Dovnedag

Jeg elsker juledagene som i min version er rene og skære "dovnedage". Dage med et udvalg af hyggelige film, gode bøger og lækre "håndmadder" for at gøre det hele så nemt som muligt. Ind i mellem dog også en god travetur for at få luft og komme af med bare nogle af julekalorierne...

Til filmene hører blandt andet de gode, gamle klassikere, som jeg aldrig bliver træt af. Film med Fred Astaire, Ginger Rogers, Gene Kelly, Judy Garland og alle de andre - og i går blev det en meget julet julefilm: Holiday Inn med Fred Astaire og Bing Crosby.

I filmen dansede Astaire - som altid - helt utroligt godt, og Crosby sang sin "White Christmas". Så kan man vist dårligt komme mere i julestemning...

Gør det selv mandelgave

Hvad gør man, når man ikke kan opdrive en ordentlig, gammeldags marcipangris til mandelgave?

Så må man selv hitte på et alternativ, og også den slags kan blive lidt... nå ja, alternative...

I stedet for mandlen fik alle tre udleveret et stort stykke økologisk marcipan, lidt pynt og lidt mandler. Og dernæst - efter indtagelse af julemaden - til opgave at udforme helt sin egen gris.

Som det ses, var der én, der misforstod opgaven lidt og fremstillede en marcipansnemand. Der var én, der nærmest fik udformet en slags blindmus... og så var der én, der fuldførte opgaven til noget, der rent faktisk lignede en marcipangris. Lidt.

Ja ja, man har kun det sjov, man selv laver, og jeg er sikker på, at marcipan...øh...figurerne smager dejligt til eftermiddagskaffen i dag.. ;-)

Julefred og -fryd

Nu falder julefreden over det lille hjem. Der er pyntet, bagt og lagt gaver under træet, og i morgen skal vi bare på kirkegården med røde tulipaner til min far. Det er blevet en tradition hos os, og for min mor er det ikke rigtig nogen god jul, hvis vi ikke gør det. Så det gør vi selvfølgelig!

Imens kan flæskestegen stå på langtidsstegning i ovnen, og vi er meget spændt på den, for det er en "underlig" ovn. Det synes vi i hvert fald, fordi den er helt anderledes end vi er vant til, men småkagerne blev fine nok, så det bliver stegen nok også... :-)

Juletræet er pyntet, og hver gang jeg ser på det, kommer jeg til at tænke på den sang, som min far elskede:

Juletræet med sin pynt
venter på, vi får begyndt.
Aldrig har det vær't så grønt,
aldrig har det vær't så kønt.
Og fra selve himlen gled
vist den store stjerne ned.

Hjerter klippet med en saks
af den fingernemme slags,
kræmmerhus med krøllet hank,
som så let får en skavank,
kurve, kugler, fugle, flag,
op og ned og for og bag ...

Når de mange fine ting
hænger roligt rundt omkring,
og når alle lys er tændt,
og her lugter brunt og brændt,
er det som en sommerdag
dér, hvor træet kommer fra.

Alle vegne ud og ind
glimrer edderkoppespind ...
mon der ikke bor en spurv
her i denne lille kurv?
Kræmmerhus med nødder i
er grangiv'lig kogleri.

Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd'lig jul.

Zzzzzzzikken lørdag

Det sker heldigvis sjældent, men selvfølgelig sker det, at jeg sover over mig. Det skete i morges, og hele dagen har jeg været bagud. Hver gang jeg så på klokken, var den meget mere end ventet, og det går jo slet ikke.

Så i morgen sætter jeg vækkeuret til ringning, selv om det er søndag. Jeg vil have en god start, for der er meget, der skal nås - men på den gode, afslappede og hyggelige måde.

Måske lige med undtagelse af flæskestegen fra Grambogaard. Den skal nemlig hentes i den butik, hvor den er bestilt, og vi er blevet advaret om kødannelse. Den slags tager jeg ret afslappet, men jeg er ikke så sikker på mine medmennesker.

I dag var den nemlig rent gal med dyt og stress og arrige blikke, kunne jeg se fra min udsigtspost på 2. sal på Holte Stationsvej. Men måske har de stakkels mennesker også sovet over sig og været bagud fra morgenstunden...

En skøn bog

Jeg har en svaghed for dejlige bøger - sådan nogle, som man lægger fremme på bordet, så man hele tiden kan se dem, røre ved dem, kigge i dem og bare glædes over.

Sådan en bog fandt jeg, da jeg sidst var i England, og selv om det egentlig skulle være en julegave, så ligger den her på mit bord - fyldt med dejlige opskrifter og italiensk stemning.

Meraviglioso!

Små gaver til små penge

I fortsættelse af mit "familiejuls-indlæg" i går kom jeg til at tænke på de gaver, jeg altid havde et værre hovedbrud med. For det var nemlig meget vigtigt for mig, at det ikke bare var mig - barnet - der fik julegaver; de voksne skulle også have.

