tirsdag den 30. oktober 2012

En god bjørn


Forleden holdt jeg en spontan frieftermiddag sammen med min rare mand. Det sker alt for sjældent, for det er bare så hyggeligt - og der blev tid til at drikke eftermiddagskaffe, shoppe lidt og kigge på sjove ting. Blandt andet denne dejlige bamse i Hamleys legetøjsafdeling i Illum.

Sådan én vil jeg ha'!  :-)

mandag den 29. oktober 2012

Mandagstema: Sommerminder




En smuk dag i begyndelsen af august holdt vi blogtræf på Frilandsmuseet i nærheden af København.

Det blev et dejligt minde og et dejligt sommerminde, som er dagens udfordring fra Helene.

Du kan se andre bidrag lige her...

søndag den 28. oktober 2012

Kontinentaldriften

Ja, sådan kunne det vel også være sket:



Rigtig god (lang) søndag... :-)

lørdag den 27. oktober 2012

Små hverdagsglæder


Der er mange små glæder i hverdagen lige nu. Én af dem er varme i gulvet i badeværelset, og den slags luksus er jeg bestemt ikke vant til. Det er en fryd at dappe ud på badeværelsets fliser og udstøde et stille aaaaahhhhhh i stedet for det iiiiihhhhh, der kom i mine tidligere huse.

En anden er de varmepumper, som udlejeren har hængt op. De udsender en stilfærdig varme ved at omdanne kold udendørsluft til varm indendørsluft, og sådan nogle har jeg heller aldrig stiftet bekendtskab med. Men jeg er sikker på, at vi bliver gode venner...

Og sidst, men ikke mindst: I morgen får vi en time mere "forærende". I stedet for at stille urene tilbage i nat og dermed bare sove timen væk, så skal den udnyttes på det groveste i morgen. Sådan en god time kan bruges til en lang gåtur i solskinnet, til at fremstille en æblekage med makroner, mandler og æblekagerasp OG spise den... eller noget andet rart.

Ved nærmere eftertanke: Måske skulle man bare selv lægge lidt tid til og gøre begge dele...

fredag den 26. oktober 2012

Lidt om opera



Nu har Stegemüller og Rasmine fortalt om deres dejlige opera oplevelser, så jeg vil lige komme med et lille input.

Jeg har ikke synderlig forstand på opera - for at sige det mildt - men derfor kan man jo godt glæde sig over den. Og jeg husker tydeligt den jul for et par år siden, hvor jeg én af dagene hørte et flere timer langt portræt af Pavarotti i engelsk radio.

Det var én stor gåsehudsdannende nydelse, og mens hans fantastiske stemme fik mig til at svømme hen, lagde jeg et smukt puslespil. Kombinationen kan anbefales... ;-)

torsdag den 25. oktober 2012

Spændende himmel


Jeg kan lige nå at være med i Petunias "himmelske" udfordring i dag, for eftermiddagens gåtur foregik i sådan et flot skær med spændende skyformationer.

Og man skulle næsten tro, at det var april, for lige nu er det alt andet end fint - det regner, blæser og småsner på én gang. Godt, at man er inde i varmen... :-)

Du kan se andre bidrag lige her...

Kat på gåtur


Det er ikke kun mig, der går meget tur i øjeblikket. Min mors kat Rikke gør det også...

Vores lejede hus ligger ud til en vej, der er mere befærdet end vi troede, men til den anden side ligger to områder med mere stille veje og villaer. De er forbundet med et net af hække, græsplæner og træer - nærmest en slags labyrint af stier - og min mor vil selvfølgelig helst have, at Rikke går i den retning.

Så hver dag går de tur. Min mor lunter afsted med Rikke i hælene som en lille hund. Når de kommer op til "labyrinten", bliver alt undersøgt nøje, for det er åbenbart et sjovt sted at være kat.

Hvis der kommer en hund, drøner Rikke ind i en have eller op i et træ, og så må min mor pænt vente på, at hun tør komme frem igen. Så det gør hun. Og bagefter fortsætter de turen - mor og kat...

tirsdag den 23. oktober 2012

Det skal gås væk


"Det skal gås væk". Den sætning kommer jeg altid med, når et medlem af familien har ét eller andet, der plager. "Det skal bare gås væk"...

Jeg benyttede selv den samme taktik, da jeg engang forstuvede foden på en ferie. Det skete på den allerførste dag, og da ferien kun var på en uge, var jeg ikke bare forpint, men også noget så irriteret over det. Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at sidde stille på en stol de næste mange dage, som jeg havde gjort ved en tidligere lejlighed...

Så det gjorde jeg ikke. Jeg bandt et tørklæde rundt om foden og humpede rundt, klatrede i klipper ved stranden og dansede om aftenen - og næste dag havde foden det meget bedre.

Den holder nok ikke vand HVER gang, men jeg tror på, at man ofte har bedre af at være forsigtig aktiv end at sidde med benene oppe og lide.