Nu falder julefreden over det lille hjem. Der er pyntet, bagt og lagt gaver under træet, og i morgen skal vi bare på kirkegården med røde tulipaner til min far. Det er blevet en tradition hos os, og for min mor er det ikke rigtig nogen god jul, hvis vi ikke gør det. Så det gør vi selvfølgelig!
Imens kan flæskestegen stå på langtidsstegning i ovnen, og vi er meget spændt på den, for det er en "underlig" ovn. Det synes vi i hvert fald, fordi den er helt anderledes end vi er vant til, men småkagerne blev fine nok, så det bliver stegen nok også... :-)
Juletræet er pyntet, og hver gang jeg ser på det, kommer jeg til at tænke på den sang, som min far elskede:
Juletræet med sin pynt
venter på, vi får begyndt.
Aldrig har det vær't så grønt,
aldrig har det vær't så kønt.
Og fra selve himlen gled
vist den store stjerne ned.
Hjerter klippet med en saks
af den fingernemme slags,
kræmmerhus med krøllet hank,
som så let får en skavank,
kurve, kugler, fugle, flag,
op og ned og for og bag ...
Når de mange fine ting
hænger roligt rundt omkring,
og når alle lys er tændt,
og her lugter brunt og brændt,
er det som en sommerdag
dér, hvor træet kommer fra.
Alle vegne ud og ind
glimrer edderkoppespind ...
mon der ikke bor en spurv
her i denne lille kurv?
Kræmmerhus med nødder i
er grangiv'lig kogleri.
Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd'lig jul.
