torsdag den 30. juni 2011

Arbejdstorsdag



Av, åh, piv - jeg er øm i muskler, jeg ikke vidste, jeg havde...

I dag har jeg malet (nogle af) bjælkerne på mit gamle hus, og det er ikke bare ligetil. De er nemlig malet med plastikmaling før, og det synes træværket bestemt ikke om! Så den maling skaller af og skal først fjernes, inden den nye lækre linoliemaling - medbragt fra Sverige via Danmark - påføres. Den synes de gamle bjælker til gengæld godt om. De suger til sig og bliver bløde og lækre og velduftende.

Og da min rare mand havde en arbejdsopgave i dag, så kunne jeg da bare selv. Ideen var god nok i begyndelsen, men du milde, hvor er jeg træt nu. Jeg nåede kun en 7-8 bjælker, så det er en proces, der vil foregå resten af mit liv. Med jævne mellemrum. Til gengæld bliver jeg hærdet, for mens jeg før strøg afsted, når der var en hveps i farvandet, har jeg i dag stået med hvepse om ørerne og malet (der var nemlig en meget tillokkende busk med nektar lige ved siden af - og det er ikke så nemt at stryge afsted, når man står og balancerer på en stige).

Nu er det så spændende, HVOR lang tid det tager, før sort linoliemaling bliver slidt af hud. For selv om jeg har skrubbet og skuret, så er der stadig en del tilbage. Lige nu ligner jeg en mariehøne med rød hud og sorte prikker... ;-)

onsdag den 29. juni 2011

Onsdagstur


Efter en weekend med temperaturer, der nærmede sig 30 grader, er det nu blevet mere behageligt. Ikke at vi mærkede så meget til varmen, for vi arbejdede igennem med det nye nummer af SKØNNE DAGE, og så er det dejligt med et 400 år gammelt hus med tykke mure. Der var nemlig vidunderligt køligt indendøre...

I dag har vi gået en dejlig lang tur langs vandet i Worcester. Sådan cirka halvvejs på turen ligger der - meget passende - et gammelt hotel med kaffeservering i haven, og så kan man sidde her og nyde det, mens man kigger på alle de sjove, lange "narrowboats", der sejler forbi.

Man kan måske lige ane et glimt af min rare mand, der sidder i forgrunden og ser herligt afslappet ud...

onsdag den 22. juni 2011

Fede egern


I dag har der været stor utilfredshed blandt havens fugle. 

De herboende egern har nemlig fundet ud af, hvordan man sidder med en tå på én gren og en anden tå på foderautomatens fodstøtte og samtidig gnasker sig ind på frø og nødder og andre gode sager. 

Da vi har ikke mindre end seks grå egern, går det livligt for sig. Vi har stor fornøjelse af at se dem tosse rundt, men de er altså dyre i drift, for de gør kraftigt indhug i beholdningen. Og samtidig bliver de federe og federe; jeg kan næsten se dem gro… Beviset er hele TO grene – ganske vist tynde – der er knækket under den voksende vægt!

Men fuglene synes altså ikke, at det er spor sjovt. De små mejsebørn vil gerne have en bid med, men tør slet ikke nærme sig – hvorimod de store musvitter benytter sig af hvert ledigt øjeblik. Vi har også et flagspættepar, der højlydt snakkende prøver at drøne ned og kapre en bid, men det lykkes sjældent – til spætternes store fortrydelse. Det høres tydeligt!

Vi prøver at optage en film med de små røvere – hvis det lykkes, kommer den senere… :-)

mandag den 20. juni 2011

Aftentur


Nu har den samlede bestand af solsorte skældt ud den sidste halve time, så til sidst måtte jeg ud for at se, om det var uglen, de brokkede sig over. Det var det! Jeg kunne høre den, men desværre ikke se den.

Til gengæld opdagede jeg, at hvepsene havde anlagt landingsbane på én af bjælkerne under taget, og den går altså ikke. Jeg kan ikke fordrage at gøre dyr fortræd - heller ikke insekter - men jeg vil ikke have hvepse inde i mit hus. For to år siden prøvede jeg, hvad det vil sige, når de små kræ får for lang line... og det skal vi ikke ud i igen!

