Don McLean

Noget musik hænger ved fra min grønne ungdom. Én af dem er Don McLean og hans plade American Pie, som jeg har hørt og nydt så mange gange, at den må være næsten slidt igennem.

Mange af numrene er uovertrufne, og Vincent er den allerbedste. Hvis ikke du kender den, er den i allerhøjeste grad værd at lytte til...

Kreative inspiratorer

Når Lene skriver om sin farmor, der lagde brænde på hendes kreative bål, kommer jeg altid til at tænke på min gamle klasselærerinde. Frk. Bruun gjorde nemlig det samme for mig.

I de første syv skoleår havde jeg glæden af at modtage undervisning fra denne dejlige dame (til venstre på billedet), der virkede så inspirerende og var med til at udvikle min lyst til at lære og til at skrive.

Når jeg udbredte mig om de utallige ting, jeg ville være - apotekerassistent, rejseleder, gartner og hvad jeg ellers fandt på - så rystede hun altid lidt overbærende på hovedet og smilede mildt. "Næ nej, du skal da skrive og være forfatter!"

Det er så utroligt vigtigt for et barn at have en eller flere voksne, der kan inspirere. Jeg var så heldig at have et par stykker... :-)

Det er i øvrigt mig nederst nummer to fra højre med den hvide T-shirt, men det havde I måske gættet...?  :-)

MANDAGSTEMA: Sødt

Med det mandagstema var jeg slet ikke i tvivl, for selv om jeg elsker kager og søde sager - så er det allersødeste i mit liv de dyr, jeg omgiver mig med.

Her er det én af mine engelske kaniner, der lige skal have styr på pelsen... :-)

To år på bloggen

Tænk, nu har jeg skrevet blog i to år, og jeg glemte endda at "fejre" det den 7. januar. Men det vil jeg så gøre nu, hvor jeg i tankerne hejser et lille flag og glæder mig over, at jeg begyndte - og jeg har ikke tænkt mig at holde op igen. Det er blevet én af mine hverdagsglæder.

En anden hverdagsglæde lige nu er alle de forårstegn, der titter frem. Får vi mon lov til at bevare troen på forår - eller tager Kong Vinter over? Nå pyt, uanset hvad der sker, så bliver dagene lysere og længere helt af sig selv...

Og uanset vejret vil jeg ønske jer derude en rigtig dejlig weekend...

Boligsøgning

Det er ikke kun mennesker, der går i boligtanker her i begyndelsen af det nye år. Fuglene er også på udkig efter et godt sted at bo, skriver den engelske ornitologiske forening RSPB.

Hvis man ser en fugl, der ihærdigt hakker omkring redekassens hul, så er det næppe et forsøg på at gøre indgangen større, men snarere et tegn på, at fuglen er ved at sætte sit eget mærke - et slags "Solgt" skilt - på den pågældende redekasse.

Det er især blåmejser og stære, der med denne adfærd viser artsfællerne, at den udvalgte redekasse er besat, hvorefter de forsvinder for en tid for at gøre klar til den forestående ynglesæson. I løbet af de næste par måneder skal der både findes en velegnet mage og godt med mad, så der er noget at stå imod med, når æg og unger melder deres ankomst.

Hvis du har fået en redekasse i julegave, så sæt den endelig op nu. Ifølge den engelske forening er det allerbedst, hvis kassen vender mellem nord og øst, så den udsættes for mindst mulig sol og vind - medmindre et træ eller en bygning står for og giver godt med skygge og læ.

I røg og damp

Det er altid godt at læse andres blogs, så man kan komme i tanker om det, man havde glemt. Da jeg læste Erics indlæg om røgalarmer, blev jeg nemlig mindet om en tur til London:

Vi havde lejet en lejlighed i centrum - sådan én, der egentlig snarere var en slags rækkehus, fordi køkkenet lå i stueetagen, opholdsstuen på 1. sal og soveværelset på 2. sal. En skøn lejlighed med meget højt til loftet - og på alle etager havde man anbragt røgalarmer. Sådan som det kræves, når man lejer ud til feriegæster...

Problemet var bare, at de røgalarmer var placeret helt oppe under det meget høje loft. Da vi en morgen stod med toastbrødet, der havde fået lidt for meget og derfor udløste alarmen, var der ingen mulighed for at nå op til den. Der var ingen stige, for hvad skulle feriegæster bruge sådan én til? Det nyttede ikke at stå på en stol, for det var ikke højt nok.

