onsdag den 26. januar 2011
En lille terrorist
Om sommeren er vores nymfeparakitter udenfor, og alt er lutter idyl. Men om vinteren kommer de ind, og så er helvede løs. Strit er fredsommeligheden selv, men Frederik har udviklet sig til en lille terrorist, der sidder og gokker på tremmerne, når han er utilfreds. Han vil nemlig gerne ud og flyve.
Fint nok. Hvis han så bare KUNNE flyve. Han er ikke nogen ørn på det punkt, og så ”taber” han nogle gevaldigt store nogen alle vegne. Så INDEN jeg forbarmer mig over ham og lukker ham ud, skal de pæne møbler afdækkes – og så skal jeg ellers have god tid, for han er ikke til at drive ind igen.
Når han er ude, stortrives han. Han sidder på mit hoved og hiver mig i håret; han sidder på tæppet og piller tråde ud, han sidder på lampeskærmen og …… nå ja, men den er heldigvis nem at vaske. Ind i mellem fløjter han små sange og snakker lidt, sover på ét ben og ligner indbegrebet af en engleagtig fugl, der hygger sig.
Puskis SER overbærende på ham. Den dér store fjertot skal bare ikke komme for tæt på! Men så lægger hun sig ned igen og sover videre. Livet er for kort til store, tykke fugle, der ikke er mundrette.
Og nu har vi så pivet. For inde i buret sidder Strit og gumler vellystigt på en kolbe - og Frederik er sulten. Men han er ikke den skarpeste kniv i skuffen, og han kan ikke finde lågen (selvom den er ca. 30 x 30 cm).
Ak ja!
søndag den 23. januar 2011
Et kattelam
Forleden tog min herboende mor og jeg i Ilva for at kigge på stole. Dem fandt vi ingen af, men i stedet fandt min mor et dejligt, brunt lammeskind. Blødt og lækkert og helt perfekt til lænestolen og katten Rikke, der skulle have noget hyggeligt at ligge i.
Men Rikke havde kun foragt til overs for lammet og gik i en stor bue udenom det. Hvad skal man med den slags, når man selv har pels?
Hvorimod Puskis, den lille gamling, fandt det helt uimodståeligt. Så nu ved vi, hvor vi kan finde hende – dybt begravet i lun, brun lammeuld og kun afsløret af en let snorken.
lørdag den 22. januar 2011
Den gode restaurant
Jeg elsker god mad, som andre har lavet med kærlighed, og jeg elsker at gå ud og spise et hyggeligt sted, hvor man kan sidde og nyde maden og stemningen sådan dybt ned i maven og helt ned i tæerne. Suk! Velvære!
Men der er godt nok langt mellem de dér maveoplevelser. Er det mon bare mig, der har været uheldig?
Alene det at blive budt velkommen på restauranten. Jeg har mere end én gang oplevet, at jeg nærmest selv skulle hen og prikke tjeneren på skulderen for at gøre opmærksom på min eksistens. Eller hadetingen: Dét skilt, hvor der står: ”Please wait to be seated”. Hvis man er rigtig heldig, kan man få lov til at stå og blomstre i adskillige minutter.
Den restaurant, der byder mig velkommen med et smil og slår ud med armene: “Tag endelig plads, hvor du har lyst” – dér kommer jeg til gengæld gerne.
Der er også en vis tendens til at byde på ”oplevelser” i stedet for mad. Vi var engang et selskab til julemiddag, hvor den - meget kendte - kok insisterede på, at han altså bedst vidste, hvad vi skulle have at spise. Resultatet var, at menuen stod på flere retter, som halvdelen af selskabet ikke kunne lide og aldrig selv ville have valgt.
Én af grundene er den meget udbredte brug af foie gras. På en anden – meget kendt - restaurant havde de endda brugt dette u-produkt i tre af menuens fire retter (den fjerde var desserten). Behøver jeg sige, at jeg ikke sætter mine ben dér igen?
