Jeg må indrømme, at jeg var lidt bekymret over tanken om at holde den første juleaften uden min mor - men det gik nu bedre end forventet.
Hovedårsagen var nok den lille hund, der juleaftensmorgen vækkede os klokken fem ved at være syg. Han havde åbenbart/måske/sandsynligvis spist et eller andet, hans mave ikke kunne lide - og mens han før har kunnet løse det selv ved at spise lidt græs og "sove den ud", så var han denne gang helt oppe at køre.
Han ville hele tiden ud i haven og spise græs, fordi han instinktivt vidste, at det kunne hjælpe - men der er forskel på at spise lidt græs og så nedlægge hele græsplænen. Han blev ved - og det var koldt, så jeg var bekymret for ham.
Ved formiddagskaffen blev jeg enig med min rare mand om, at vi lige skulle ringe til den lokale dyrlæge og høre, om han havde et godt råd. Han mente, at jeg lige skulle komme forbi med Gussi, så han kunne kigge på ham, og så fik den lille hund noget beroligende og styrkende til maven.
Og det hjalp heldigvis. Den lille hund smilede fra øre til øre, da vi kom hjem - sådan som han altid gør, når han er glad - og så gik vi alle tre en god lang tur.
Vi havde besluttet at dele julepakkerne op (der var sjovt nok fælles pakker fra nissen og julemanden også, så det kunne da blive til lidt...). Den første halvdel fik vi til eftermiddagskaffen i går, og den anden til formiddagskaffen i dag. Det var vældigt hyggeligt og gav os god tid til at nyde gaverne.
Bagefter lavede vi i fællesskab verdens nemmeste juleaftensmad (med en lille frilandssteg, der passede sig selv, brunede kartofler og Irmas købesovs) - og desserten ændrede vi til risalamande-eftermiddagsdessert 2. juledag. Jeg (eller rettere min mave) er alligevel ikke god til desserter i kombination med flæskesteg - og juledesserten kan fint gå for at være en "flødekage til kaffen". Der er alligevel ikke nogen mandel i, for med kun to personer kniber det lidt med overraskelses-elementet... ;-)
Alt i alt blev det en ganske hyggelig - omend lettere psykisk udmattende - dag. Og bekymringerne over hunden overskyggede i en vis grad savnet af mor. Sådan er der måske en mening med alt...
4 kommentarer:
Åh, det var synd, at Gussi var syg, Mia - men dejligt, at det er overstået!
Den første jul uden din mor må være svær, og det blev ikke helt den fred, du skulle have haft. Selv om det er ni år siden, min far døde, savner jeg ham stadig og særligt i denne tid.
Madame: Ja, julen er svær, når man savner. Det var også én af grundene til, at vi vendte lidt op og ned på traditionerne og gjorde tingene anderledes end vi plejer. Det var faktisk en god idé :-)
Jeg håber, at Gussi er rask igen! Og jeg ønsker jer nogle fredelige dage ovenpå den hektiske juletid. Jeg kan sandelig sagtens sætte mig ind i, at savnet af din mor er der, jeg mistede min mor da jeg var 28 år, og der gik mange år førend det fortonede sig. Kærlig hilsen også til “din rare mand” marianne
Marianne: Han har det fint igen, den lille hund. Men han har for vane at æde i alt - det er vist hundeadfærd, såvidt jeg ved - og jeg skal være over ham som en høg.
Åh, det var godt nok tidligt at miste sin mor. Jeg tænkte netop på, at jeg var heldig, at jeg havde hende i så mange år. Min egen mor var en efternøler og var hele sit barndomsliv bange for at miste, ved jeg. Og begge hendes forældre døde, da hun var i tyverne. Jeg husker, hvor utrøstelig hun var dengang (jeg var ganske lille, men husker tårerne, selv om hun prøvede at skjule dem for mig) - og jeg tror aldrig helt, hun kom over det. Det gør det jo heller ikke - man savner hele livet, men heldigvis fortoner det sig, som du skriver.
Send en kommentar