gik hele vejen rundt om rundkørslen, hen til fuglefoderstedet og hen til vandkarret, som om hun viste sine små, at her kunne man få lidt, hvis man trængte. Så stillede hun sig op og så så intenst på mig, som kun en and kan gøre det. Længe. Så drejede hun om på hælen og gik tilbage til lågen og ud over marken. Ned til de søer, der ligger et godt stykke fra os.
Måske ville hun sige tak for denne gang og på gensyn. Eller måske ville hun sige, at det var en skam med den manglende sø hos mig, for hun ville hellere blive. Hvem ved?
Bagefter gik jeg en aftentur for at se, om de alle var kommet godt over marken. Det så sådan ud, heldigvis. Men hvis jeg kommer til penge, så står en andedam meget højt på min ønskeseddel!