De røde næsers dag

I dag er det "Red Nose Day" i England. Alle (næsten) går rundt med røde næser, folk foretager sig de særeste ting, og TV sender en bred vifte af den sjoveste underholdning i aften.

Hvorfor i alverden...? kan man spørge. Og det har selvfølgelig noget med velgørenhed at gøre.

Så mens englænderne tosser rundt, klæder sig ud, optræder eller bare slår sig på lårene af grin, samler de samtidig penge ind til velgørende formål i Storbritannien og Afrika.

Hvor er humor dog en herlig ting!

Mine dage som pilletriller

Da jeg var ung, var der så meget, jeg ville være. Én af tingene var apotekerassistent - hvilket sikkert skyldes min interesse for medicin og den slags. Det blev nu som bekendt ikke til noget, men jeg var da i erhvervspraktik på et af Københavns ældste apoteker.

Det var noget af en oplevelse at komme "bag kulisserne", for her brugte man stadig - dengang for 40 år siden - mange af de gammeldags metoder. Jeg var med til at trille piller, afveje pulvere, røre pessar salve og fremstille hostesaft, der herefter blev hældt på flasker.

Vidste I, at apotekere i gamle dage blev kaldt for "pilletrillere"...? Det skyldtes netop, at de selv fremstillede medicinen dengang.

Men kan læse meget mere om den slags på Dansk Farmacihistorisk Fonds hjemmeside, hvor jeg har lånt billederne fra...

Husk påskelegen

Nu kan vi vist godt officielt slå fast, at det ER blevet forår...

...og så vil jeg lige minde om, at der jo afholdes påskeferiekonkurrence for detektiv-spirer.

Vi lægger ud Skærtorsdag, den 21. april. Konkurrencen strækker sig over de 5 påskedage, og præmien er ligesom sidst en stor overraskelses-gavepakke fra ANGLOFILIA  :-)

MANDAGSTEMA: Smiley

I dag trænger vi til et mandagstema, der får os til at smile. Petunia har søsat temaet SMILEY, og mit bud kommer her... :-)

Du kan se flere bud på ordet her...

En forårseftermiddag

Jeg skulle egentlig bare have været i postkassen med et brev, men undervejs opdagede jeg, at det var blevet forår. Så turen blev udvidet med en timelang vandring Bernstorffsparken rundt, og det var jeg ikke ene om at have fundet på. Det myldrede med hunde og hundeejere i alle størrelser og udformninger, og der blev gået til, skønt stierne var ret smattede.

Hvor dejligt at se sol og liv igen, og hvor livsbekræftende med alle de knopper, der er lige på nippet til at springe ud.

Det bedste var dog på vejen tilbage, hvor jeg blev belønnet med det skønneste, jeg ved: To store, smukke svaner, der fløj elegant hen over en lyseblå fredagshimmel akkompagneret af vingesus.

Rigtig god weekend!

Tusind tak!

Tusind tak til alle jer, der har været så søde at kommentere mit sidste indlæg. Det har været en stor trøst, og det har glædet mig at "bo" her i Blogby, hvor man kan finde så meget støtte og hjertevarme.

Puskis var mit livs "misse-kærlighed", og det har været nogle triste og sorgfulde dage. Det er godt, at jeg arbejder hjemmefra, hvor jeg kan gå rundt med hævede øjne og rød næse uden at forskrække nogen.

Puskis vil altid have en plads i mit hjerte, og ingen anden kat kan erstatte hende. Når det er sagt, så er det selvfølgelig meget fristende at finde en ny lille ven, men med et hus i England er det ikke det smarteste at gøre. Vi vil prøve at modstå den fristelse - og tiden må så vise, om vi er standhaftige nok... :-)

Loved and missed

I dag har dyrlægen været her, og hun gav os ret i, at Puskis' dage var talte. Der var ingen grund til at trække tiden ud, og det var bedre at slutte af, mens tid var.

Så nu ligger hun dér og sover på sit lammeskind. Men denne gang høres der ingen let snorken, og der er ingen fredelig spinden, når man rører hende.

I 16 år har hun givet os utallige glæder, og vi savner allerede vores lille solstråle ganske forfærdeligt.

Alting har en ende




Når man har dyr, er det altid svært at forestille sig et liv uden dem. For de er jo familiemedlemmer, nære venner og tro følgesvende - alt sammen på én gang.

Lige nu er det netop sådan for mig. Vinteren har været hård ved søde Puskis, og en slem blærebetændelse for nogle uger siden har givet hende et puf i den forkerte retning. Hun har fået antibiotika og er sluppet af med betændelsen, men kræfterne er for nedadgående, og hun har tabt sig meget.

Hun sover det meste af dagen nu, drikker meget og spiser kun lidt. Hun er blevet den lille, skrøbelige dame på plejehjemmet, og vi pusler om hende, fodrer hende med lækkerbidder for at lokke lidt i hende, bringer frisk vand i skåle med hyppige mellemrum og bærer hende en lille tur rundt i haven, hvis det ikke er frostvejr.

Men vi er bange for, at enden nærmer sig, for vi tror ikke rigtigt på, at hun kan komme sig over dette her. Og tanken om et liv uden den lille solstråle er næsten ikke til at bære.

Vi tager én dag ad gangen...