Så mens vi lavede gennemtræk, stod den ene af os og hoppede som en vanvittig med viftende viskestykke for at få røgen væk fra alarmen - der jo hylede som besat - mens den anden ihærdigt prøvede at ramme den lille røde knap med spidsen af et kosteskaft. Ikke nemt, skal jeg hilse og sige...  men London blev da vækket godt og grundigt den morgen... :-)

Ny mandagsbeskæftigelse

Nu syntes jeg altså, at der skulle ske noget! Så i går begyndte jeg at gå til Pilates - fordi jeg vidste, at det var noget med at styrke muskler og strække ud.

Det var det også! I dag er alle mine stakkels muskler ømme og brugte - også ukendte, glemte og gemte muskler...

For dem, der ikke ved, hvad Pilates er, kommer her en lille video. Det skal dog lige bemærkes, at det slet ikke så sådan ud, da jeg foretog øvelserne... ;-)

En god weekend

Det blev en rigtig god weekend. Sådan én, hvor der var plads til både hygge og "sparring" med ligesindede.

Både før og efter det mere seriøse formål med lørdagsmødet var der tid til et besøg hos en kreativ glaskunstner og til en dejlig lang vandretur i de frostdækkede Rebild Bakker. Og der var sandelig også tid til dejlig mad og lækkert kaffebord.

Sådan nogle weekender skulle man have nogle flere af...

Man skal kende sine begrænsninger

Kender I den engelske komiker Harry Enfield?

Vi så en del afsnit af serien "Harry Enfield and Chums" for nogle år siden, og jeg faldt over dette klip, der tydeligt viser, at uddannelse sandelig ikke er noget for damer... Uf da! ;-)

Når sikringen går...

Efter indlægget om posthuset forleden var der andre "sjove" minder, der dukkede op fra min tid i Belgien. Mistorstå mig ikke; jeg elskede mine to år i Bruxelles - men sommetider var hverdagen altså speciel:

En dag røg sikringen i min lejlighed, hvilket selvfølgelig resulterede i, at den ene halvdel af den étværelses blev mørkelagt. Men jeg fandt hurtigt ud af at pille sikringen ud, for det var nemt at se, hvilken én der var gået, og så var det jo bare om at sætte en ny i. Troede jeg...

Jeg spurgte venligt viceværten, om jeg kunne få en ny sikring, og han rystede bare på hovedet. Det var ikke hans bord. OK, så kunne man vel købe én et sted. Det kendte han slet ikke noget til...

Jeg gik på turné i samtlige elbutikker i området. Uden held. Alle rystede bare på hovedet, når jeg viste dem den lille sikring. Jeg spurgte mine kolleger, der aldrig havde været ude for problemet. Og imens gik dagene i min halvmørke lejlighed.

Da jeg var blevet tilstrækkeligt irriteret, kiggede jeg nærmere på sikringen. Den var fra Philips - og Philips havde netop (dengang) sit hovedkvarter i Bruxelles. Det var et kæmpehøjhus, som jeg tit havde bemærket nede i centrum. Så jeg marcherede derned og gik hen i receptionen for at tale med én, der kendte til sikringer. Det blev en rigtig sjov oplevelse!

Jeg blev sendt op og ned og rundt omkring i højhuset, og endelig langt om længe lykkedes det mig virkelig at finde frem til en herre, der vidste, hvor man kunne købe sådan nogle sikringer! Han skrev meget venligt adressen op til mig, og jeg var lige ved at give ham et knus...

Senere erfarede jeg, at den adresse lå ude i udkanten af Bruxelles. Så udstyret med kort og diverse omstigningsbilletter til sporvognen fik jeg bevæget mig derud, og her - i et kvarter, hvor man nødigt ville gå rundt efter mørkets frembrud - fandt jeg frem til det sted, hvor jeg kunne få min sikring. Det var en slags elektronisk værksted, og indehaveren trak nonchalant på skuldrene. "Sikringer, ja selvfølgelig havde han sikringer. Hvor mange ville jeg have?..."

Behøver jeg at sige, at jeg fik en posefuld? Bare så jeg var sikker på at have nok til adskillige år... :-)