Aftenturen i haven blev længere end beregnet, for selv om det var halvmørkt og støvregnede, så var det en fornøjelse. Gyvel, roser, jasminer - alt duftede så skønt, og duftene blev nærmest forstærket af regnen. Og mens jeg stod og snusede af alle kræfter, kom flagermusene frem fra deres lune bolig under garagens tag og fløj lydløst forbi.

søndag den 19. juni 2011

Søndag på engelsk

Én af Brugges mange flotte kirker

Efter et par dejlige dage i Brugge med ømme ben fra toppede brosten og masser af indtryk og ny inspiration er vi nu landet i Hollymount.

Og som det sig hør og bør på sådan en engelsk søndag står den på total afslapning med benene oppe og udsigt til egernleg, mens vi gennemtrævler hver sin bunke med magasiner: Ét om teknik, et om indretning, ét om autocampere, ét om design og nogle flere, som jeg ikke er kommet til endnu...

Om lidt skal vi ha' kartoffelsalat til den fritgående skinke og friske urter fra urtebedet.

Livet er ikke spor tosset... ;-)

tirsdag den 14. juni 2011

Vores allerførste ferie


Vores allerførste "rigtige" tur til England bestod faktisk af to. Der var nemlig så mange herlige steder at vælge imellem, at vi slet ikke kunne bestemme os og endte med at bestille en uge i Dorset og en uge i Shropshire. Vores rejser dengang havde et behersket budget, for vi var unge og havde ikke så meget at rutte med. Men sparsomme midler er ingen hindring, hvis man kan rejse uden for højsæsonen, og den første uge blev tilbragt på et gammelt manorhouse fra 1887, hvor hele den øverste etage var indrettet til ferielejlighed.

Lejligheden var lettere slidt, men vældig hyggelig, og det allerbedste var efter min mening alle de svaler, der havde reder under taget. Fra vinduerne kunne man se helt ind i deres reder, og jeg tilbragte timer med at stå med næsen mod ruden og betragte de utrættelige forældre, der kom med mad til de skrigende unger.

Hvorfor jeg fortæller det nu? Joohhh, jeg kom til at tænke på det, fordi jeg tager til England i morgen. Vi lader den herboende familie passe hus og fugle - og så drager min rare mand og jeg afsted på en hårdt tiltrængt ferie... ;-)

mandag den 13. juni 2011

Kloge ord

Jeg har hørt mange foredrag af den buddhistiske munk Thich Nhat Hanh, og her kommer nogle af hans kloge ord:

"We tend to be alive in the future, not now. We say, "Wait until I finish school and get my Ph.D degree, and then I will be really alive". When we have it, and it's not easy to get, we say to ourselves, "I have to wait until I have a job in order to be really alive". And then after the job, a car. After the car,  a house. We are not capable of being alive in the present moment. We tend to postpone being alive to the future, the distant future, we don't know when. Now is not the moment to be alive. We may never be alive at all in our entire life..."

søndag den 12. juni 2011

Et dejligt papirsted...

I fredags kørte jeg en lang tur med min mor. Vi havde dels praktiske ærinder, dels fotoopgaver – og vi endte i Frederikssund, bare fordi det var længe siden.

Meget havde forandret sig, siden vi sidst var der. Blandt andet var vores konditori nedlagt, så det var godt, vi havde fået kaffe et andet dejligt sted. Men til gengæld fandt vi en rigtig skøn butik, der var dukket op skråt overfor. 

Papir stedet på Østergade 6 er en ren Aladdins Hule med en masse forskellige papirting, og vi gik længe og kiggede. Min mor elsker smukke servietter og kort, og jeg har altid elsket at lave ting af papir, og her var både det og meget mere: Klippeark, farvet karton, skabeloner, gavepapir, gaveæsker og stickers. 

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe et par meget smukke kort (sådan nogle kan man aldrig få nok af efter min mening) -  for de var så fine og gammeldags. Og samtidig fik jeg nogle håndgjorte kuverter med hjem. Man kunne godt få lyst til at "vinterpusle" med den slags... :-)