Shakespeare

Alle kender til Shakespeares værker – men få ved ret meget om Shakespeare selv. Bill Brysons biografi om den kendte barde fortæller på underholdende vis om alt det, vi ikke ved...

For over to hundrede år siden skrev udgiveren George Steevens om William Shakespeare, ”at han var født i Stratford-upon-Avon, at han etablerede sin familie her, at han tog til London, hvor han begyndte at optræde og skrive skuespil, at han tog tilbage til Stratford, skrev et testamente og døde”. Beskrivelsen må siges at være kortfattet og vel ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

Alle de små og større ting, som tilsammen danner et portræt, kender man ifølge Bill Bryson forsvindende lidt til. Faktisk ved man ikke engang med sikkerhed, hvordan Shakespeare så ud, eller hvordan han stavede sit navn, for alle underskrifter på offentlige og halvoffentlige dokumenter er skrevet forskelligt.

Skønt han efterlod sig så mange ord, så mange skrevne værker, så efterlod han sig stort set ingen håndskrevne ting – ingen breve, ingen notater, ingen håndskrevne manuskripter. Vi ved dog, at Shakespeare blev født i 1564 og dermed i en ret barsk tid, hvor Englands befolkning var for nedadgående på grund af alskens dødelige sygdomme.

Især London var en heksekedel, som man i virkeligheden burde holde sig fra. Byen fik med jævne mellemrum tilført nye forsyninger af smitsomme sygdomme fra de mange tilrejsende, men alligevel var storbyen dengang lige så tillokkende som nu. Befolkningstallet voksede støt, skønt dødstallet i mere end et par århundreder oversteg fødselstallet og kampen for overlevelse var hård.

Men Shakespeare må have været fascineret af storbyen, hvor der var liv og glade dage, og hvor et teater kunne rumme lige så mange mennesker, som der var indbyggere i Stratford. Det med liv og glade dage må tages ret bogstaveligt, for man levede meget tæt i datidens London. Gaderne var smalle, diverse lugte og lyde var i høj grad nærværende, og husene lænede sig så meget op ad hinanden, at det ikke kan have været svært at følge med i, hvad naboerne foretog sig.

En af de ting, vi ved om Shakespeare, er, at han i 1582 giftede sig i en alder af atten år med den noget ældre Anne Hathaway, og at parret sammen fik tre børn. Hvordan William Shakespeare kom til London og blev berømt skuespilforfatter ligger derimod hen i det uvisse. Men til London kom han (formentlig i slutningen af 1580’erne), og han blev både skuespiller og forfatter – i mange år tilknyttet teatergruppen Lord Chamberlain’s Men.

Ikke alle var begejstrede for teaterverdenen. Den puritanske bevægelse havde sine tilhængere, og de var overbeviste om, at teatret var skyld i alverdens ulykker, og at det var tilholdssted for skøger og lyssky personer. Heldigvis for Shakespeare fejede dronning Elizabeth alle indvendinger af bordet, fordi hun ikke selv gik af vejen for et godt drama, og teatret havde gyldne tider helt frem til 1640’erne, hvor det faktisk lykkedes puritanerne at få lukket alle teatrene.

Skuespil blev dengang opført uden de store rekvisitter, så det var skuespilforfatterens ord, der fik publikums fantasi sat i sving, og det har givetvis været Shakespeares styrke. Hans evne til at frembringe ord og sætninger er legendarisk, og han tilførte det engelske sprog en strøm af nye vendinger på et tidspunkt, hvor latin stadig var det fremherskende.

I årene omkring århundredeskiftet var Shakespeare ikke bare en travl mand. Han må også have været populær og forholdsvis velbeslået, for man ved, at han i 1597 købte et stort hus i Stratford. Året efter blev teatret the Globe opført (eller rettere sagt genopført) på Themsens bred, og i tiden herefter fødtes de mest kendte skuespil, bl.a. Hamlet, Macbeth og Othello.

Efter dronning Elizabeths død kom James I på tronen, og han var så begejstret for teatret og for Shakespeares teatergruppe, at han gav dem rettigheder og privilegier, som kun var få skuespillere forundt. Til gengæld blev gruppen ”kongelige hofleverandører” og optrådte for kongen utallige gange frem til Shakespeares død i 1616.

Bill Bryson har en vidunderlig tør humor, og han fortæller som altid veloplagt – i denne bog ikke bare om en beundringsværdig person, der har betydet så meget for det engelske sprog, men også om datidens mærkelige vaner og skikke og om love og regler, der får os til at ryste på hovedet. Og samtidig får vi et ret så underholdende billede af en tidsalder, der virkelig må have krævet sin mand...