Zzzzzzzikken lørdag

Det sker heldigvis sjældent, men selvfølgelig sker det, at jeg sover over mig. Det skete i morges, og hele dagen har jeg været bagud. Hver gang jeg så på klokken, var den meget mere end ventet, og det går jo slet ikke.

Så i morgen sætter jeg vækkeuret til ringning, selv om det er søndag. Jeg vil have en god start, for der er meget, der skal nås - men på den gode, afslappede og hyggelige måde.

Måske lige med undtagelse af flæskestegen fra Grambogaard. Den skal nemlig hentes i den butik, hvor den er bestilt, og vi er blevet advaret om kødannelse. Den slags tager jeg ret afslappet, men jeg er ikke så sikker på mine medmennesker.

I dag var den nemlig rent gal med dyt og stress og arrige blikke, kunne jeg se fra min udsigtspost på 2. sal på Holte Stationsvej. Men måske har de stakkels mennesker også sovet over sig og været bagud fra morgenstunden...

En skøn bog

Jeg har en svaghed for dejlige bøger - sådan nogle, som man lægger fremme på bordet, så man hele tiden kan se dem, røre ved dem, kigge i dem og bare glædes over.

Sådan en bog fandt jeg, da jeg sidst var i England, og selv om det egentlig skulle være en julegave, så ligger den her på mit bord - fyldt med dejlige opskrifter og italiensk stemning.

Meraviglioso!

Små gaver til små penge

I fortsættelse af mit "familiejuls-indlæg" i går kom jeg til at tænke på de gaver, jeg altid havde et værre hovedbrud med. For det var nemlig meget vigtigt for mig, at det ikke bare var mig - barnet - der fik julegaver; de voksne skulle også have.

Så i november gik jeg i gang med projekt "skraben penge sammen". Jeg fik ikke mange lommepenge som lille pige, men jeg var god til at gøre mig fortjent til lidt ekstra (syntes jeg selv). I hvert fald fandt jeg på alverdens julelege - jeg tegnede tegninger, som jeg solgte til overpris til mine forældre (hvis de ellers hoppede på den...); jeg slæbte flasker ned og indkasserede pant, og jeg tilbød ekstrarengøring for en håndøre eller to.

Derefter lagde jeg budget og juleplaner. Alle voksne julefestdeltagere blev skrevet op på en seddel, og ud for hver blev skrevet det beløb, der var afsat. Mine forældre skulle selvfølgelig have en lidt større ting, mens mostre og onkler bare små ting.

Med pungen fuld af mønter gik jeg på juleindkøb. Mostre fik gerne et lille stykke sæbe eller måske en fin pudderkvast, mens onkler fik piberensere eller en kam. Man fik ikke meget for små mønter, men det var jo heldigvis også dengang tanken, der talte. Og jeg nød at finde på og pakke alle indkøbene fint ind - og det gør jeg faktisk stadigvæk...

Juleaften dengang

Da jeg var barn, holdt vi næsten altid jul hos mine bedsteforældre i Vanløse. De boede øverst oppe på 3. sal og min moster, onkel og fætter boede lige nedenunder. Rundt om hjørnet i samme boligblok boede en anden moster og onkel, så det var et rigtigt "familie-samlingssted".

For et barn var det naturligvis superhyggeligt. Vi boede selv på Frederiksberg, og da vi ikke havde bil, brugte vi benene. Om sommeren cyklede vi, og om vinteren gik vi. Juleaften pakkede vi alle julegaverne i poser og os selv godt ind i varmt tøj, og så traskede vi ellers af sted i høj sne (for selvfølgelig sneede det altid i julen dengang... ;-) ).

Jeg var fuld af forventning til den forestående aften. Både på grund af gaverne og på grund af al den familiehygge, som jeg voksede op med. Når vi nærmede os Linde Allé, kunne jeg se de tændte lys i vinduerne, der lyste os så varmt i møde.

Mine bedsteforældre boede i en toethalvtværelses, men hvor der er hjerterum, er der som bekendt husrum, og vi kunne snildt være de 12-14 mennesker, som hørte en juleaften til. Alle blev bænket rundt om spisebordet, der blev forlænget og trukket ud, så det fyldte hele stuen, og så blev der budt på den traditionelle flæskesteg og ris à l'amande med mandelgave.

De to børn - mig og min fætter - blev efter middagen bænket i sofaen, og så fik vi en stor godtepose af min bedstefar, inden gaverne blev delt ud. Sikkert meget klogt, for så havde vi lidt at gå op i, og vi elskede vores godteposer. Vi var ikke så forvænte med lækkerier dengang, så det var noget særligt.

