mandag den 2. august 2010

Lej hus i England… og andre stikord


Ligesom Ellen er jeg ofte fascineret over, hvilke Google-søgninger, der bringer folk ind til min blog. I den sidste tid har der blandt andet været følgende:

Lej hus i England: Ja, det er vi leveringsdygtige i. Se mere på www.hollymount.dk

Små huller i plænen: Det er vi sørme også leveringsdygtige i. Endda i den grad. Læs mere om de søde kaniner lige her.

Grøn ketchup: Det må være mine trængsler med tomaterne, der er tale om her. Mine tomater er stadig helt grønne, så det ender vel med noget grøn ketchup, hvis jeg ikke følger nogle af de gode råd, som jeg fik... (Det gør jeg nu nok).

Humlebier: Forhåbentlig skyldes det ikke, at de mange søgere vil AF med humlebierne, for magen til dejlige – og nyttige – insekter skal man lede længe efter. Læs mere om humlebierne i mit indlæg i morgen.

Engelske porcelænsfabrikker: Jeg skrev engang om Royal Worcester porcelæn i et af mine blade, men desværre er fabrikken lukket nu. Om den åbner igen, vides ikke – men man kan besøge Worcester Porcelænsmuseum, hvis man er interesseret.

AGA komfur salg: Jeg HAR faktisk et par AGA komfurer til salg, men det er i form af tepotter. De er heller ikke nær så dyre som de rigtige… ;-)

lørdag den 31. juli 2010

Lyde i natten


En babyalarm kan bruges til mange ting – også uden børn i huset. I det daglige bruger jeg den i min butik, for så kan jeg høre, når døren går, og jeg får kunder på besøg.

I mit tidligere hus brugte jeg babyalarmen nede i kælderen, hvor Puskis havde sin kattelem. Det var nemlig pivkoldt og blæsende, og derfor var jeg nødt til at lukke døren ind til resten af huset. Når jeg hørte klappen gå, stod jeg klar til at åbne døren for missekatten.

En juleferie havde jeg siddet og spillet Silent Hill 1 – for jeg kan også lide computerspil, hvis det er noget med at løse gåder, og hvis det er vinter. Silent Hill er ret så uhyggelig, og især musikken er virkelig gysende.

Da jeg om aftenen sad i stuen og læste, hørte jeg pludselig et meget jamrende skrig. Hårene rejste sig på mine arme, og jeg stivnede, mens jeg lyttede. Hvad i alverden var det? Skriget lød igen…

Jeg må indrømme, at det var med bankende hjerte, at jeg åbnede døren ned til kælderen. Kunne det være Puskis, der var kommet alvorligt til skade? Nej, for dér kom hun, og skriget lød igen…

Jeg listede ned og fulgte lyden, der kom fra babyalarmen. Og så gik det op for mig, at det var naboens spædbarn, der græd. Lyden gik åbenbart ind på min kanal.

Gad vide, om naboen til gengæld hørte en underlig, klaprende lyd... :-)

onsdag den 28. juli 2010

De sunde olier


I forbindelse med vores "Sommersund og Slank" tema kommer der her en "lille" artikel om de sunde fedtstoffer... ;-)

Fedtstoffer har et dårligt ry, men der er stor forskel på dem, og man skal sørge for at spise de rigtige i de rigtige mængder. Sunde fedtstoffer har kæmpestor betydning for helbredet og velbefindendet og kan virke forebyggende for en lang række sygdomstilstande...

Hvis nogen stiller spørgsmålet ”om du nu også får fedtstoffer nok”, så lyder det umiddelbart lidt mærkeligt. For de fleste er jo godt klar over, at man skal undgå at spise fed mad. Men der er stor forskel på fedt, og det er vigtigt at kende den forskel. De sunde olier findes ikke i flæskestege og chips og heller ikke i flødeskumskager.

Det har lige så stor betydning at få nok af de sunde fedtstoffer som at undgå de usunde. Man kalder de sunde fedtstoffer for ”essentielle fedtsyrer”, og essentielle betyder livsvigtige. Det er altså livsnødvendigt for vores helbred, at vi får de fedtstoffer, kroppen skal bruge, for den kan ikke selv fremstille dem. Vores daglige kost skal derfor indeholde en passende mængde af det gode fedt.

