Forårsfornemmelser og indretning

Det slår aldrig fejl: Her i de første måneder af året begynder det at krible i mig. Jeg kigger i bøger og finder inspiration i blade og på nettet - for "indretnings-genet" begynder at røre på sig. Ih, der er så meget, jeg har lyst til.

Og så er det altså lidt en bagdel med et lejet hus, hvor jeg ikke bare kan kaste mig over malerpensel og nye gardiner. Jeg må vente pænt, indtil jeg kommer til England igen - men planer kan man jo altid lægge.

Jeg har foreløbig besluttet mig for, at køkkenet i Hollymount skal males og have fine nye håndsmedede håndtag (det lyder dyrt, men er det ikke!). Og så skal der nye gardiner i det ene værelse - sådan nogle "roman blinds", der egentlig er en slags forede rullegardiner af stof.

Hvis der er mere energi tilbage, vil jeg gerne male stuen her... men jeg kender mig selv; indretnings-genet falder såmænd nok til ro, når jeg er færdig med køkkenet... ;-)

Hip hip - og Hollymount

I dag er det min fødselsdag! Men da det har været en årlig tilbagevendende begivenhed i ganske mange år, så er det ikke noget, jeg går SÅ højt op i.

Og det er egentlig ret heldigt. Dels fordi familien omkring mig er skrantende og mildt sagt ikke er oplagt til det helt store - og dels fordi jeg skal arbejde, så jeg kan indhente alt det, jeg ikke fik lavet, mens jeg var i England.

Jeg må tage revanche på et senere tidspunkt. 

I  stedet vil jeg fortælle om en Facebook-side, jeg oprettede i England: Hollymounts venner / Friends of Hollymount. En side for dem, der kunne drømme om en ferie i det gamle hus - eller som bare synes, at det er hyggeligt at se dejlige billeder derfra og følge lidt med i begivenhederne...

Om lørdagsslik

I fortsættelse af mit indlæg i går om pebermyntestængerne... ja så var de et fast tilbehør i mange år hos os. For hver lørdag fik vi lørdagsslik, og jeg husker tydeligt den frydefulde følelse, når man udstyret med lørdags-tokronen travede ned til chokoladeforretningen på Peter Bangs Vej.

Og som Ellen skrev i går: En stor del af mindet om smagen skyldes nok de gode minder i det hele taget. Lørdagsslik var ganske rigtigt tæt forbundet med lørdagshygge, for mange af min barndoms lørdage havde samme mønster - i hvert fald i vinterhalvåret:

Om formiddagen gjorde vi pænt rent og købte ind. Om eftermiddagen hyggede vi igennem med hjemmebag og bøger, og efter middagsmaden blev der hentet slik. For to kroner kunne man få et pænt lille udvalg, og både min mor og jeg var meget længe om at bestemme os.

De stribede poser blev hjembragt, og så blev der rettet an til lørdags TV, der bestemt var værd at se på dengang.

Rød leverpostej og pebermyntestænger

Det er nu ikke mig på billedet... men det ligner butikken fra dengang

I går sad jeg og skrev, da jeg pludselig fik lyst til en pebermyntestang! Sådan en lille fin én med chokoladeovertræk og bølger på. Den kostede 35 øre, da jeg sidst købte den - og jeg kan smage den endnu! Hvorfor laver man ikke sådan nogle længere?

Det samme med leverpostej i røde dåser fra købmanden rundt om hjørnet. De smagte himmelsk; hver gang vi skulle forkæle os selv med noget ekstra lækkert, så købte vi den - men den kan man heller ikke få mere.

Det er lidt mærkeligt, at man kan huske en duft eller en smag så lang tid efter - for der er altså gået .... næsten et halvt århundrede...

