tirsdag den 13. november 2012

Tid til afslapning


Med en god bogmesse overstået er det nu tid til afslapning og til at arbejde på nogle af de mange kreative projekter, jeg har haft i hovedet længe. Det glæder jeg mig til!

Det var en fin idé at køre til England på en hverdag. Ankom ved 21-tiden til Brugge og fandt kort efter en hyggelig restaurant, der gerne ville servere lidt varm mad. I Belgien spiser man gerne sent, så det var ikke spor usædvanligt.

Bagefter gik vi tur i de stille, mørke gader. Det støvregnede, så turen blev ikke så lang, for lige pludselig fik vi lyst til varm kakao, whisky og hotellets varme pejsestue.

Men forinden passerede vi denne fine musikbutik, hvor man kan købe klassisk musik, musikinstrumenter og noder. Åh, jeg elsker bare at kigge ind...

lørdag den 10. november 2012

Bogmesse og Bamser


Jeg skrev tidligere om konkurrencen om Paddington, der løber her i weekenden. Kort efter blev min ANGLOFILIA blog ramt af hackeres, så den ikke fungerer. Internetudbyderen fungerer åbenbart heller ikke... hmmmm....

Så derfor bringer jeg konkurrencen her. For ingen skal snydes for chancen for at vinde en bjørn... :-)

Fredag den 9. november til og med søndag den 11. november er der BogForum i Bella Centeret. Jeg står på stand C3-026 derude, og i anledning af BogForum vil jeg i weekenden afholde en lille konkurrence.

Præmien er en dejlig Paddington plysbjørn på ca. 100 cm. Værdi 1.875 kr.

Vær med i konkurrencen ved at sende en mail til info@anglofilia.dk med korrekte svar på følgende tre spørgsmål:

1. Hvor mange gange om året udkommer ANGLOFILIA magasinet? (Du kan se svaret lige her…)

2. Kan man købe juleting i ANGLOFILIAs netshop. (Du kan se svaret lige her…)

3. Det allerførste nummer af ANGLOFILIA udkom i efteråret 2008, og her skrev jeg om Churchill og hans dejlige hus. Hvad er navnet på huset? (Du kan se svaret lige her…).

OBS. KONKURRENCEN VARER KUN DENNE WEEKEND.

Den heldige vinder trækkes søndag aften og får direkte besked pr. e-mail. Paddington sendes til den rette modtager i løbet af december måned.

OPDATERING: Vinderen er fundet og det blev Gitte fra Augustenborg, der har fået besked pr. mail...

fredag den 9. november 2012

En fin bogmesse

Blev den ikke fin den lille stand?

Jeg er i hvert fald tilfreds, og det har jeg også indtryk af, at gæsterne til bogmessen generelt er.

"Her er plads til at komme rundt", hører jeg meget, og selv om her måske er lidt mindre hyggeligt end i Forum, så er der andre ting, der til fulde opvejer det.

Såååå det er nok ikke sidste gang, jeg er med... ;-)

onsdag den 7. november 2012

Udflugt og opsætning



I dag har det været en vældig hyggelig dag. Først og fremmest fordi jeg mødtes med søde Madame og hendes rare Monsieur på Cup & Cake i Hundested, og bagefter gik vi en frisk og god travetur langs vandet... delvist i følgeskab af en meget vennesæl missekat.

Og her til aften har jeg været ude med magasiner og diverse til BogForum, så jeg kan være klar til på fredag. Det gik faktisk meget nemt - meget nemmere end ventet...

Madame viser dejlige billeder fra vores tur, så jeg viser i stedet min lille stand. I morgen kommer der plakater på væggene og lidt småting fra butikken, men ellers er det jo magasinerne det gælder.

Jeg er faktisk begyndt at glæde mig til på fredag!  :-)

tirsdag den 6. november 2012

Travl uge...

Af en eller anden grund er jeg ekspert i at få alting til at falde sammen, så det hele skal foregå på én gang. Således også i denne uge, hvor jeg dels skal have gjort bladet færdigt og sendt til tryk, dels på bogmesse og dels til England.

Hele tre ting på een gang; jamen, det KAN man slet ikke!!

Nej, selvfølgelig kan man ikke det, men der er ingen kære mor. Til gengæld skal jeg snart nyde livet i England, og når jeg kommer hjem i slutningen af november, er december udnævnt til Store Hyggemåned! Jaaaaaaahhhhh! :-)

søndag den 4. november 2012

En Pub-prisning

Jeg kan godt savne de engelske pubber, når jeg er herhjemme. For måske er det bare undgået min opmærksomhed, men jeg synes slet ikke, at vi har spisesteder, der bare ligner.

På en pub kan man gå ned og spise et godt måltid mad i hyggelige omgivelser til en rimelig pris. I England fristes vi nemt til at gå ud og spise, bare sådan til hverdag, og et dejligt måltid for to med et glas vin eller en øl til koster omkring 300 kr. Det kan man da overkomme.

Herhjemme kan jeg vælge mellem pizza eller noget andet italiensk, der aldrig har set Italien, eller måske kinesisk, hvis jeg vil have noget nær den pris. Selv ved pølsevognen får jeg lov til at punge ud...

Hvis jeg vil ud et hyggeligt sted og spise noget lækkert, så bliver det meget nemt svimlende dyrt. Og jeg snakker altså hverdagsmad - bare sådan spontant en ganske almindelig onsdag, fordi man er træt og ikke selv orker.

Er det bare mig, der er galt på den? Kender I nogle gode steder, der prismæssigt og kvalitetsmæssigt kan sammenlignes med pubberne? For så vil jeg meget gerne høre om dem...

lørdag den 3. november 2012

Hyggelig uhygge


Vi har en forkærlighed for at udforske stier, og dem er der mange af heromkring. I går aftes i halvmørket kunne vi se en sti på den anden side af et stort bygningskompleks - der viste sig at være et kulturcenter - og dér ville vi ned. Vi kunne bare ikke se, hvordan det var muligt.

Men så måtte vi jo kigge nærmere på bygningen. Måske kunne man gå igennem den. Dørene stod i hvert fald åbne, så vi prøvede os frem. Inden for var der lange, dunkle gange, og der var ikke et menneske, ikke en lyd.

Ærlig talt en smule uhyggeligt. Vores fodtrin gav ekko, når vi gik, og der var lidt den samme stemning som dengang, vi spillede "Silent Hill".

Så det var en lettelse, da vi fandt en dør, der netop førte ud til stien. En semi-oplyst sti langs en aflåst park.

Udefra kunne vi kigge ind i bygningens få oplyste rum. Der var ikke en sjæl. I ét rum stod en computer og sendte sit ensomme lys ud i mørket.

Vi skuttede os og begyndte at gå hurtigere. Lidt uhyggeligt var det altså...

Foto: © Net_efekt

fredag den 2. november 2012

Cirque du Soleil... nu på film



Jeg kan vældig godt lide Cirque du Soleil. De skaber en fantasifuld verden, hvor alt kan ske, og de er meget inspirerende.

Så derfor skal jeg helt sikkert ind og se den film, der netop er blevet annonceret i engelsk radio. For jeg tror bestemt, at deres forunderlige univers også kan virke på et lærred.