Alle fik gaver - også de voksne - og bagefter blev der spillet billedlotteri eller tallotteri om spillegevinster. Og til sidst blev der budt på lidt at drikke... men da var jeg som regel faldet i søvn på sofaen...

Julekasse med stads

Julestads i miniaturestørrelse

I går skrev jeg lidt om kassen med julestads på dukkehussiden, og den udspringer selvfølgelig i den kasse med stads i virkelig størrelse, som har fulgt mig hele livet.

Jeg begyndte at samle juleting som stor pige, og siden er kassen blevet udvidet et par gange, så der i virkeligheden nu er tre. Undervejs har jeg mistet noget af mit kæreste pynt, for både ved den nylige flytning og en af de forrige forsvandt flyttekasser sporløst - og dermed desværre også en del ting med affektionsværdi.

Men det meste har jeg endnu: Bedsteforældrenes gamle glaskugler, der er så skrøbelige og smukke; min fars hvide stjerner, som han elskede at fremstille, og som jeg nu altid har med på træet, sjove engelske ting, som jeg selv har fundet rundt omkring og de messingstager, som jeg en overgang fik forærende hver jul af forretningsforbindelser.

I de år, hvor vi havde flere katte, blev den fine julestads erstattet af ting af træ og pap, fordi glasting og kattepoter ikke er forenelige. Af samme grund ophørte jeg med at bruge lametta, som ellers hørte til min barndoms pynt - man er nødt til at tage sine forholdsregler med dyr, der kan finde på at spise i alt.

Om få dage bliver kasserne igen taget frem, og alt det fine pynt kommer i brug igen. Med det strømmer minderne også frem - minder om et helt livs juleaftener sammen med familien, der engang var så talrig. Og selv om det er trist, at de fleste ikke er her mere, så er det en stor glæde at mindes.

Julevinduer

Jeg elsker at kigge på julevinduer! Det er så sjovt at se opfindsomheden, der gerne er særlig stor op til jul, og mange vinduer inspirerer til julehygge derhjemme.

Dette her udstillingsvindue så jeg i Cheltenham i England, og det er fra Laura Ashley butikken.

Da jeg var lille, tog vi hvert år på juleudstilling i København. Hvert eneste år blev jeg puffet og maset i menneskemængderne - først i Havemanns, Daells Varehus, Magasin og Fonnesbech og hvad de nu hed - og derefter i bussen på vej hjem. Men jeg led i stilhed, for jeg syntes alligevel, at det var en stor fornøjelse, og det var en fast del af min jul.

Vi havde ikke så mange penge dengang, men til bybesøget hørte en kop varm chokolade og en bolle i et konditori, der lå i nærheden af Rådhuspladsen og bagefter Disney-show i Metropol. Efter forestillingen kiggede vi butikker og købte lidt gaver til familien, og til sidst - hvor det var blevet helt mørkt - skulle vi se vinduesudstillingen med bevægelige nisser og dyr. Jeg kunne stå længe og kigge med næsen presset imod ruden, og det var kun de stivfrosne tæer og fingre, der fik mig væk.

Jeg fik varmen igen mellem fugtig uld og mennesker i bus 14 hjem.

Hittepåsomhed

Jeg holder meget af belgiernes hittepåsomhed og kreativitet, som jeg tit støder på, når jeg er i Brugge. Denne gang var det på en restaurant, hvor jeg pludselig opdagede, hvordan loftsbelysningen var skruet sammen.

Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende... ;-)

Højt fra træets...

For nogle år siden købte jeg et kunstigt juletræ til mit showroom. Den slags bruger englænderne jo meget, og da det skulle holde hele december, nyttede det ikke med et rigtigt træ. Af forskellige årsager fik jeg dog ikke brugt det, og da det så så livagtigt ud, satte jeg det lillejuleaften ind i stuen for at pynte det - det kunne jeg jo lige så godt, når jeg nu havde det.

Det virkede også ganske udmærket. I hvert fald i starten. Jeg nåede lige at pynte det fint med alt det gamle pynt og endda udstøde et "næh, hvor er det pænt". Så begyndte det elendige træ af smide det yderste led af hovedparten af grenene. Da det var dér, pynten sad, endte jeg med at ligne en tegneseriefigur, der prøvede at gribe nedfaldne glaskugler med alt, hvad man nu engang kan gribe med...

Ikke så smart, men heldigvis overlevede julepynten stort set. Selv om jeg stadig har træet, der lige nu står ude på terrassen og fortsat ser meget ægte ud, så foretrækker jeg den ægte vare.

I år skal jeg ud og finde mig et fint rødgran. Og det skal være af en passende størrelse, så jeg kan få al pynten på, for jeg skal bruge en del jule-fotografier til kommende projekter.

Og jeg vil helt lade være med at tænke på H. C. Andersens fortælling om juletræet...;-)