Hverdagshygge

Hverdagshygge er det, jeg holder allermest af. Bare sådan slentre rundt og foretage sig alt og ingenting, sådan som vi gjorde en dag i sidste uge.

Vi skulle ned på den lokale genbrugsplads med en hel del ting fra en morgen med oprydning, og vi kom til at dreje forkert, da vi kørte ud fra markvejen. Nå pyt - vi tog en stikvej, som vi ikke kendte, og så kunne vi også se, hvor den førte hen.

Den førte heldigvis det rigtige sted hen. Nemlig ikke ned til lossepladsen sådan direkte, men først forbi en pub, som vi indtil da kun havde observeret ude fra hovedvejen. Der var pladser ved bordene ude foran, men ellers var stedet velbesøgt, for det var frokosttid - og knurrende maver fik os til at svinge ind for at se, hvad man kunne fristes med.

Den næste times tid sad vi godt bænket her ved siden af det udendørs klaver med blomster på toppen. De er skøre, de englændere... ;-)

Bagefter fortsatte vi turen til lossepladsen og derefter ind til den del af Malvern, som vi ellers bare kører forbi. Men jeg så et glimt af nogle polstrede sengerygge i et vindue med udsalgsskilte, og inden længe var vi inde og kigge - og bestille.

Vi slentrede en tur op og ned af gaden og fandt sjove butikker, som vi ikke kendte og som slet ikke var kedelige bag facaden. Og bagefter fandt vi en legeplads og en park bagved, hvor der holdt en isbil.

Den lille udflugt endte som den skulle: Med en sodavandsis i skyggen under et stort egetræ med udsigt til legende og ubekymrede børn.

Sådan er min hverdagshygge, når den er bedst...

Sover lidt endnu...

Turen hjem gik fint, men den ER lang - og her i feriesæsonen er der selvfølgelig meget trafik. Vi valgte at køre gennem Tyskland på en søndag, og det er altid en god idé, for der er ikke så mange store lastbiler at "slås med".

Som sædvanlig tog vi med tunnellen mellem England og Frankrig, og jeg prøvede at tage et billede af det tog, som bilerne kører ind i. Det lykkedes kun delvist godt, men giver da et lille indtryk.

Billedet blev taget med mobilen ud af bilens vindue, og vi er på vej ned til det tog, der holder i venstre side. Den lille røde skikkelse viser åbningen i toget, hvor vi skal ind...

På stop i Brugge

Så går turen retur igen - hjem til flytning og nedpakning og en hel masse praktisk, som jeg slet ikke har lyst til at tænke på. Ikke endnu...

Først skal vi have en aften og en overnatning i Brugge på vej tilbage. Jeg orker ikke at køre natten lang som på udvejen, for den tur var jeg tre dage om at komme mig over.

Hotellet er nyt og uprøvet, for nu midt i højsæsonen var der ikke så meget at vælge imellem. Det er altid lidt spændende og sjovt - og så reklameres der med en overdådig morgenmad.

Det vil jeg glæde mig til... ;-)

Sidste dage

Efterhånden som tiden går, føler jeg mig mere og mere hjemme her på denne plet i England. Selv om jeg er bybo, har jeg altid elsket at være på landet, og jeg har nydt det ekstra meget denne gang.

I går traskede jeg langs vores lange markvej op til huset og så på alle de forskellige vilde blomster, der vokser i vejkanten og inde på marken, hvor der ikke har været får et stykke tid nu. Nogle blomster kender jeg slet ikke navnet på, men jeg havde på et tidspunkt en biolog på besøg, der remsede op med engelske navne. Enkelte af dem skulle være ret sjældne eller i hvert fald spændende - jeg synes jo bare, at de er kønne... og så glæder jeg mig over, at de giver føde til en masse sommerfugle og bier lige nu.

Frække spætter

Hvorfor kan grønspætten ikke være lige så fotogen som ham her?

Vi har i mange år haft et grønspættepar boende, og de er meget snakkende og meget sjove at se på. Derfor har jeg selvfølgelig prøvet at få et billede af dem. Mange gange!