Næ, må jeg bede om god og veltillavet mad fremstillet af sunde og velsmagende produkter. Ikke så meget pjat med etageopstilling og mystiske sammensætninger – men bare Dejlig Mad. Dét vil helt automatisk give gæsten en god oplevelse.
onsdag den 19. januar 2011
En helt anden tid
Da jeg var teenager, besøgte jeg ofte min venindes mormor, der boede i en lille sydsjællandsk landsby. Som ”Københavnertøs” var det som at komme på en rejse tilbage i tiden, for her var alting stadig som i ”de gode gamle dage”.
Jeg elskede at besøge min venindes families dernede, for det var ikke kun mormor, der boede her, men også flere andre familiemedlemmer. Selve byen bestod kun en gammeldags kro, en købmand og en bager – og så smeden, som vi tit besøgte for at se ham smede hestesko eller sko de store heste. Når jeg skulle ringe hjem, skete det fra ”centralen” – et lille beboelseshus på hovedgaden, hvor indehaveren stod for telefonforbindelsen.
Mormor boede i et lille hus ved gadekæret. Her var ingen moderne bekvemmeligheder af nogen slags, og selv om jeg på det tidspunkt havde prøvet lidt af hvert – sådan rent feriehusmæssigt – så havde jeg dog aldrig oplevet et udendørs ”das”. Sådan ét med tønde og låg og hjerte i døren. Og en Guds velsignelse af kæmpestore edderkopper. Argh!
Nå, men man bliver trods alt hærdet, og efter et par dage havde jeg lært, hvor de store edderkoppebamser sad, og jeg stirrede intenst på dem, mens jeg… ordnede det, jeg skulle ordne. Det værste var, når man skulle besøge det lille hus efter mørkets frembrud. DET kom jeg aldrig til at vænne mig til.
Mormor var en sej dame; hun kunne sagtens klare sig selv, og hun havde sine meget bestemte meninger om alting. Jeg fik fra begyndelsen at vide, at den, der glemte at lukke døren til spisekammeret, ville blive særdeles upopulær. Jeg forstod snart hvorfor. Da der lå en stor bondegård lige i nærheden, vrimlede det med fluer, og de skulle selvfølgelig holdes væk fra maden.
Jeg kan huske, da jeg ankom allerførste gang – og der blev serveret eftermiddagste med brød og hjemmelavet hindbærsyltetøj. Jeg har ALDRIG – hverken før eller siden - smagt noget så vidunderligt. Men lige som jeg sad dér i den syvende himmel og gumlede, tog mormor sin udtjente fluesmækker og KLASK smækkede en flue lige ved siden af brødet. Og KLASK én til ved siden af sukkerskålen. Og KLASK, KLASK, KLASK… Jeg kan stadig se scenen for mig, hvor mormor fuldstændig upåvirket klaskede fluer til højre og venstre, mens hun drak te og sludrede fornøjet.
Livet på landet var altså lettere rustikt, og det blev ikke mindre rustikt, da det gik op for mig, at den dér tønde inde fra dasset… den skulle altså tømmes med mellemrum. Vi to piger lærte hurtigt at blive totalt usynlige, så snart vi fornemmede, at en tømning var forestående. Jeg havde nu ret dårlig samvittighed, når jeg så den gamle, senede mormor slæbe af sted med fyldt spand – og jeg fandt snart ud af, at indholdet altid havnede nede ved bærbuskene. Gad vide, om det var derfor, hindbærmarmeladen smagte så godt…? ;-)
Jeg elskede at besøge min venindes families dernede, for det var ikke kun mormor, der boede her, men også flere andre familiemedlemmer. Selve byen bestod kun en gammeldags kro, en købmand og en bager – og så smeden, som vi tit besøgte for at se ham smede hestesko eller sko de store heste. Når jeg skulle ringe hjem, skete det fra ”centralen” – et lille beboelseshus på hovedgaden, hvor indehaveren stod for telefonforbindelsen.
Mormor boede i et lille hus ved gadekæret. Her var ingen moderne bekvemmeligheder af nogen slags, og selv om jeg på det tidspunkt havde prøvet lidt af hvert – sådan rent feriehusmæssigt – så havde jeg dog aldrig oplevet et udendørs ”das”. Sådan ét med tønde og låg og hjerte i døren. Og en Guds velsignelse af kæmpestore edderkopper. Argh!
