Som jeg tidligere har nævnt, så boede jeg sammen med mine forældre i en toværelses lejlighed på Frederiksberg. Så vidt jeg husker, var der ingen af mine legekammerater, der gik i børnehave - til gengæld legede vi sammen nede i gården eller hjemme hos hinanden.
Men jeg legede også alene, og min mor aktiverede mig aldrig. Hun gik hjemme og passede sit, mens jeg underholdt mig selv. Som helt lille havde jeg min egen del af soveværelset, som var adskilt fra mine forældres del med en lav reol og et forhæng. Det fungerede fint, og i den strimmel værelse havde jeg min seng og mit skrivebord.
Det var her i mit "lille hjørne", jeg begyndte at tegne og male, og da jeg lærte at læse, slæbte jeg bøger hjem fra biblioteket. Jeg kunne bruge timer med at bygge hule under spisebordet, lege café med tomme yoghurtbægre ved køkkenbordet, bygge korthuse eller lege med Lego - lægge puslespil eller spille pindespil og lægge kabale. Der var masser af muligheder - og der var også mulighed for IKKE at lave noget, for det er også godt af og til.
Jeg synes selv, at jeg havde den skønneste barndom - måske fordi jeg fik lov til at udvikle mig i mit eget tempo. Og jeg tror, at krisen på mange punkter har været en god ting for mange børn og deres forældre, fordi de har haft mulighed for at være sammen og hver for sig på en - for dem - helt ny måde.
4 kommentarer:
Det var smukt at læse om din barndom, Mia! Jeg var også god til at bygge huler under spisebordet - og til at lege postkontor :-) Jeg håber, du har ret i, at mange børn har haft glæde af at være hjemme hos forældrene under Corona-krisen og bruge deres fantasi.
Mia: Ja, jeg kunne forestille mig, at du har haft det lidt på samme måde. Postkontor! Åh ja, det havde jeg glemt. Jeg fik en æske med mini girokort og små stempler og alt muligt, og jeg elskede den. Jeg tror, at det må være "det lille posthus" der stadig sidder i mig, for jeg er ret vild med stempler af alle slags ;-)
Bortset fra, at jeg kun var enebarn til jeg var fire år (men der gik jo et par år eller tre, inden min søster kunne bruges til noget fornuftigt, for fire års forskel er meget, indtil man er voksen), så beskriver du fint min barndom her. Mine forældre havde rigeligt at lave altid, så de havde ikke så meget tid til leg med mig. Jeg var naturligvis på ingen måde forsømt, for jeg husker det som, at jeg stort set altid var sammen med en af dem, men jeg beskæftigede mig selv.
Jeg tror på, at det er sundt, at børn lærer at bruge deres fantasi. Godt nok skal de stimuleres, men det behøver vel ikke nødvendigvis at være af voksne altid :-)
Ellen: Man har så godt af at kunne beskæftige sig selv, og det betyder så også, at man aldrig keder sig som voksen - den evne holder ved :-)
Jeg kan huske, at min far ofte stimulerede min fantasi ved at introducere mig til nye ting. Biblioteket f.eks. Eller også fik jeg en blokfløjte i julegave (DET blev nu aldrig nogen succes!) eller et akvarelsæt med papir. Så var jeg opslugt i timevis... :-)
Send en kommentar