fredag den 4. juni 2010

INVITATION: Sommerslank og sund


Efter at have boet på hotel med spejle på alle vægge i badeværelset er tiden vist inde til at tabe nogle kilo! Så jeg har besluttet at invitere til SOMMERSLANK OG SUND – en sommer-føljeton, som man kan være med til i den udstrækning, man har lyst.

Frem til 1. september vil jeg et par gange ugentligt komme med sunde og slankende tips og gode ideer – som jeg samtidig selv benytter mig af. Resultatet skulle meget gerne være et par minuskilo eller tre (mit personlige mål er 5 kilo) – og jeg har prøvet denne ”lev-sundt-periode” før og ved, at den virker. Hvis man er bare LIDT standhaftig, altså.

Og det er netop pointen. Det er nemlig nemmere at være standhaftig, hvis man har andre med sig – men omvendt er det altså ikke nogen egentlig slankekur, jeg har i tankerne. Det er bare lidt mere omtanke i hverdagen, og der skal sandelig være plads til en is og et stykke kage også. En sjælden gang!

Logoet her har min rare mand frembragt til mig, og det må selvfølgelig bruges på jeres side, hvis I har lyst. Alle deltagere bliver nævnt (kun fornavn) på en særlig blogliste, der er på min side sommeren ud, men du behøver ikke at have en blog for at deltage. Send mig en mail eller skriv en kommentar til indlægget her, så kommer du med på listen.


Som en lille gulerod (udover tab af kilo) udtrækker jeg en gevinst på et viskestykke (passende til lejligheden – derom mere senere) og en sød, lille tepotte med indbygget kop. Udtrækningen sker den 1. september – og alle deltagerne på listen er automatisk med i lodtrækningen.

Jeg ønsker jer en SUND og SLANK sommer!

ABC i ord og billeder


Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet H – som i HOLLYMOUNT.

Som om jeg ikke har skrevet nok om mit engelske hus de sidste par uger! Men hvad hjertet er fuldt af...

Jeg er jo lige kommet hjem, og jeg savner allerede at sidde her i min hyggelige stue. Men nu er huset lejet ud, så det er andres tur til at hygge og nyde haven. Sådan er det, og jeg må pænt vente...

De blomstrede møbler overtog vi fra de tidligere ejere, men ellers er huset møbleret med fund fra internet-auktioner, sådan som jeg skrev om tidligere.

Du kan finde andre bud på billed-ABC’en her...

torsdag den 3. juni 2010

Nu er jeg landet


Det var en lang køretur, for jeg landede først ved ét-tiden i nat. Og så skulle bilen tømmes, og der skulle snakkes lidt med den savnede ægtemand, så det blev sent, før jeg kom til at sove.

Det fine hotel i Brugge serverede morgenmad i et gammeldags køkken i engelsk stil - med blomstret tapet og AGA.

Her i det hjemlige får jeg maden serveret på sengen. Man er vel forkælet! Og så skal jeg vist ha' en time eller to til på øjet, for jeg sover nærmest endnu...

søndag den 30. maj 2010

Farvel til kaninbjerget


Nu er bilen pakket (= stoppet til bristepunktet), og turen går hjemad via Eurotunnel. Men undervejs gør jeg et lille stop i Brugge, hvor jeg vanen tro har taget en ekstra dag. Mine to år i Belgien har sat sine spor, og jeg holder så meget af både Bruxelles, Gent og – især - Brugge.

Jeg plejer at bo hos søde Caroline på hendes aldeles vidunderlige Bed and Breakfast lige midt i den skønne, gamle by, men alt var desværre udsolgt denne gang. Så jeg måtte søge efter noget andet og fandt et rigtig godt ”sidste øjebliks tilbud” på et lille hotel, hvor jeg har boet et par gange før.

Om ikke så længe skal jeg slentre rundt i de brostensbelagte gader, som jeg kender så godt, drikke kaffe på min yndlingscafé med de ekstremt lækre kager, kigge på små, smarte butikker og hygge mig på et charmerende værelse, når fødderne er slidt ned.

Vi ”ses” igen på torsdag. Ha' det godt så længe...

Akrobat – Oh!


Oppe under taget ved mit soveværelse bor dette smarte egern, der formår at spise med hovedet nedad – hængende i ét ben. Man skulle dog ikke tro, at det var sådan et blødt og letbenet lille dyr, når det vågner om morgenen, for det larmer utroligt meget. BUM, KRASH, BANG lyder det deroppefra – man kunne godt ønske sig lidt mere hensyn af én, der får gratis husly og maden serveret…!

lørdag den 29. maj 2010

Bluebells i skoven




I dag har det været regnvejr. Øsregn fra morgenstunden og nu bare lidt gråt, men stadig mildt. Fuglene har nydt det, tror jeg. Der har været ekstra meget aktivitet ved træet med fuglenødder, så måske har insekterne holdt sig indendørs...

Jeg kom i tanker om den morgen, jeg listede ned i skoven for at se de bluebells, der efter sigende skulle vokse dér. De var der skam. Ikke så mange at skovbunden var et imponerende hav af blåt, men nok til at gøre den smuk. Se bare...

fredag den 28. maj 2010

Sidste udflugter...



Nu har jeg været på de uigenkaldeligt sidste udflugter for denne omgang. I forgårs tog jeg endnu en tur til Wales - denne gang stik vestpå - og i går var jeg ude og besøge to meget søde og specielle haver i Warwickshire.

Det var i øvrigt festligt at køre igennem den gamle by Warwick på vej hjem (i myldretiden, på en "bank holiday weekend" fredag), for alle veje er ensrettede og mange af dem så smalle, at der kun kan køre én bil ad gangen. Nå, men det gik fint; man er vel hærdet...

På turen til Wales kom jeg til et hyggeligt tea room, som jeg har besøgt en enkelt gang før for to år siden sammen med min rare mand - og tænk, indehaveren kunne genkende mig. Oh, you're the lady with the house in Worcestershire... Det er et sjovt sted, for det er bare et ganske almindeligt beboelseshus, hvor man har indrettet stuen til servering. Men hyggeligt er der, og kaffen er god.

I weekenden skal jeg hygge og pusle om mig selv og huset, for på mandag skal jeg begynde hjemturen. Der kommer feriegæster, så den går ikke længere. Og mon ikke også min rare mand savner mig? Jeg savner i hvert fald ham...

A nice cuppa


I dag har jeg fået de sidste varer til butikken - nemlig disse meget store tekopper.

De er dog ikke til te, men til planter - for der er hul i bunden.

De passer da perfekt til en engelsk butik, ikke?!