Nå, men man bliver trods alt hærdet, og efter et par dage havde jeg lært, hvor de store edderkoppebamser sad, og jeg stirrede intenst på dem, mens jeg… ordnede det, jeg skulle ordne. Det værste var, når man skulle besøge det lille hus efter mørkets frembrud. DET kom jeg aldrig til at vænne mig til.
Mormor var en sej dame; hun kunne sagtens klare sig selv, og hun havde sine meget bestemte meninger om alting. Jeg fik fra begyndelsen at vide, at den, der glemte at lukke døren til spisekammeret, ville blive særdeles upopulær. Jeg forstod snart hvorfor. Da der lå en stor bondegård lige i nærheden, vrimlede det med fluer, og de skulle selvfølgelig holdes væk fra maden.
Jeg kan huske, da jeg ankom allerførste gang – og der blev serveret eftermiddagste med brød og hjemmelavet hindbærsyltetøj. Jeg har ALDRIG – hverken før eller siden - smagt noget så vidunderligt. Men lige som jeg sad dér i den syvende himmel og gumlede, tog mormor sin udtjente fluesmækker og KLASK smækkede en flue lige ved siden af brødet. Og KLASK én til ved siden af sukkerskålen. Og KLASK, KLASK, KLASK… Jeg kan stadig se scenen for mig, hvor mormor fuldstændig upåvirket klaskede fluer til højre og venstre, mens hun drak te og sludrede fornøjet.
Livet på landet var altså lettere rustikt, og det blev ikke mindre rustikt, da det gik op for mig, at den dér tønde inde fra dasset… den skulle altså tømmes med mellemrum. Vi to piger lærte hurtigt at blive totalt usynlige, så snart vi fornemmede, at en tømning var forestående. Jeg havde nu ret dårlig samvittighed, når jeg så den gamle, senede mormor slæbe af sted med fyldt spand – og jeg fandt snart ud af, at indholdet altid havnede nede ved bærbuskene. Gad vide, om det var derfor, hindbærmarmeladen smagte så godt…? ;-)
tirsdag den 18. januar 2011
Med dyret på tur...
For første gang i ugevis en god travetur i en have uden sne. Denne dag har vist været ventet med længsel... ;-)
mandag den 17. januar 2011
Minder om min far
Min far døde i 2003, og jeg troede, at sorgen aldrig ville forlade mig. Men den fortog sig, langsomt – gemte sig inden i mig og nøjes nu med at dukke op ved særlige lejligheder.
For eksempel når en ganske speciel rose blomstrer uden for mit hus. Det gør den hvert år i juni, og når jeg ser den særprægede laksefarvede blomst lyse derude, dukker sorgfuldheden op igen. For jeg plukkede sådan en rose, da jeg skulle besøge min far på hospitalet. Den blev anbragt i en vase og stillet på hylden foran hans seng, så han kunne se den. Og den rose blev det sidste, han så.
Den 31. januar var det hans fødselsdag, og når vi nærmer os den dato, dukker sorgfuldheden op igen som en lille orm, der begynder at gnave. Selv om jeg prøver at holde den nede, lader det sig ikke altid gøre, men jeg gør mit bedste for at tænke på nogle af de gode oplevelser. Der er heldigvis mange at vælge imellem.
Da jeg var helt lille, arbejdede min far i en storbanks hovedsæde. Af og til var han på arbejde om søndagen, og sommetider kom jeg med. Hovedsædet lå i en af Københavns smukkeste bygninger, og der var så mange fine ting i alle de imponerende rum. Min far viste mig rundt, og jeg var dybt betaget. Der var tykke gulvtæpper overalt, der hang flotte guldmalerier på væggene, og møblerne var selvfølgelig af den eksklusive slags.
Mens min far arbejdede, listede jeg rundt på opdagelse i de affolkede kontorer. Man kunne sagtens blive væk i det enorme hus, men jeg vidste, at jeg bare kunne ringe til det nummer, der var min fars, så ville han komme og finde mig. Jeg var en meget velopdragen lille pige (jo, såmænd – dengang), så jeg rørte ikke ved noget, men kiggede bare andægtigt. Der var lidt Alice i Eventyrland over det – dog uden kaninhuller og Mad Hatters.
