MANDAGSTEMA: Portræt

I grafisk opsætning og fotografering taler man om portræt og landskab. I denne forbindelse menes der, at en side i landskab ligger ned og i portræt står på højkant.

Se andre eksempler på mandagstemaet her...

Illustrerede Klassikere

Somme tider opstår tanker ad snørklede veje. Således fik et forestående tandlægebesøg mig til at tænke på klassiske romaner, og forklaringen kommer her:

Da jeg var lille, fik jeg altid efter overstået tandpleje en belønning i form af et blad. Min tandlæge på Vesterbrogade lå ved siden af en velassorteret kiosk, og her kunne jeg vælge frit på hylderne med magasiner. Mit valg faldt næsten altid på et eksemplar af ”Illustrerede Klassikere”, som jeg fandt vildt fascinerende dengang.

Og man kan sige meget om disse kulørte blade – men de puffede mig i den rigtige retning og gav mig lyst til at gå i gang med den ”ægte vare”. Det varede ikke længe, før bøger som ”Onkel Toms Hytte”, ”Rejsen til Jordens Indre”, ”Ivanhoe” og mange andre blev hjembragt fra biblioteket.

Glæden ved bøgerne har jeg stadig – så regelmæssig tandpleje kan føre meget godt med sig!

Shakespeare

Alle kender til Shakespeares værker – men få ved ret meget om Shakespeare selv. Bill Brysons biografi om den kendte barde fortæller på underholdende vis om alt det, vi ikke ved...

For over to hundrede år siden skrev udgiveren George Steevens om William Shakespeare, ”at han var født i Stratford-upon-Avon, at han etablerede sin familie her, at han tog til London, hvor han begyndte at optræde og skrive skuespil, at han tog tilbage til Stratford, skrev et testamente og døde”. Beskrivelsen må siges at være kortfattet og vel ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

Alle de små og større ting, som tilsammen danner et portræt, kender man ifølge Bill Bryson forsvindende lidt til. Faktisk ved man ikke engang med sikkerhed, hvordan Shakespeare så ud, eller hvordan han stavede sit navn, for alle underskrifter på offentlige og halvoffentlige dokumenter er skrevet forskelligt.

Skønt han efterlod sig så mange ord, så mange skrevne værker, så efterlod han sig stort set ingen håndskrevne ting – ingen breve, ingen notater, ingen håndskrevne manuskripter. Vi ved dog, at Shakespeare blev født i 1564 og dermed i en ret barsk tid, hvor Englands befolkning var for nedadgående på grund af alskens dødelige sygdomme.

Især London var en heksekedel, som man i virkeligheden burde holde sig fra. Byen fik med jævne mellemrum tilført nye forsyninger af smitsomme sygdomme fra de mange tilrejsende, men alligevel var storbyen dengang lige så tillokkende som nu. Befolkningstallet voksede støt, skønt dødstallet i mere end et par århundreder oversteg fødselstallet og kampen for overlevelse var hård.

Men Shakespeare må have været fascineret af storbyen, hvor der var liv og glade dage, og hvor et teater kunne rumme lige så mange mennesker, som der var indbyggere i Stratford. Det med liv og glade dage må tages ret bogstaveligt, for man levede meget tæt i datidens London. Gaderne var smalle, diverse lugte og lyde var i høj grad nærværende, og husene lænede sig så meget op ad hinanden, at det ikke kan have været svært at følge med i, hvad naboerne foretog sig.

En af de ting, vi ved om Shakespeare, er, at han i 1582 giftede sig i en alder af atten år med den noget ældre Anne Hathaway, og at parret sammen fik tre børn. Hvordan William Shakespeare kom til London og blev berømt skuespilforfatter ligger derimod hen i det uvisse. Men til London kom han (formentlig i slutningen af 1580’erne), og han blev både skuespiller og forfatter – i mange år tilknyttet teatergruppen Lord Chamberlain’s Men.

Ikke alle var begejstrede for teaterverdenen. Den puritanske bevægelse havde sine tilhængere, og de var overbeviste om, at teatret var skyld i alverdens ulykker, og at det var tilholdssted for skøger og lyssky personer. Heldigvis for Shakespeare fejede dronning Elizabeth alle indvendinger af bordet, fordi hun ikke selv gik af vejen for et godt drama, og teatret havde gyldne tider helt frem til 1640’erne, hvor det faktisk lykkedes puritanerne at få lukket alle teatrene.

