søndag den 30. september 2012

En sæbeopera på højt plan


"En sæbeopera på højt plan". Det kaldte man den populære "Downton Abbey" i engelsk radio forleden. Og lidt er der måske om det, men jeg synes altså, at den er så vældig god.

Næsten hver aften under flytningen slappede vi af med et afsnit af den engelske serie, og til min store glæde kommer der endnu en række afsnit inden så længe. For selv om jeg næsten kan gætte mig til handlingen, så er det alligevel en fornøjelse at følge med i den lidt "Matador-lignende" serie.

Hvis du ikke har set den, kan den anbefales...

lørdag den 29. september 2012

Forårsfornemmelser

Ih, det var næsten forårsagtigt i formiddag, og solen lokkede os en tur i skoven. Det er alt, alt for længe siden, så jeg nød det i fulde drag.

Og jeg var ikke ene om det: Jeg så adskillige guldsmede, der som store, flotte helikoptere drønede rundt over de bornholmske sten, og fuglene kvidrede lystigt. Hvem kan også andet på sådan en dejlig dag?

torsdag den 27. september 2012

Milde vinde


Ih, hvor vi har trængt til nogle dage i familiens skød. Til benene oppe, hjemmelavet æblekage, fyldte kaffekopper og den længe ventede hyggesnak.

Milde vinde blæste på Bornholm, da vi ankom i går, men i dag har regnen indhentet os. Og der er mere, hvor det kommer fra - men pyt med det. For vejret er lige præcis velegnet til total afslapning!

tirsdag den 25. september 2012

Ikke et ord om flytning

Sidste læs blev flyttet i går - fra mit showroom i Ordrup til det nye i Holte - og jeg kan nu gå i gang med at indrette. Det er en skøn følelse, at jeg fra nu af kun skal pakke op og ikke ned...

Men ellers: Ikke et ord om flytning. Hellere lidt om Gl. Holte og omegn, som jeg slet ikke kender, men glæder mig til at udforske. 

Endnu er det kun blevet til lidt sene aftenture, og de har ikke været lange. Energien har været på vågeblus. Men lige ved siden af vores hus ligger Gammel Holtegaard med sin smukke barokhave, og i går opdagede jeg mere eller mindre tilfældigt Trørød Torv med det hyggelige bageri (og dets gode kager). Bageriet går helt tilbage fra 1926 og er beliggende i et meget charmerende hus. 

Der er selvfølgelig en grund til, at det hedder "Gammel Holte". Her er mange charmerende bondehuse med stråtag, og her er marker og smukke naturområder. Masser af gode motiver til bloggen...

onsdag den 19. september 2012

Flere flyttekasser


Altså, når man nu gør noget, kan man jo lige så godt gøre det ordentligt!

Jeg tænker på flytning og den slags.

Ikke nok med én privat flytning og én firmaflytning - næ nej, to styks af slagsen rækker ikke. Jeg skal da også lige have flyttet mit showroom fra Ordrup til Holte.

Så altså: Vi tager turen med flyttekasserne igen igen her efter weekenden, og SÅ er det altså også slut!

Men når det er sagt, så skal det nok blive fint på Holte Stationsvej. Man skal have en god fantasi for at se det lige nu, hvor alt er kaos, men jeg er optimist til det sidste...

tirsdag den 18. september 2012

Nærmest lykkelig


Puha, den flytning tog næsten kål på mig...

Selv flyttefolkene var udkørte, men det var alligevel dem, der holdt gejsten oppe hos os. De bød på pizza i pausen, hvor vi ikke selv havde tanker for mad, "for det nyttede jo ikke at vi løb tør for energi", og de opmuntrede os, når vi var ved at miste modet.

Som den ene sagde, da et af de store rum endelig var helt tomt: "Ja, så er man nærmest lykkelig, ikke?!

Det var der i høj grad noget om, og da jeg den sidste dag gik alene (min rare mand pakkede stadig) og rengjorde huset, rum for rum, fortalte jeg mig selv, hvor lykkelig jeg var ... fordi det var sidste gang!

Aldrig mere store, besværlige huse til mig. Jeg er så superglad for vores nemme, moderne lejehus, at det er helt utroligt, og jeg er sikker på, at jeg her finder overskud til kreativitet og "livsnydning" i en høj grad.

fredag den 17. august 2012

Blogpause


Jeg trækker lige stikket ud og holder blogpause et stykke tid, for der er så meget at se til med maling, pakning, flytning etc.

Men det lover godt. Det lille lejede hus skal nok blive indrettet hyggeligt og rart, og kontorerne kommer til at fungere fint for os.

Det nye ANGLOFILIA er netop udkommet, så indtil videre vil jeg pynte min blog med forsiden, som er så dejlig sensommeragtig...

Vi ses lige om lidt!  :-)

tirsdag den 14. august 2012

Hvem sidder der bag bladet...

 I går var der en farlig larm i haven. Jeg kunne høre, at det ikke var en kat, men en rovfugl af en slags (der er forskel på "pink pink" lydene...) - men jeg kunne ikke se den.

Nåh jo, der var den. En flot spurvehøg, der sad og gemte sig bag bladene, mens den prøvede at sove lidt. Det var bare helt umuligt, for solsorte og musvitter chikanerede den i den grad...