onsdag den 11. april 2012

Nu gider jeg ikke mere...

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er træt af at have hus til salg. Det har været SÅ tæt på at blive solgt adskillige gange, men hver gang sker der et eller andet uforudset, så det hele falder til jorden.

Nå, men drømmene har været på standby længe nok. Hvis ikke vi kan følge plan A, må vi kaste os over plan B.

Plan B er blandt andet noget med sådan én her...

Det skader jo ikke at kigge...  ;-)

tirsdag den 10. april 2012

Mine dage i paradis

Sådan en Vespa som denne her bringer mange gode minder. Dels fordi min onkel Jack havde sådan én, og jeg sad bagpå fra en meget ung alder. Jeg tror, at jeg var seks... Og dels fordi vi selv fik én som unge og nygifte, hvor vi ikke havde råd til bil.

Især i min barndom bragte Vespa'en mig ud på opdagelse med min skønne onkel, der i høj grad var den, der vækkede min glæde for naturen og dyrene. På størstedelen af vores ferier var han med, og mens vi tog toget til Jylland, kørte han derover på sin scooter.

Feriedagene blev derfor fyldt med ture ud til Jyllands åer, for min onkel var lystfisker... og jeg var med. Altid. Mens han fiskede, udforskede jeg vårfluelarver, firben og snoge - og når han brugte levende madding i form af søde, små fisk, gjorde jeg mit bedste for at lempe dem ud i åens vand igen uden han opdagede det.

Hjemme i København kom han næsten hver lørdag i sommerhalvåret og hentede mig. Vi kørte ud i de nærliggende skove og fandt rævegrave og dyrespor, og han lærte mig at gå armgang over vandet på de reb, der var spændt ud til militære øvelser. Andre gange hentede han mig om aftenen, så vi kunne se flagermus og ugler - og lige meget hvor han gik, var jeg i hælene på ham.

Min onkel var en datidig udgave af B. S. Christiansen, og jeg elskede ham højt. Sammen med ham turde jeg alt, også selv om jeg kun var 8-9 år.

Det burde være alle børn forundt at have en onkel med en Vespa...

Foto: © Adolfo Abalo

mandag den 9. april 2012

MANDAGSTEMA: Prikker

Mandagstemaet i denne uge er prikker, og den slags kommer jo i mange afskygninger. Man kan også lave dem i glas, sådan som her, hvor en dygtig glaskunstner har fremstillet nogle meget søde og dekorative fluesvampe... :-)

Du kan se andre prikkede løsninger på dagens tema lige her...

Der går aldrig røg...


På min tur forleden kom jeg forbi denne lille brandstation, der ligger gemt på en lille brostensbelagt sidevej ikke så langt fra mit hus. Gad vide, hvor mange der ved, at den ligger der?

Huset er beliggende nær Jægersborg kaserne, der stod færdigopført i 1746, og sprøjtehuset, som det kaldes, må være opført nogenlunde samtidig, for det er i hvert fald med på et kort fra 1749.

På kortet kan man også se, at Ermelundsvej oprindeligt hed "Benbrækkerstræde", og hvis vejbelægningen har været nogenlunde, som den er her ved sprøjtehuset, er det et meget passende navn...

I 1862 anskaffede man en håndkraftsprøjte til Jægersborg og senere fik man leveret to sprøjtevogne. I 1902-03 blev der oprettet et fast brandkorps, men det blev nedlagt igen i 1912, kan man læse på det lille informationsskilt.

Og går man hen til huset og kigger ind, kan man se de fine sprøjtevogne fra dengang. Det er så godt, at man bevarer disse gamle ting, som ikke bare er en del af lokalhistorien, men også en del af historien i det hele taget - for sådan slukkede man jo ilden dengang. Ved håndkraft og med stort besvær. Nok ikke helt så effektivt som i dag...

lørdag den 7. april 2012

En tur i solen




Jamen, jeg nåede da at få en dejlig travetur i solen. Torsdag var vejret endnu så fint, og turen blev længere, end jeg havde regnet med. Men sådan er det af og til - når solen lokker, så går man bare derudad uden at tænke nærmere over det. Og pludselig går det op for én, at man skal jo altså også hjem igen...

fredag den 6. april 2012

SKØNNE DAGEs forårsnummer



Der er et nyt nummer af SKØNNE DAGE på gaden nu, og denne gang handler det blandt andet om Den Gamle By i Aarhus og om kunstneren Alphonse Mucha, der var en af de vigtigste personer bag kunstretningen Art Nouveau.

Der er også en artikel om kreative kurser og om ballet, og Tur med Te går denne gang en rundtur i København med besøg i hovedstadens ældste konditorier.

torsdag den 5. april 2012

God påske


Jeg vil lige ønske jer alle en rigtig god påske. Vejret lokker til alt muligt dejligt, og jeg har slet ikke lyst til at være indendørs. Men der skal ordnes hus og gøres rent, for måske... måske kommer der interesserede købere forbi.

Håbet er lige så lysegrønt, som de små skud, der stikker frem alle vegne... ;-)

mandag den 2. april 2012

MANDAGSTEMA: Påske

Hvad er påske for dig, spørger Helene i dagens Mandagstema:

Påske og påskeferie har altid været ensbetydende med noget hyggeligt for mig. Jeg rejser aldrig bort i påsken, for det gør så mange andre, men til gengæld er jeg tit praktisk de dage. Men på en god, afslappet måde.

Jeg husker tydeligt den påske, hvor jeg malede skabe i vore allerførste hus, mens jeg så - og sang med på - Easter Parade. Eller den, hvor jeg malede sommerhus sammen med min far, mens fuglene sang ind gennem de åbne vinduer. Min far elskede det sommerhus, og sammen fik vi det gjort så smukt.

Der var også den påske, hvor jeg kom hjem på visit fra Bruxelles, og mine forældre og jeg gik tur på Gammel Kongevej - storgumlende på de små likøræg, som jeg altid har haft en forkærlighed for.

Påskepynten hos os har altid været behersket, men hvert år lægger jeg et par af de påskeduge frem, som en af mine søde mostre var så dygtig til at sy.

Så for mig er påske altså på den ene side lidt praktik og på den anden side gode minder og tanker til familiemedlemmer, som ikke længere er hos mig. Men de er der jo alligevel... i mit hjerte... :-)

Nu med farver


Ti hi, I var åbenbart ikke så nemme at narre. Heldigvis kan vi stadig give livet kulør her på blogger.com - og jeg synes lige, I skulle se den smukke rose. I farver... ;-)

Tak for alle jeres kommentarer - og rigtig god mandag...

søndag den 1. april 2012

Livet uden kulør

Det måtte jo ske!

Fra i dag - har jeg fået at vide - skal alle billeder her på blogger.com være i sort/hvide på grund af pladsmangel. Og det er i virkeligheden noget, jeg har forventet længe - for alle de farvebilleder må fylde helt utroligt meget!

Vi vænner os jo nok til det, og hvis vi bare skriver, hvilken farve tingene har - så kan man bruge fantasien og forestille sig resten. Ikke?

Denne smukke David Austin rose er i virkeligheden gul...