mandag den 14. maj 2012
Mandagstema: MAJ
Mandagstemaet hos Helene er i dag "MAJ", og det er et tema, der passer mig fint.
I maj måned er jeg nemlig altid i England, og selv om det bliver sidst i maj i år, så vil der alligevel se nogenlunde sådan her ud - med får og lam på markerne, blomstrende tjørn i krattet og flyvende svaler.
Du kan se flere bud på dagens tema lige her...
lørdag den 12. maj 2012
Grå og blæsende lørdag
Sikke en grå og blæsende dag! Men mig passer det fint, for weekenden her er en arbejdsweekend - og endda én af dem, hvor vi arbejder med 180 i timen, som min rare mand siger.
Den eneste, der kan slappe af, er min mors kat, Rikke. Og hun er god til det.
Det ER jo heller ikke vejr at jage en hund... øh kat ud i....
Rigtig god weekend!
fredag den 11. maj 2012
Bakken i regnvejr
Så fik jeg prøvet det med: En tur til et ret affolket Bakken i regnvejr. Men var vi da så heldige med regnen, at den holdt sig væk, hver gang vi gik udenfor. Dobbelt heldigt, fordi vi havde glemt at få en paraply med...
Vi fandt en superhyggelig restaurant, som vi havde næsten for os selv - småsprossede vinduer med små gardiner og udsigt til Peter Liep, god betjening og rigtig dejlig mad. Restaurant Bøgely er én af Bakkens ældste restauranter, men jeg havde aldrig været der før.
Bagefter fik de små spillefugle afløb for deres laster, og aftenen sluttede med kaffe og æbleskiver, sådan som traditionen (vores) nu er, når man er på Bakken.
Og vores shopping-eftermiddag? Vi fandt den smarteste frakke til min smarte mor - og der faldt vist også et par cowboybukser og en bluse af til datteren. Man kan jo ikke bare stå og kigge på... ;-)
torsdag den 10. maj 2012
En kvindehyldest
Jeg er så heldig at have to dejlige kvinder i mit liv; nemlig min mor og min svigermor. De har på hver deres måde gentagne gange bevist, at de er nogle ret seje damer, og jeg er fuld af beundring.
Den ene af de dejlige damer har fødselsdag i dag, og jeg har derfor lovet min mor en hyggedag. Og fødselsdagsbarnet har bestemt, at den skal bestå af en eftermiddagstur til yndlingsbutikkerne med kaffe og en aftentur på Bakken med middag. Bare mor og datter i al "hygsomhed".
Så det vil jeg glæde mig til på sådan en ganske almindelig regnfuld torsdag...
tirsdag den 8. maj 2012
Supercalafragelisticexpialidocious
Ih, hvor jeg nyder mine morgen-motions-cykelture for tiden. Bagefter kommer jeg op fra kælderen med sang på læben og lette (nå ja) dansetrin på trappen, for jeg ser nemlig Mary Poppins. I små tyve minutters daglige bidder.
Hvis der er noget, man bliver i godt humør af fra morgenstunden, så er det den. Kan anbefales... :-)
mandag den 7. maj 2012
Mandagstema: Favoritmotiv
Mandagstemaet hos Helene er i dag "favoritmotiv", og sådan nogle har jeg vist mange af. Jeg elsker at fotografere dyr, blomster, huse, landskaber og... kager. Ja, alt muligt godt.
Men mit favoritmotiv er nok de forsider, jeg sommetider fotograferer til mine magasiner. Det allerførste billede til en forside er dette her, som jeg brugte i 2008. Og for nylig har jeg brugt det igen som forside på den allerførste engelske udgave.
Motivet siger i virkeligheden meget om mig. Jeg elsker alt det engelske, te i haven, smukke roser, kønne farver og i det hele taget natur og at opholde mig i det fri. Så dette billede må være en passende kandidat til "favoritmotivet".
Du kan se flere bud på dagens tema lige her...
lørdag den 5. maj 2012
På eventyr med bussen
Da jeg
forleden skrev om at gå tur og blive væk, kom jeg til at tænke på min ungdom, hvor jeg var i besiddelse af et tog- og
buskort. Det dækkede alle linier og ruter, og
derfor tog jeg med mellemrum på sightseeing sådan ud i det blå.
Jeg steg
på en bus med lukkede øjne, så at sige, for jeg tog den første, den bedste og anede ofte ikke, hvor jeg havnede. Hvis
jeg så noget interessant, stod jeg
af, men ellers fulgte jeg gerne med til endestationen, hvor jeg fandt en anden
bus, jeg heller ikke kendte.
Jeg kunne
komme vidt omkring på den måde, og resultatet blev selvfølgelig,
at jeg ikke bare kom til at kende både det indre og det ydre København rigtig godt, men også alle områderne udenom.
Jeg
opdagede mange listige steder på Amager, fandt gode butikker i
Valby og fine villakvarterer i Vanløse. Sommetider tog jeg toget
til Hillerød, Ballerup eller Køge - og i øvrigt brugte jeg helt den samme taktik, da jeg boede i Bruxelles.
Det er nok alle de udflugter, der får mig til stadig at tage rundt på må og få. Nu er det bare i bil, men da
jeg som tidligere nævnt ikke har forfærdelig meget stedsans, er det næsten lige så godt.
fredag den 4. maj 2012
Have-inspiration
Hvis nu mine planer fra i går kommer til at gå i opfyldelse på et tidspunkt, så har jeg fået masser af ideer til haven fra Elmer Aagesen fra Hinnerup.
Jeg skrev nemlig om hans dejlige have i SKØNNE DAGE, og jeg synes, at det er utroligt inspirerende, at man kan få så meget ud af så lidt plads. Et tætpakket planteparadis hvor man næsten kan blive væk - og så på under 1000 m2.
Abonner på:
Opslag (Atom)