Skuespil blev dengang opført uden de store rekvisitter, så det var skuespilforfatterens ord, der fik publikums fantasi sat i sving, og det har givetvis været Shakespeares styrke. Hans evne til at frembringe ord og sætninger er legendarisk, og han tilførte det engelske sprog en strøm af nye vendinger på et tidspunkt, hvor latin stadig var det fremherskende.

I årene omkring århundredeskiftet var Shakespeare ikke bare en travl mand. Han må også have været populær og forholdsvis velbeslået, for man ved, at han i 1597 købte et stort hus i Stratford. Året efter blev teatret the Globe opført (eller rettere sagt genopført) på Themsens bred, og i tiden herefter fødtes de mest kendte skuespil, bl.a. Hamlet, Macbeth og Othello.

Efter dronning Elizabeths død kom James I på tronen, og han var så begejstret for teatret og for Shakespeares teatergruppe, at han gav dem rettigheder og privilegier, som kun var få skuespillere forundt. Til gengæld blev gruppen ”kongelige hofleverandører” og optrådte for kongen utallige gange frem til Shakespeares død i 1616.

Bill Bryson har en vidunderlig tør humor, og han fortæller som altid veloplagt – i denne bog ikke bare om en beundringsværdig person, der har betydet så meget for det engelske sprog, men også om datidens mærkelige vaner og skikke og om love og regler, der får os til at ryste på hovedet. Og samtidig får vi et ret så underholdende billede af en tidsalder, der virkelig må have krævet sin mand...

ABC i ord og billeder

Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet X – som i romertallet X.

X betyder jo 10, så her er 10 ting, jeg kan lide:

- At sidde en sen sommeraften på terrassen og se på flagermus.
- At dovne i solen sammen med katten Puskis.
- At høre solsorten synge godnatsang.
- At gå lange ture.
- At spise Häagen-Dazs is.
- At slå John (min rare mand) i Ludo eller kortspil.
- At nyde en drink på en fortovsrestaurant i Brugge.
- At lytte til smuk, klassisk musik.
- At læse i en rigtig god bog.
- At se en dejlig og/eller spændende film.

Du kan finde andre bud på billed-ABC’en her...

En kærlighedsaffære med England

Jeg satte for første gang min fod på engelsk jord, da jeg var tyve. På det tidspunkt følte jeg mig allerede som en kosmopolit, for jeg boede i Bruxelles og rejste hyppigt på forlængede weekender til nærliggende byer som Luxembourg og Paris.

Da nogle kolleger foreslog en London-tur, slog jeg straks til. Jeg kendte London fra film og TV og havde selvfølgelig hørt om både Tower og Westminster, men ellers havde jeg ikke ret meget idé om, hvad der ventede.

Selvfølgelig faldt jeg pladask for London. Der var så meget historie, så meget lune og charme og så meget engelsk hygge på de gammeldags pubber. Jeg elskede deres museer, der i hvert fald på det tidspunkt var meget mere interessante end de hjemlige. Og jeg elskede ”Swinging London”, for selv om 1960’erne var et overstået kapitel på det tidspunkt, så svingede det skam endnu.

I Carnaby Street fandt vi smarte sko, Mary Quant øjenskygge og cowboybukser, som man skulle ligge ned for at få på. Reklameplakater med supertynde Twiggy hang i London Underground, og Biba var stadig et meget anderledes og meget ”in” varehus på Kensington High Street, hvor man kunne være heldig at støde ind i Sonny og Cher, Mick Jagger og andre kendte.

Vi kørte London tynd med de røde dobbeltdækkerbusser og herlige sorte taxier, vi tog på Portobello Road marked bare for at kigge, og vi spiste spaghetti ud over det hele på Wimpy Bar. Da vi søndag eftermiddag kørte i retning af Dover, sad jeg som fortryllet og kiggede på det engelske landskab, vi kørte igennem. Jeg havde fået England i blodet.

