Om stedsans - eller mangel på samme...

Jeg er ekspert i at køre forkert, hvis jeg ikke har tændt min lille navigation (nu jeg tænker over det, kan jeg såmænd også køre forkert, når den ER tændt).

Nåmen... i går tog vi en tur til Hedehusene for at se på autocampere, og turen hjemad gik på motorvejen i retning af Helsingør. Det vil sige - det troede jeg den gjorde. For pludselig så jeg på skiltene, at jeg altså var på vej til København. Der var ikke rigtig mulighed for at dreje af, og det varede ikke længe, før motorvejen stoppede.

Jeg spejdede febrilsk efter noget bekendt og måtte ellers bare fortsætte lige ud, og da jeg endelig fandt kendte omgivelser - ja, så var jeg altså kommet til udkanten af København. Fisketorvet etc. Hvordan i alverden havnede jeg her?

Lidt efter sad jeg midt i myldretiden klokken 17.00 midt i Københavns centrum. Jamen altså! Til gengæld havde jeg masser af tid til at se mig omkring, mens jeg sad i kø. Tivoli har åbent! Næh... det vidste jeg slet ikke. Og se den nye bygning, der er kommet op dér. Den er da ikke så køn... Og nej, hvor er den bygning dér til gengæld ved at blive pænt sat i stand...

Så på den måde kan mangel på stedsans blive til nye oplevelser, nye erfaringer og lidt sightseeing. Ganske uventet på en sen fredag eftermiddag... ;-)

Foto: whatleydude

Med egen VEJ

I disse tider kan man ikke være for forsigtig med sine penge. Men det er nu ikke noget nyt, og det får mig til at tænke på en lille episode...

Vi har været selvstændige i mange år efterhånden, og på et tidspunkt arbejdede vi sammen med en konsulent, der havde én af Danmarks store virksomheder som kunde. En opgave fra denne virksomhed lød på en reklamefilm, som havde et "pænt" budget på flere hundrede tusinde. Min rare mand skulle stå for oplægget og alt det kreative - og konsulenten skulle stå for det praktiske og pengesagerne.

Da det økonomiske grundlag skulle på plads, blev vi opfordret til - sammen med konsulenten - at lægge pengene ud for produktionen etc. Det kunne vi så tjene en god sjat på, men der var i vores øjne en stor risiko, så det havde vi bestemt ikke lyst til.

Konsulenten prøvede ihærdigt at overbevise os om det forjættende ved de hurtigt tjente penge. Herregud, pengene var da aldeles sikre; vi var godt tossede, hvis vi ikke greb chancen. Et så velkendt dansk firma, der endda havde en VEJ opkaldt efter sig, gik bare ikke ned...

Det endte med, at konsulenten selv lagde alle pengene ud for produktionen - og et par uger efter indgav det stensikre danske firma med egen vej konkursbegæring. Konsulenten så vist aldrig sine penge...

Morale: Lyt aldrig til løfter om guld og grønne skove. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det sikkert også... ;-)

Foto: Sin amigos

Nu gider jeg ikke mere...

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er træt af at have hus til salg. Det har været SÅ tæt på at blive solgt adskillige gange, men hver gang sker der et eller andet uforudset, så det hele falder til jorden.

Nå, men drømmene har været på standby længe nok. Hvis ikke vi kan følge plan A, må vi kaste os over plan B.

Plan B er blandt andet noget med sådan én her...

Det skader jo ikke at kigge...  ;-)

Mine dage i paradis

Sådan en Vespa som denne her bringer mange gode minder. Dels fordi min onkel Jack havde sådan én, og jeg sad bagpå fra en meget ung alder. Jeg tror, at jeg var seks... Og dels fordi vi selv fik én som unge og nygifte, hvor vi ikke havde råd til bil.

Især i min barndom bragte Vespa'en mig ud på opdagelse med min skønne onkel, der i høj grad var den, der vækkede min glæde for naturen og dyrene. På størstedelen af vores ferier var han med, og mens vi tog toget til Jylland, kørte han derover på sin scooter.

Feriedagene blev derfor fyldt med ture ud til Jyllands åer, for min onkel var lystfisker... og jeg var med. Altid. Mens han fiskede, udforskede jeg vårfluelarver, firben og snoge - og når han brugte levende madding i form af søde, små fisk, gjorde jeg mit bedste for at lempe dem ud i åens vand igen uden han opdagede det.

Hjemme i København kom han næsten hver lørdag i sommerhalvåret og hentede mig. Vi kørte ud i de nærliggende skove og fandt rævegrave og dyrespor, og han lærte mig at gå armgang over vandet på de reb, der var spændt ud til militære øvelser. Andre gange hentede han mig om aftenen, så vi kunne se flagermus og ugler - og lige meget hvor han gik, var jeg i hælene på ham.

Min onkel var en datidig udgave af B. S. Christiansen, og jeg elskede ham højt. Sammen med ham turde jeg alt, også selv om jeg kun var 8-9 år.

Det burde være alle børn forundt at have en onkel med en Vespa...

Foto: © Adolfo Abalo

MANDAGSTEMA: Prikker

Mandagstemaet i denne uge er prikker, og den slags kommer jo i mange afskygninger. Man kan også lave dem i glas, sådan som her, hvor en dygtig glaskunstner har fremstillet nogle meget søde og dekorative fluesvampe... :-)

Du kan se andre prikkede løsninger på dagens tema lige her...

Der går aldrig røg...

På min tur forleden kom jeg forbi denne lille brandstation, der ligger gemt på en lille brostensbelagt sidevej ikke så langt fra mit hus. Gad vide, hvor mange der ved, at den ligger der?

Huset er beliggende nær Jægersborg kaserne, der stod færdigopført i 1746, og sprøjtehuset, som det kaldes, må være opført nogenlunde samtidig, for det er i hvert fald med på et kort fra 1749.

På kortet kan man også se, at Ermelundsvej oprindeligt hed "Benbrækkerstræde", og hvis vejbelægningen har været nogenlunde, som den er her ved sprøjtehuset, er det et meget passende navn...

I 1862 anskaffede man en håndkraftsprøjte til Jægersborg og senere fik man leveret to sprøjtevogne. I 1902-03 blev der oprettet et fast brandkorps, men det blev nedlagt igen i 1912, kan man læse på det lille informationsskilt.

Og går man hen til huset og kigger ind, kan man se de fine sprøjtevogne fra dengang. Det er så godt, at man bevarer disse gamle ting, som ikke bare er en del af lokalhistorien, men også en del af historien i det hele taget - for sådan slukkede man jo ilden dengang. Ved håndkraft og med stort besvær. Nok ikke helt så effektivt som i dag...

En tur i solen

Jamen, jeg nåede da at få en dejlig travetur i solen. Torsdag var vejret endnu så fint, og turen blev længere, end jeg havde regnet med. Men sådan er det af og til - når solen lokker, så går man bare derudad uden at tænke nærmere over det. Og pludselig går det op for én, at man skal jo altså også hjem igen...

SKØNNE DAGEs forårsnummer

Der er et nyt nummer af SKØNNE DAGE på gaden nu, og denne gang handler det blandt andet om Den Gamle By i Aarhus og om kunstneren Alphonse Mucha, der var en af de vigtigste personer bag kunstretningen Art Nouveau.

Der er også en artikel om kreative kurser og om ballet, og Tur med Te går denne gang en rundtur i København med besøg i hovedstadens ældste konditorier.