Men efterhånden føler jeg mig ligesom Anders And, når han prøver at fotografere den jernnæbbede tegneseriespætte, som HAN gerne vil have ram på.

Hver gang jeg har fotografiapparatet liggende klar, holder spætten sig på afstand. Den lurer lidt på mig og nærmer sig kun forsigtigt, og hvis jeg rækker ud efter det... vips... så er den væk.

Hvis jeg derimod ikke har kameraet inden for rækkevidde, så sætter den elendige spætte sig lige foran mig og gør sig til. Den drejer hovedet langsomt, så man kan se de fine røde fjer, og somme tider puster den sig endda lidt op, så man rigtig kan beundre den. Men fotograferes; det vil den altså ikke.

I dag kom jeg hjem fra bytur og så grønspætten sidde klar. Det ville have været et præmiebillede. Men ikke tale om. Lige så snart jeg kom ud igen med kameraet, forsvandt spætten om bag en busk.

Lidt efter stak den hovedet frem. Jeg kunne næsten se, at den smilede drilsk...

Planteskolebesøg

Én af mine yndlingsbeskæftigelser er besøg på planteskolerne her. Der er mange af dem; den ene er større og flottere end den anden,  og da de næsten alle har café og restaurant, kan det uden spor besvær udvikle sig til en heldagsfornøjelse. 

Mange gange tager vi bare ud for at kigge, men det ender selvfølgelig altid med, at vi kommer hjem med mindst én plante. Og det er ikke planter det hele. Der er også møbler, ting og sager, delikatesseafdeling, tøj, bøger…  alt muligt. 

Ét af mine faste havecentre har en meget stor hobbyafdeling også, og da jeg på et tidspunkt havde en gæst med derud, spurgte hun ivrigt: Har du ikke et eller andet du kan foretage dig et par timer, mens jeg kigger her? 

Det havde jeg. Det er sjældent noget problem for mig at bruge et par timer på en planteskole…

Hedebølge

Vi skal åbenbart have en uge med det, som i mine øjne ligner en hedebølge. OK, godt så. Det betyder bare, at hende "nordboen" her absolut ikke er til udflugter i en varm bil, men foretrækker at blive hjemme i et køligt hus. De tykke mure og små vinduer her i Hollymount betyder nemlig, at temperaturen ikke når meget over de enogtyve grader i stuerne.

Det er noget helt, helt andet i udestuen, hvor der kan spejles æg på spisebordet i eftermiddagstimerne, men jeg lukker bare lige så stille døren til den, holder mig væk og finder i stedet en skyggefuld plet i haven, hvor der lufter så dejligt. Arbejdet udendørs bliver henlagt til de tidlige morgentimer, inden solen får fat - og ellers sidder jeg fint i haven og skriver flittigt, mens jeg holder øje med kaniner og egern. Eller er det omvendt?

Sommer på vej

Jeg kan se på vejrudsigten, at sommeren er lige om hjørnet. Det er noget med fuld sol og 26 grader, og det er da meget fint. Nu er jeg en rigtig "nordbo", der godt kan lide gråvejr og ikke alt for meget varme, men man føler sig alligevel som et skarn, hvis man ikke glædes over udsigten. Om ikke andet kan de våde områder her få lov til at tørre lidt ud.

I går aftes sad vi til sent og så på flagermus og lyttede til ugler. Der bor et helt kollektiv under taget (altså flagermus - ikke ugler), og de kom frem én efter én for at gå på rov. Jeg håber, at de tog nogle af de myg, der åd os, men vi kunne ikke rigtigt løsrive os fra aftenstemningen.

Solsorten sang aftensang, mens svalerne gav deres mange unger en bid natmad. Uglerne snakkede til hinanden fra hver sin ende af haven, for de har også unger. En lille mus pilede forbi. To egern legede tagfat omkring os. Grønspætten havde vældig travlt, og den er ikke bare sjov at se på; den er også meget velkommen, fordi den elsker at spise myrerne i græsplænen.

Og alt imens gik solen længere og længere ned. Den babyblå himmel fik et svagt, rødligt skær, og de grå regnskyer blev forvandlet til hvide lammeskyer. Aftenkaffen blev serveret med is, og livet var bestemt til at holde ud... ;-)