De gode og de dårlige
Animalsk fedt, eller mættet fedt, skal man prøve at begrænse, for det øger mængden af det dårlige kolesterol i blodet og fremmer bl.a. risikoen for hjertesygdomme. Så sørg endelig for at vælge den fedtfattige udgave af mælkeprodukterne, og skær fedtet fra kødet på bøffen.

En anden særdeles dårlig fedttype er transfedtsyrer, der dannes, når mad frituresteges, eller når vegetabilske olier hærdes til margariner og bagefedtstof. Der er mange færdigproducerede fødevarer, der indeholder transfedtsyrer, så hold endelig øje med deklaration på pakken. De industrielt fremstillede transfedtsyrer må dog slet ikke bruges i økologiske fødevarer, og derfor er det nemmeste selvfølgelig at vælge dem.

Umættede fedtstoffer er de sunde fedtstoffer fra fisk og fra planteriget – og fælles for dem er den egenskab, at de er mere eller mindre flydende. De stivner altså ikke til fast form, når de kommer i køleskabet. De essentielle fedtsyrer findes her blandt de umættede fedtstoffer, og der er to typer: Omega3 og Omega6.

Alfa og Omega
De essentielle fedtsyrer har mange funktioner. Nyere forskning viser bl.a., at Omega3 fedtsyrer kan bremse udviklingen af Alzheimers og dæmpe depressioner. Andre undersøgelser forbinder disse fedtsyrer med en forbedring af børns koncentrationsevne og med afhjælpning af gigtproblemer.

Fede fisk, som sild, sardiner, makrel og laks, indeholder Omega3 fedtstoffer, og det gør hørfrø også i rigt mål. Til gengæld indeholder de ikke ret meget Omega6, mens for eksempel sesamfrø udelukkende indeholder Omega6. Sådan har de forskellige fødevarer deres eget individuelle indhold af fedtsyrer (og andre sunde stoffer), og det gælder derfor om at spise så alsidigt som muligt, så man kommer hele vejen rundt.

Kæmpenatlys har et stort indhold af Omega6 fedtsyrer, og der er lavet utroligt mange undersøgelser af netop denne plante. Dens store indhold af essentielle fedtsyrer har hjulpet mange kvinder med at få styr på en hormonbalance, der måske er løbet lidt løbsk, og kæmpenatlysolie er også gavnlig ved betændelsestilstande i kroppen.

Nødder og kerner er fyldt til bristepunktet med sundt fedt, vitaminer og mineraler. Men de er også kalorierige, så det er bedst at nøjes med en lille håndfuld dagligt enten som mellemmåltid eller snack. Hvis du plejer at være på sultegrænsen, når du tager toget hjem fra arbejdet, så er det langt bedre at medbringe en lille pose med nødder end at købe slik i stationskiosken.

Når man laver mad, er der flere måder at gøre det på. Generelt er det bedst at spise maden så naturlig som mulig, altså rå som i salater, frugt og grøntsager – eller sushi for den sags skyld. Hvis man ikke er så meget for uforarbejdet mad, kan man dampe eller koge den – så kort tid som muligt for ikke helt at tage livet af vitamin- og mineralindholdet.

Vores fordøjelsessystem er ikke synderligt glad for stegt mad, men hvis og når man steger, så er koldpresset olivenolie bedst. Den er mest stabil, men undgå alligevel overophedning af olien. Forsigtig stegning ved lav varme er altid det klogeste.

Nye undersøgelser viser, at olivenolie sænker det skadelige kolesterol, så den er værd at satse på. Det kan godt betale sig at vælge en rigtig god kvalitet, for nok er olivenolie dyr, men den er drøj i brug og holder sig fint i køleskabet.

Andre olietyper kan bruges til salater – valnøddeolie giver en dejlig smag, og solsikkeolie er for eksempel lækker i dressinger og pestoer. Eksperimentér med de forskellige typer, der hver især har noget godt at byde på.