For min far var det bare en søndag på arbejde; men for hans datter var det en eventyrlig oplevelse uden lige – og sådanne oplevelser glemmer man heldigvis aldrig.
For eksempel når en ganske speciel rose blomstrer uden for mit hus. Det gør den hvert år i juni, og når jeg ser den særprægede laksefarvede blomst lyse derude, dukker sorgfuldheden op igen. For jeg plukkede sådan en rose, da jeg skulle besøge min far på hospitalet. Den blev anbragt i en vase og stillet på hylden foran hans seng, så han kunne se den. Og den rose blev det sidste, han så.
Den 31. januar var det hans fødselsdag, og når vi nærmer os den dato, dukker sorgfuldheden op igen som en lille orm, der begynder at gnave. Selv om jeg prøver at holde den nede, lader det sig ikke altid gøre, men jeg gør mit bedste for at tænke på nogle af de gode oplevelser. Der er heldigvis mange at vælge imellem.
Da jeg var helt lille, arbejdede min far i en storbanks hovedsæde. Af og til var han på arbejde om søndagen, og sommetider kom jeg med. Hovedsædet lå i en af Københavns smukkeste bygninger, og der var så mange fine ting i alle de imponerende rum. Min far viste mig rundt, og jeg var dybt betaget. Der var tykke gulvtæpper overalt, der hang flotte guldmalerier på væggene, og møblerne var selvfølgelig af den eksklusive slags.
Mens min far arbejdede, listede jeg rundt på opdagelse i de affolkede kontorer. Man kunne sagtens blive væk i det enorme hus, men jeg vidste, at jeg bare kunne ringe til det nummer, der var min fars, så ville han komme og finde mig. Jeg var en meget velopdragen lille pige (jo, såmænd – dengang), så jeg rørte ikke ved noget, men kiggede bare andægtigt. Der var lidt Alice i Eventyrland over det – dog uden kaninhuller og Mad Hatters.
For min far var det bare en søndag på arbejde; men for hans datter var det en eventyrlig oplevelse uden lige – og sådanne oplevelser glemmer man heldigvis aldrig.
Masser af ord
![]() |
| (det er mest vand... ;-) ) |
Af en eller anden grund har ord det med at myldre frem ved sengetid. Jeg nærer en vis mistanke, mens jeg gør mig klar til at sove, for tankerne har travlt. Og ganske rigtigt; i det øjeblik jeg slukker lyset, begynder ordene at hoppe og danse som lotteribolde. Sætninger – for slet ikke at snakke om hele afsnit - bliver skrevet inde i hovedet.
Jeg vånder mig stille og prøver at puffe dem væk. Vi skal sove nu – alle sammen. Både tankerne og ordene og jeg. Men de hører slet ikke efter.
Til sidst giver jeg op og lader mig overmande. Tager dynen med nedenunder, tænder for computeren og henter mig et lille glas af den rare mands whisky. OK, kom så da – når I nu så gerne vil. Jeg kan altid sove en anden gang… ;-)
søndag den 16. januar 2011
This way and that way...
Af og til kommer man i det filosofiske hjørne. Tænker lidt på, hvor man er lige nu – og hvordan man egentlig er kommet hertil. Tænker lidt tilbage på de biveje, man har valgt undervejs i livet. Hvordan havde det hele udviklet sig, hvis man var gået til højre i stedet for til venstre? Eller hvis man havde lukket øjnene for de muligheder, der bød sig.
Umiddelbart skulle man synes, at den slags tanker ikke rigtigt kan bruges til noget. For det er jo datid. Sket er sket. Men alligevel kan det være udmærket at sætte tankerne lidt i bakgear. For VAR det nu en klog beslutning, man tog dengang, man drejede af? Ville det måske være bedre, hvis man gik nogle skridt tilbage og valgte en anden rute?
Det er aldrig for sent at ændre mening, og vi har gjort det nogle gange i livet. For eksempel med vores jobvalg, der endte med at blive helt, helt anderledes end det, vi startede med. De valg har vi aldrig fortrudt.
Andre valg HAR vi fortrudt, men det kaldes så livserfaring. Og den har vi efterhånden en del af… ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)