Så i november gik jeg i gang med projekt "skraben penge sammen". Jeg fik ikke mange lommepenge som lille pige, men jeg var god til at gøre mig fortjent til lidt ekstra (syntes jeg selv). I hvert fald fandt jeg på alverdens julelege - jeg tegnede tegninger, som jeg solgte til overpris til mine forældre (hvis de ellers hoppede på den...); jeg slæbte flasker ned og indkasserede pant, og jeg tilbød ekstrarengøring for en håndøre eller to.

Derefter lagde jeg budget og juleplaner. Alle voksne julefestdeltagere blev skrevet op på en seddel, og ud for hver blev skrevet det beløb, der var afsat. Mine forældre skulle selvfølgelig have en lidt større ting, mens mostre og onkler bare små ting.

Med pungen fuld af mønter gik jeg på juleindkøb. Mostre fik gerne et lille stykke sæbe eller måske en fin pudderkvast, mens onkler fik piberensere eller en kam. Man fik ikke meget for små mønter, men det var jo heldigvis også dengang tanken, der talte. Og jeg nød at finde på og pakke alle indkøbene fint ind - og det gør jeg faktisk stadigvæk...

Juleaften dengang

Da jeg var barn, holdt vi næsten altid jul hos mine bedsteforældre i Vanløse. De boede øverst oppe på 3. sal og min moster, onkel og fætter boede lige nedenunder. Rundt om hjørnet i samme boligblok boede en anden moster og onkel, så det var et rigtigt "familie-samlingssted".

For et barn var det naturligvis superhyggeligt. Vi boede selv på Frederiksberg, og da vi ikke havde bil, brugte vi benene. Om sommeren cyklede vi, og om vinteren gik vi. Juleaften pakkede vi alle julegaverne i poser og os selv godt ind i varmt tøj, og så traskede vi ellers af sted i høj sne (for selvfølgelig sneede det altid i julen dengang... ;-) ).

Jeg var fuld af forventning til den forestående aften. Både på grund af gaverne og på grund af al den familiehygge, som jeg voksede op med. Når vi nærmede os Linde Allé, kunne jeg se de tændte lys i vinduerne, der lyste os så varmt i møde.

Mine bedsteforældre boede i en toethalvtværelses, men hvor der er hjerterum, er der som bekendt husrum, og vi kunne snildt være de 12-14 mennesker, som hørte en juleaften til. Alle blev bænket rundt om spisebordet, der blev forlænget og trukket ud, så det fyldte hele stuen, og så blev der budt på den traditionelle flæskesteg og ris à l'amande med mandelgave.

De to børn - mig og min fætter - blev efter middagen bænket i sofaen, og så fik vi en stor godtepose af min bedstefar, inden gaverne blev delt ud. Sikkert meget klogt, for så havde vi lidt at gå op i, og vi elskede vores godteposer. Vi var ikke så forvænte med lækkerier dengang, så det var noget særligt.

Alle fik gaver - også de voksne - og bagefter blev der spillet billedlotteri eller tallotteri om spillegevinster. Og til sidst blev der budt på lidt at drikke... men da var jeg som regel faldet i søvn på sofaen...

Julekasse med stads

Julestads i miniaturestørrelse

I går skrev jeg lidt om kassen med julestads på dukkehussiden, og den udspringer selvfølgelig i den kasse med stads i virkelig størrelse, som har fulgt mig hele livet.

Jeg begyndte at samle juleting som stor pige, og siden er kassen blevet udvidet et par gange, så der i virkeligheden nu er tre. Undervejs har jeg mistet noget af mit kæreste pynt, for både ved den nylige flytning og en af de forrige forsvandt flyttekasser sporløst - og dermed desværre også en del ting med affektionsværdi.

Men det meste har jeg endnu: Bedsteforældrenes gamle glaskugler, der er så skrøbelige og smukke; min fars hvide stjerner, som han elskede at fremstille, og som jeg nu altid har med på træet, sjove engelske ting, som jeg selv har fundet rundt omkring og de messingstager, som jeg en overgang fik forærende hver jul af forretningsforbindelser.

I de år, hvor vi havde flere katte, blev den fine julestads erstattet af ting af træ og pap, fordi glasting og kattepoter ikke er forenelige. Af samme grund ophørte jeg med at bruge lametta, som ellers hørte til min barndoms pynt - man er nødt til at tage sine forholdsregler med dyr, der kan finde på at spise i alt.

Om få dage bliver kasserne igen taget frem, og alt det fine pynt kommer i brug igen. Med det strømmer minderne også frem - minder om et helt livs juleaftener sammen med familien, der engang var så talrig. Og selv om det er trist, at de fleste ikke er her mere, så er det en stor glæde at mindes.