Avocado indeholder ikke bare de gode fedtstoffer, men er også spækket med vitaminer, så en fyldt avocado af og til er ikke nogen dårlig idé. Prøv den med lidt rejer eller krabbekød, eller skær den i skiver og brug den som fyld i en sandwich sammen med tomat og lidt bønnespirer. Eller hvad med avocadostykker i en gang kold kartoffelsalat med selleri og løg?

Hold balancen
Man er enige om, at balancen mellem Omegafedtsyrerne er vigtig for helbredet, men det er endnu ikke klarlagt, hvordan balancen helt præcist skal være. Forskerne mener endda, at en skæv balance mellem fedtsyrerne kan være årsag til sygdomme som leddegigt, astma og allergier. Måske kan det være en af årsagerne til, at så mange mennesker netop i stigende grad døjer med disse lidelser?

Det bedste vil nok altid være, at man bruger den sunde fornuft og spiser en god, velafbalanceret blandingskost med lidt af det bedste fra alle grupperne. Hvis man bidrager med en daglig vitaminpille, er man godt dækket ind. De sunde olier kommer ind som et vigtigt bidrag til den daglige kost, og ved at vælge forskellige typer og opbevare dem i mørke flasker i køleskabet, vil de gyldne dråber bevare deres positive virkning på vores helbred.

En god nyhed


Ifølge engelsk radio:

TYREFÆGTNING FORBYDES I CATALONIEN fra 2012

Denne "tradition" blev åbenbart allerede forbudt på Kanarieøerne i 1991, men der er stadig en bid vej endnu. Hvad med de andre 15 regioner?

Jeg er en stor tilhænger af traditioner, men IKKE når de indbefatter dyreplageri...

Et yndigt fuglebarn




Hvor yndig kan man være?

Hvor er det GODT, at lille Puskis ikke fik øje på den... ;-)

tirsdag den 27. juli 2010

Panik, panik


Man kan få utroligt meget underholdning ud af de små egern.

Forleden kommenterede Jens, at det så ud, som om det lille egern var ved at flytte ind i foderkassen – og det var også nemmere end at flytte nødderne. Ha ha…

Det var så lige præcis det, egernet gjorde!

Pludselig opdagede jeg, at lille E sad helt NEDE i boksen – oven på alle nødderne og med lukket låg. Problemet var bare, at egernet ikke kunne finde UD igen!

Jeg stod længe og så på, mens det først prøvede at grave sig ud – gennem laget af nødder. Så prøvede det at stemme ryggen mod siderne, mens panikken tydeligvis voksede. Derefter boksede det med små knyttede poter mod glasset. Gravede endnu mere hysterisk igennem nøddebunken. Satte sig til sidst med poterne op over hovedet som for at opgive livet. Farvel grumme verden!

HVORFOR I ALVERDEN PRØVER DU IKKE AT LØFTE LÅGET?

Da jeg ikke kunne holde ud at se den opgive ånden, tog jeg en lang pind og lettede på låget. (Jeg ved af erfaring, at søde små egern kan bide som bare pokker…).

Lille E stak hovedet op som trold af en æske. Hvad søren? Hvad skete der nu her? Hvor kom alt den luft fra? FRIHED!!!

Jeg ved nu ikke, hvad jeg skal sige om egerns intelligens… ;-)

mandag den 26. juli 2010

En sommerflirt


En blå himmel og to henrivende svaler... hvad kan det ikke føre til...? :-)

Se andre eksempler på mandagstemaet her...

En fin blog-bog


Det var Lavendel, der først ledte mig på sporet af blog2print hos dem her.

Siden har jeg fået fremstillet to bøger af mine blogs, og det er altså en meget sjov idé. I hvert fald for dem, der har en mor - eller et lignende familiemedlem - der gerne vil følge med i datterens skøre indfald, men ikke selv har en computer...

Bogens grafiske opsætning er ikke specielt fantastisk (nå ja, når man nu er bedre vant... ;-) ) men til gengæld er prisen rimelig. Jeg har vist betalt noget i retning af 300 kr. for bogen - med hårdt omslag - inklusive forsendelse fra USA.