Rød leverpostej og pebermyntestænger

Det er nu ikke mig på billedet... men det ligner butikken fra dengang

I går sad jeg og skrev, da jeg pludselig fik lyst til en pebermyntestang! Sådan en lille fin én med chokoladeovertræk og bølger på. Den kostede 35 øre, da jeg sidst købte den - og jeg kan smage den endnu! Hvorfor laver man ikke sådan nogle længere?

Det samme med leverpostej i røde dåser fra købmanden rundt om hjørnet. De smagte himmelsk; hver gang vi skulle forkæle os selv med noget ekstra lækkert, så købte vi den - men den kan man heller ikke få mere.

Det er lidt mærkeligt, at man kan huske en duft eller en smag så lang tid efter - for der er altså gået .... næsten et halvt århundrede...

En skræmmende tanke... ;-)

Hjemme igen

Turen hjem gik fint, og jeg nåede lige at fotografere et par af de halemejser, der så flittigt besøgte os de sidste dage. På denne årstid kommer de i flokke på 15-20 ad gangen, og de små livlige størrelser prøvede ihærdigt, om de alle kunne være inde i nøddeholderen på én gang. Det kunne de ikke...

Og jeg prøvede ihærdigt, om jeg kunne fotografere dem, mens de sad der. Men det var ikke så nemt, som man skulle tro, for de sad der ikke ret længe ad gangen...

God nat

Jeg elsker at læse i sengen, og derfor er det vigtigt, at man kan sidde godt. De polstrede ryglæn, som englænderne så tit bruger, har en høj stjerne hos mig - og i går fik vi også sat sådan nogle på sengene i "værelset med udsigt".

Så det var en meget praktisk dag i går - og det er det også i dag. Der skal renses tagrender og gøres rent, for inden så længe kommer der andre beboere her i huset, og vi tager til Danmark imens.

Men der skal også være tid til at nyde, at solen skinner og sneen smelter. Fuglene synger højt og lystigt, for de tror på foråret. :-)

Elektrikere og andre praktikaliteter

I går fik vi leveret en ny opvaskemaskine, fordi den gamle var stået af. Vi fik tilsluttet vand, sat stikket i og tændte på stikkontakten under køkkenbordet, og så var det bare at skubbe opvaskemaskinen pænt på plads igen.

Vi fyldte den, tændte for den... og der skete ingenting. Absolut intet!

Arj altså, for pokker da.

Vi trak opvaskemaskinen ud igen for at checke, om der nu også VAR tændt på kontakten. Det var der. Vi hentede en forlængerledning og testede opvaskemaskinen på et andet stik. Her virkede den fint, men en forlængerledning tværs gennem køkkenet var ikke så smart.

Suk! Så måtte stikdåsen under køkkenbordet være stået af siden sidst. Altså fat i en elektriker, og det skulle helst gå hurtigt, for huset skal lejes ud inden så længe.

Den rare elektriker kom straks til vores redning. Han kom kørende hele vejen fra Worcester i myldretiden, hele vejen op ad vores 300 meter lange snedækkede indkørsel og gik ind i køkkenet. Her kiggede han på den tændte kontakt under køkkenbordet og rettede sig op for at tænde på den, der sad på væggen bag det lille køkken-TV.

Og pludselig virkede opvaskemaskinen!

En flyvende pind

Hver gang jeg tænder op i vores brændeovne, kommer jeg til at tænke på dengang, hvor jeg lige havde fået dem installeret.

Først gik jeg ud i skuret for at hente en kurvfuld brænde. Der lå masser af små og store grene derude, og jeg tænkte ikke nærmere over, at én af smågrenene var mere blød end de andre.

Inde i stuen krøllede jeg aviser sammen og lagde i bunden, før jeg kom en lille portion kviste og grene ovenpå. Igen tænkte jeg ikke så meget over den underlige bløde pind, der vel var omkring 5-6 cm lang, og den kom bare ind med de andre, før jeg tændte ild til aviserne.

Jeg var ved at lukke glasdøren i, da jeg så, at pinden kunne flyve. Det var nemlig ikke en pind; det var en kæmpestor gedehams, der havde ligget og sovet vintersøvn mellem brændestykkerne. Jeg hvislede til den, at den altså lige kunne prøve at stikke mig og skyndte mig at åbne lågen igen.

Der var ikke sket den noget, og den satte sig sløvt til rette på lænestolens armlæn, mens jeg hentede et glas, så jeg kunne lempe gedehamsen venligt, men bestemt udenfor. Og samtidig var jeg dybt taknemmelig for, at jeg havde taget fat omkring dens mave og ikke omkring dens brod, for selv om de store gedehamse ikke er så aggressive som deres mindre slægtninge, havde det måske ikke været populært...

PS. Behøver jeg at sige, at jeg nu altid har handsker på, når jeg henter brænde...

Et studie i hvidt

I nat fik vi endnu en dyne sne - og denne gang faldt fnuggene som kæmpestore "fluffede" dun, der lagde sig elegant til rette på grene og huse. Så Great Malvern så endnu mere eventyrlig ud end sidst, og vi kunne ikke modstå en gåtur i de snepyntede gader. 

Vi gik forbi ét af de store, gamle huse, der var ved at blive renoveret og udstykket til 9 lejligheder med udsigt. Og sikke en udsigt...

Hyggelig pub-aften

Vi har adskillige pubber og restauranter i nærheden, men vi ender ofte på The Fox. Her kan vi nemlig lige så stille trille ud af vores egen indkørsel og bare fortsætte videre ned ad en meget smal vej, der ender ved floden. Her ligger pubben, og her føler vi os dejligt hjemme. (Det med floden kan så være et problem, for netop denne pub er oversvømmet med jævne mellemrum... stakler!).

Sådan cirka en gang om ugen står den på aftensmad ude - nogle gange to, hvis vi er på farten - for det er ikke synderlig dyrt. Et godt måltid koster omkring 100 kr., og man kan jo spare desserten, hvis man vil. Det vil vi nu sjældent...

I dag stod den på fisk til hovedret og Bread and Butter pudding til efterret. Og så er jeg, der ellers ikke kan fordrage øl, ved at få smag for Guinness. Hvad skal det ikke ende med...?

Masser af sne

Der er ikke noget som en masse sne, der kan vække barnet i mig. Og Hollymount er ikke det værste sted at være, når man vil tumle sig i sne - her er i hvert fald rigeligt af den, som I kan se.

Heldigvis har vi ikke brug for at tage ud i trafikken, der nok er mindre sjov. De store supermarkeder bringer varer ud, så jeg bestiller bare, hvad vi har brug for og får det bragt. Hvis det kniber for varevognen at køre op ad vores indkørsel (for de bruger sjældent vinterdæk her), kan vi altid køre ned for enden og hente.

Det eneste, jeg godt kan være lidt utilfreds med, er, at jeg ikke får afprøvet mit nye "legetøj" i Waitrose. Jeg er nemlig blevet registreret til brug af håndscanner, og den slags synes jeg altså er sjov.

Så går man rundt og scanner sine varer og kan samtidig se, hvor meget man handler for. Man får også et højt PIP, hvis der er tilbud på - tre for to og den slags. Varerne placerer man i sine indkøbstasker i vognen, og så er det bare at gå til kassen, aflevere scanneren og betale det, der står.

Det er da smart, og det må de gerne indføre derhjemme også. Så slap man for kapløbet og "vare-kvase-armen" ved kasserne...