En skræmmende tanke... ;-)

Hjemme igen

Turen hjem gik fint, og jeg nåede lige at fotografere et par af de halemejser, der så flittigt besøgte os de sidste dage. På denne årstid kommer de i flokke på 15-20 ad gangen, og de små livlige størrelser prøvede ihærdigt, om de alle kunne være inde i nøddeholderen på én gang. Det kunne de ikke...

Og jeg prøvede ihærdigt, om jeg kunne fotografere dem, mens de sad der. Men det var ikke så nemt, som man skulle tro, for de sad der ikke ret længe ad gangen...

God nat

Jeg elsker at læse i sengen, og derfor er det vigtigt, at man kan sidde godt. De polstrede ryglæn, som englænderne så tit bruger, har en høj stjerne hos mig - og i går fik vi også sat sådan nogle på sengene i "værelset med udsigt".

Så det var en meget praktisk dag i går - og det er det også i dag. Der skal renses tagrender og gøres rent, for inden så længe kommer der andre beboere her i huset, og vi tager til Danmark imens.

Men der skal også være tid til at nyde, at solen skinner og sneen smelter. Fuglene synger højt og lystigt, for de tror på foråret. :-)

Elektrikere og andre praktikaliteter

I går fik vi leveret en ny opvaskemaskine, fordi den gamle var stået af. Vi fik tilsluttet vand, sat stikket i og tændte på stikkontakten under køkkenbordet, og så var det bare at skubbe opvaskemaskinen pænt på plads igen.

Vi fyldte den, tændte for den... og der skete ingenting. Absolut intet!

Arj altså, for pokker da.

Vi trak opvaskemaskinen ud igen for at checke, om der nu også VAR tændt på kontakten. Det var der. Vi hentede en forlængerledning og testede opvaskemaskinen på et andet stik. Her virkede den fint, men en forlængerledning tværs gennem køkkenet var ikke så smart.

Suk! Så måtte stikdåsen under køkkenbordet være stået af siden sidst. Altså fat i en elektriker, og det skulle helst gå hurtigt, for huset skal lejes ud inden så længe.

Den rare elektriker kom straks til vores redning. Han kom kørende hele vejen fra Worcester i myldretiden, hele vejen op ad vores 300 meter lange snedækkede indkørsel og gik ind i køkkenet. Her kiggede han på den tændte kontakt under køkkenbordet og rettede sig op for at tænde på den, der sad på væggen bag det lille køkken-TV.

Og pludselig virkede opvaskemaskinen!

En flyvende pind

Hver gang jeg tænder op i vores brændeovne, kommer jeg til at tænke på dengang, hvor jeg lige havde fået dem installeret.

Først gik jeg ud i skuret for at hente en kurvfuld brænde. Der lå masser af små og store grene derude, og jeg tænkte ikke nærmere over, at én af smågrenene var mere blød end de andre.

Inde i stuen krøllede jeg aviser sammen og lagde i bunden, før jeg kom en lille portion kviste og grene ovenpå. Igen tænkte jeg ikke så meget over den underlige bløde pind, der vel var omkring 5-6 cm lang, og den kom bare ind med de andre, før jeg tændte ild til aviserne.

Jeg var ved at lukke glasdøren i, da jeg så, at pinden kunne flyve. Det var nemlig ikke en pind; det var en kæmpestor gedehams, der havde ligget og sovet vintersøvn mellem brændestykkerne. Jeg hvislede til den, at den altså lige kunne prøve at stikke mig og skyndte mig at åbne lågen igen.

Der var ikke sket den noget, og den satte sig sløvt til rette på lænestolens armlæn, mens jeg hentede et glas, så jeg kunne lempe gedehamsen venligt, men bestemt udenfor. Og samtidig var jeg dybt taknemmelig for, at jeg havde taget fat omkring dens mave og ikke omkring dens brod, for selv om de store gedehamse ikke er så aggressive som deres mindre slægtninge, havde det måske ikke været populært...

PS. Behøver jeg at sige, at jeg nu altid har handsker på, når jeg henter brænde...