Sidenhen blev det til mange London-ture. Bykortet fik æselører og blev så slidt, at visse vejnavne forsvandt. Det endte med at blive helt overflødigt, for efterhånden kendte jeg byen som min egen bukselomme, og undergrundsbanens centrale netværk havde jeg forlængst lært udenad.

Lakmusprøven kom, da jeg nogle år senere for første gang skulle præsentere min mand for London. Jeg havde næsten mavepine ved tanken, men det var der nu ingen grund til, for kærligheden sejrede selvfølgelig. Min mand overgav sig helt og aldeles til West Ends teatre, til de hyggelige spisesteder i Covent Garden og til alle de sjove og anderledes museer, som vi udforskede fra en ende af.

Da vi året efter tog endnu en uge til London, gik vi efter nogle dages forløb ned på turistkontoret for at kigge brochurer. En fin lille folder fangede af en eller anden grund vores opmærksomhed: A Day in London’s Countryside. Se, det var jo noget helt andet! Det måtte da prøves af...

Som sagt, så gjort: Næste morgen stod vi tidligt op og tog undergrundsbanen til endestationen Amersham – en lille og for os fuldstændig ukendt by i Londons nordvestligste udkant. Togturen var kun på fyrre minutter fra Charing Cross, men miljøforandringen var total. Amersham var, i hvert fald dengang, en lille hyggelig forstadsby med charmerende gamle huse, omgivet af store træer og bølgende marker.

Vi gik en lang tur rundt om byen og op til skoven, hvorfra der var den flotteste udsigt, og bagefter udforskede vi bindingsværkshusene og de mange små butikker. I The Willow Tree fik vi afternoon tea med scones, den søde ældre servitrice kaldte mig ”luv”, og atmosfæren var simpelthen så helt vidunderlig engelsk, som man ellers kun ser i fjernsynet.

Grundstenen var lagt, og det blev siden til utallige rejser til både England, Wales og Skotland. Vores kærlighedsaffære var hverken kortvarig eller forbigående, som den slags ellers ofte er - tværtimod endte vi med at slå rødder i den engelske muld. Sådan måtte det jo gå...

Kender du typen?

Jeg ser af og til TV-programmet på DR1 ”Kender du typen”, for jeg kan godt være lidt fascineret over, at man sådan kan sætte folk i bås. Ofte lykkes det jo ganske udmærket at gætte den udvalgte beboer, og det er næsten lidt skræmmende. Er vi mennesker virkelig så gennemskuelige, og kan man nærmest tolke typen efter indholdet i køleskabet?

Jeg bilder mig ind, at vi er meget atypiske her hos os. Vi bor med en skøn blanding af bøger, keramik, blomstrede lampeskærme og velourgardiner fra midten af forrige århundrede. Iblandet børneplakater, engelske lænestole og masser af mørkt træ. Lysekronen er fra Italien, det røde dukkehus af pap er hjemmelavet, og i hjørnet af kontoret sover en plyskanin i hængekøje. Nå ja, og så har jeg min blandede landhandel af en netbutik i spisestuen.

Mon vi kan typegodkendes? Kan du?

Inspirerende børnebøger

Jeg har altid været fascineret af børnebøger. Måske fordi jeg inderst inde gerne vil skrive nogle selv (og hvem ved – måske kommer det en dag). Men jeg tror nu, at det først og fremmest skyldes den grænseløse fantasi, som mange børnebøger rummer - for slet ikke at snakke om de ofte helt vidunderlige illustrationer.

Sommetider sætter jeg mig med en særlig dejlig børnebog med skønne tegninger – og bare nyder dem. Jeg indrømmer også gerne, at nogle af de allerbedste børnebogsplakater jeg igennem tidens løb har fundet, nu er rammet fint ind og hænger rundt omkring i værelserne. Til inspiration og glæde.

MANDAGSTEMA: Dybde

DYBDE kan være mange ting, men man taler blandt andet om dybde i malerier og fotografier. Man kan opnå dybde i et billede ved brug af lys og skygge og ved at lade nogle ting stå skarpt i forgrunden, mens andre ting gradvist fortoner sig bagud.

Se andre eksempler på mandagstemaet her...