Tilbageblik

Da jeg så dette billede, kom jeg i tanker om min far, som altid købte duefoder til mig på Rådhuspladsen. Jeg syntes, at det var så sjovt at fodre duerne, og min far, der ellers var en sparsommelig mand, undede mig altid den fornøjelse...

10 ører var ellers mange penge dengang...  ;-)

Kvinde alene

Ikke alle kvinder synes om at rejse alene eller gå på restaurant alene, men det er absolut noget, der kan anbefales. Det giver selvtillid, når man ved, at man kan klare sig selv på egen hånd - men i begyndelsen skal man måske lige vænne sig til tanken.

I Bruxelles lærte jeg at gå på restaurant alene. Jeg skulle jo spise, og jeg havde ikke i sinde at sidde på mit hotelværelse og kukke, når jeg var i en spændende storby. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind på en nydelig restaurant, sendte tjeneren et fast blik og bad om et bord. JA, til én! Og da han ville anbringe mig ved et bord nær toilettet, tog jeg endnu en dyb indånding og bad om bordet ved vinduet. JA, dét bord!

Jeg fik mit fine bord med udsigt. Jeg fik en god betjening. Alt gik glat, selvom jeg ikke forstod et kuk af det franske menukort. Og da jeg bestilte desserten "fromage", følte jeg mig fuldt på højde med situationen. Uhm, det var længe siden, jeg havde fået citronfromage....

Og heldigvis var jeg i stand til at holde masken, da jeg fik en tallerken med.... ost!

Snehvid morgen

Jamen, det er da vældig kønt med alt det hvide pudder, der dækker haven. Ingen tvivl om det. Det dækker stierne og tysser på skridt, men det dækker altså også for muligheden for at finde føde, hvis man er en fugl eller et dyr.

Så jeg har været ude tidligt med rive og sneskovl og kogende vand i kanden, så nu er der frisk, drikkeklart vand og masser af æbler, frø og nødder. Fuglene var så sultne, at de sad ganske tæt ved mig, mens jeg gik rundt og ryddede, og så snart jeg havde taget bare et enkelt skridt væk, kastede de sig over maden.

Og nu sidder jeg her og hygger mig med den sene morgenmad med god samvittighed. For på den anden side af ruden spises der også...

Min kærlighed til bornholmere

Her tænker jeg ikke så meget på bornholmere som sådan - selv om de ikke er spor ringe - men på bornholmerure...  Jeg har nemlig altid elsket de flotte, gamle ure, der tikker så tungt og roligt, og jeg har drømt om at eje sådan ét en dag.

Vi boede engang på et slot, hvor der i vores lejlighed var et "grandfather clock", som det hedder på engelsk. Det skulle trækkes op med regelmæssige mellemrum, og det stod i vores velkomstbrev, hvornår det var. Vi blev mindeligt bedt om at overholde det, for ellers havde uret svært ved at komme i omdrejninger igen.

Så vi passede selvfølgelig uret og tiden og trak op med andægtighed - og om aftenen sad jeg i lænestolen foran det og svømmede hen af bar velbehag til lyden af TIK TAK, TIK TAK.

Det er aldrig lykkedes mig at få sådan et ur, men jeg har arvet et gammelt vægur fra min bornholmske svigerfamilie. Og selv om det ikke siger så højt og tungt, så nyder jeg alligevel den rolige lyd af tik tak, tik tak...

Det er koldt derude...

Uf, hvor er det frysende koldt i dag. Heldigvis kan jeg sidde inde i min lune stue og skrive, men dyrene udenfor har det ikke så sjovt.

Min mor har været ude med frø og nødder fra morgenstunden, og jeg har været ude med gennemskårne æbler og vand. En stor kedel kogende vand til optøning af vandtruget, som derefter blev fyldt med drikkevand og flyttet hen i solen, så det forhåbentlig kan holde frostfrit lidt længere.

Det var meget populært! Adskillige solsorte kom straks til for at drikke, og da jeg kiggede af vinduet lidt efter, stod fugle i alle størrelser nærmest i kø.

Vand er så vigtigt i disse frostfyldte dage, så jeg må holde øje og gå ud igen med ny forsyning lidt senere.

Regnskabets time

Vi har et ældre Ludospil, der i mange år - sammen med et spil kort - har været med os på rejser. Så afholder vi en lille "dyst", der bliver opkaldt efter ferien: Riverside Cottage dysten eller Bath House dysten.

Det var også med i autocamperen og i sommerhuset, og der bliver selvfølgelig ført regnskab med spillene, indtil den ultimative ferievinder er kåret. Jo, der er skam krig på kniven - på den allermest venskabelige måde... :-)

De små regnskabsark ligger stadig i æsken, der er ved at udvikle sig til et historisk dokument, for de går helt tilbage til begyndelsen af 1990'erne. Så hvis jeg ikke kan huske, hvornår vi har været hvor, så kan jeg altid kigge efter her...

Ja ja, man har de fornøjelser, man selv skaber...ti hi

Smukke ord

Had I the heavens' embroidered cloths,
Enwrought with golden and silver light,
The blue and the dim and the dark cloths
Of night and light and the half light,
I would spread the cloths under your feet:
But I, being poor, have only my dreams;
I have spread my dreams under your feet;
Tread softly because you tread on my dreams.

W. B. Yeats

Kyndelmisse og gode gaver

Når man nu er født på Kyndelmisse, så er det næsten altid pivhamrende koldt på ens fødselsdag. Trangen til at tage på hygge-oplevelsestur ligger et meget lille sted, medmindre turen kan gå til et opvarmet butikscenter eller et lunt museum.

Men i dag har familien arbejdstravlt, så hyggeturen må vente til senere. Pyt med det. Hellere fylde sig med fastelavnsboller og andre gode sager inde i varmen, mens man forsker lidt i fødselsdagsgaverne.

De var nemlig vældig fine! :-)

I dag er det...

I dag skal jeg have sådan ét på, for jeg fylder år. Mange år!

Men den slags kan man tage i strakt pote, når man føler sig som 27 indeni... ;-)

Morris Dancers

I går fortalte jeg om vores ferie i en lille landsby i Sydengland. Komplet med lokal byfest. Til den slags hører gerne de såkaldte Morris Dancers; en gruppe dansende mænd (eller kvinder) med viftende tørklæder, stokke og klokker på strømpebenene. Hattene er ofte pyntet med blomster, og netop dét er pointen – for de dansende byder foråret velkommen. Det er en århundredgammel tradition, der er blevet genoplivet i nyere tid.

Udover dansen var byfesten med karruseller, dukketeater, eftermiddagste og hjemmebagt kage i opstillede telte og alt det, der ellers hører sig til. Det var - og er - en fornøjelse at møde englænderne på denne meget afslappede måde, og der er tit mulighed for det, for mange småbyer byder foråret velkommen med sådan en udendørs festlighed.

Foto: James UK